Berlingske Business

Spilnørder skal op fra kælderen

Spilnørder skal op   fra kælderen - 1
Kristian Hedeholm møder som næstformand i Unge Spiludviklere mange spiludviklere, der har svært ved at kravle op af kælderen og bryde igennem med deres computerspil. Foto:

Danmark bobler af unge spiludviklere, der programmerer hele natten. Men flere af dem har svært ved at kravle op af kælderen og realisere drenge-drømmen om at udgive deres eget computerspil.

Kristian Hedeholm hiver en stak visitkort på højde med en dåsecola ned fra hylden over sine to computerskærme. Han presser stakken sammen som et spil klodsmajor, så de ikke flyder ud over skrivebordet, hvor han for det meste sidder og programmerer computerspil til klokken seks om morgenen.

»Se,« siger Kristian Hedeholm og trækker det øverste visitkort frem fra stakken: »Det her fik jeg af ham, der var med til at producere Hitman. Det handler jo om netværk, ellers kommer du ikke op af kælderen.«

Det var faktisk netværk, som sendte den unge spilprogrammør ned i kælderen. Inden sommerferien studerede han datalogi på Aarhus Universitet, men da netværket virkede, og Kristian blev tilbudt job hos det danske spilselskab Serious Games i København, måtte han flytte fra Jylland. Han lejede et kælderværelse hos et familiemedlem i udkanten af Kokkedal, og når man klemmer sig forbi tørrestativet, åbner den moderne Aladdins hule sig med spilkonsoller og høje reoler fyldt med computerspil helt tilbage fra de tidlige 90ere.

Netværk og motivation

»Jeg vil lave computerspil, indtil jeg stiller træskoene,« udbryder Kristian Hedeholm, mens computeren slider for at åbne det computerspil, som han og fem venner var ti måneder om at udvikle.

»Man skal være disciplineret og følge spillet til døren, hvis du skal vise noget frem til spilvirksomhederne,« siger han og rykker med musen:

»Du bliver nødt til at droppe fredagsbaren.«

Selv om det er blevet lettere at komme op af kælderen som spiludvikler, i takt med at der er kommet flere gratis spiludviklingsprogrammer, møder Kristian Hedeholm via sin post som næstformand i Unge Spiludviklere tit mange, der aldrig kommer videre end drømmen. Ofte forskanser spiludviklerne sig bag skærmen, glemmer at netværke med spilbranchen og langsomt forsvinder motivationen til at producere computerspil.

Derfor er Kristian Hedeholm med til at arrangerer weekender, hvor ambitiøse spiludviklere mødes og producerer computerspil. Det skal give dem den nødvendige erfaring til at kravle op af kælderen og måske endda etablere virksomhed.

Spilbranchens underskov

Projektdirektør i Interactive Denmark, Jan Neiiendam, beskriver de unge spiludviklere som en underskov i spilbranchen, der skal have hjælp til at bevæge sig op og etablere spilvirksomhed.

Han fornemmer, at der dukker flere spiludviklere op rundt omkring i landet. De har set, hvad Danmarks største spilvirksomhed, IO Interactive, kunne skabe med deres prisvindende spilserie Hitman, hvor spilleren får lov til at udfolde sig som skaldet lejemorder.

Thomas Vigild, der er formand for Dansk Spilråd, mener ikke, de unge spiludviklere skal stræbe efter at ende i store spilvirksomheder. Ifølge ham kommer størstedelen nemlig ikke til at lave det, de drømte om nede i kælderen.

De bør i stedet sigte efter de nye fyrtårne inden for den danske spilbranche, de mellemstore spilproducenter, hvor de i højere grad kan udfolde deres potentiale. Det er spilvirksomheder som danske Playdead, der producerede spillet Limbo for omkring 15 millioner kroner.

»Drengedrømmen om at lave de store computerspil som Hitman er ikke så fed i virkeligheden. De unge skal i stedet sigte efter de nye fyrtårne inden for den danske spilbranche,« siger han og uddyber: »De skal vide, de ikke kan udvikle store, omfattende computerspil med det samme. Det ville være som at gå fra nul til Disney på ingen tid. De skal først ud at have erfaring.«

Han mener, de unge sagtens kan skrue forventningerne ned og henviser til en gruppe spiludviklere fra Finland. Spilproducenterne fra det finske spilselskab Rovio udviklede 50 forskellige spil, inden de skød Angry Birds af sted mod onlinespilmarkedet. De ramte spilmarkedet hårdt, og udviklerne blev nærmest millionærer over én nat.

»Samtidig er de små nichespiludviklere i høj grad i søgelyset hos både Nintendo, Sony og Microsoft, fordi alle de store spilselskaber gerne vil have noget unikt og eksklusivt på deres platforme,« fortæller Thomas Vigild.

Tilbage i kælderen i Kokkedal er Kristian Hedeholm endelig kommet ind i det computerspil, han udviklede sammen med vennerne. Det handler om at pelse pandaer og opbygge et stort eksporteventyr i et tredjeverdens land.

Han holder mest af det dybere budskab i computerspil. Derfor passer det ham perfekt, når han er blevet ansat på Serious Games, som udvikler computerspil, der gennem læringsspil tager fat på globale konflikter og metoder til at undgå stress.

For Kristian Hedeholm handler det ikke om at blive millionær, »men det ville ikke gøre mig noget«, griner han på vej op ad kældertrappen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen