Berlingske Business

Udviklere af spil sætter alt på ét bræt

brætspil
Brætspillet Ego, hvor deltagerne skal evne at kunne sætte sig ind i sine modstanderes tankegange, er en af de succeser, som stammer fra spilfirmaet Game Inventors med Martin Vinther Olesen (tv.) og Morten Skovhus som firmaets partnere. Foto:

Noget så traditionelt som brætspil har inden for de seneste år fået en revival og er blevet en mindre dansk eksportvare. Med sit engagement i Bezzerwizzer og udgivelsen af Ego har et lille fynsk firma en stor andel i den udvikling.

Netop nu skal russisktalende brætspilselskere lære at sige Ego. For det danske spil, der har gået sin sejrsgang i Danmark og Centraleuropa, er nu på vej til de russisktalende lande, og i samme træk introduceres en app med spillet i USA.

Det lille fynske udviklingsfirma Game Inventors har de seneste år haft en finger med i nogle af de største salgssucceser inden for brætspil i Danmark i form af Bezzerwizzer, Ego og Konsensus. Det er der kommet en lille, men stabil forretning ud af. De fem ansatte har de seneste år genereret et overskud efter skat på lidt mindre end én mio. kroner, men mere kan være i vente med introduktionen af de danske brætspil på en række udenlandske markeder.

Game Inventors er et eksempel på, hvordan idérigdom og iværksætterkraft kan føde små nichesucceser på spil- og legetøjsmarkedet, der som udgangspunkt er præget af meget store globale aktører.

Bag firmaet står en tidligere journalist samt en cand.mag. i visuel kommunikation, som i 2002 mødtes på Fyens Stiftstidende, hvor Morten Skovhus var journalist og Martin Vinther Olesen studentermedhjælper. Den fælles interesse for brætspil førte dem sammen og fødte Game Invetors.

Der var et hul i markedet

»Vi syntes, der var et hul i markedet, og det ville vi gerne udnytte. Der fandtes ikke mange oplagte steder at få udgivet et brætspil, og det var begrænset med nyudvikling af brætspil,« forklarer Martin Vinther Olesen.

Game Inventors’ forretning er bygget op om tre ben. De udvikler, producerer og distribuerer brætspil. De har udviklet spil selv, men ofte foregår det i samarbejde med andre, der har en god idé.

»Man kan ikke leve af kun at udgive brætspil. Det er hele sammensætningen af produktion, distribution og udvikling af spil for andre,« forklarer Martin Vinther Olesen.

Eksempelvis fik spillet Bezzerwizzer, der er skabt af idémanden Jesper Bülow, en hjælpende hånd af Game Inventors. Det fynske firma var således fødselshjælper til spillet og med til at sætte det i produktion og distribuere det. Frem til 2011 tjente virksomheden på royalties og distribution af spillet, som nu har vokset sig stort og har sit eget selskab.

100 spilforslag om året

»Vi troede, at vi skulle arbejde længe på at opbygge et renommé som dem, der kan udgive brætspil. Men det er gået ret stærkt, og vi får i dag cirka 100 forslag om nye spil ind ad døren hvert år fra alle mulige,« forklarer Martin Vinther Olesen.

En af dem, der kontaktede Game Inventors, var Ian Copple, der i årevis havde arbejdet på et brætspil om sociale relationer. Sammen skabte de Ego, som Game Inventors har rettighederne til, mens Ian Copple får en fast royalty.

Forretningsmodellen for de fynske brætspilsudviklere er at udgive to til tre spil om året. Her indgår også spil, som de udvikler for private virksomheder til særlige lejligheder.

I 2012 har der været få nye spil, da firmaet har brugt mange kræfter på at smede videre på den succes, som Ego har ført med sig. Man har brugt kræfter på en app til det amerikanske marked, som kom i App Store lige efter jul.

»I USA har vi tænkt den som en markedsføringsplatform, som forhåbentlig kan skabe lidt opmærksomhed. Tanken er at sprede varemærket og samtidig forsøge at teste markedet lidt. Det er et kæmpe marked, så på sigt kunne det være interessant at forsøge at lancere spillet i USA, fortæller Martin Vinther Olesen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen