Berlingske Business

Ny låneordning skal skabe vækst hos iværksættere

02BUSBus-forside.jpg
Jesper Bang-Olsen, direktør i IT-virksomheden Apora Digital ser frem til at få et af de nye vækstlån. Planen er at bruge pengene på test og deltagelse i messer og konferencer i USA, Brasilien og Indien. Foto: Christian Liliendahl

Partierne bag forårets vækstplan har fremrykket en ny låneordning for iværksættere, der sammen med nye momsregler skal hjælpe mindre virksomheder med finansieringen. Det nystiftede IT-selskab Aporta Digital vil ud i verden ved hjælp af et vækstlån.

De har store planer i det nystiftede københavnske IT-selskab Aporta Digital, der leverer underholdnings- og kommunikationsløsninger til tog og busser. Brasilien, Indien og USA skal indtages, og selv om der endnu ikke står noget i ordrebogen, er samarbejdspartnerne på plads på de store markeder.

Offensiven i flere verdensdele er en stor mundfuld for det lille selskab, og der er behov for kapital til markedsføring, konferencer og test. Udfordringen er, at bankerne ikke er meget for at låne til nystartede selskaber uden stor egenkapital, og uden mere kapital er det svært at se, hvordan et hurtigt vækst-eventyr på flere store markeder skal føres ud i livet.

»Vi har kontakterne til distributørerne på plads, og interessen er til stede. Men det koster penge at få markederne i gang,« siger adm. direktør i Aporta Digital Jesper Bang-Olsen.

Det er virksomheder som Aporta Digital, der er målet for en ny statslig låneordning for iværksættere under Vækstfonden. Hidtil har fonden ikke kunnet yde lån til iværksættere, der ikke kan stille tilstrækkelig sikkerhed, men partierne bag forårets vækstplan er netop blevet enige om at fremskynde de nye vækstlån.

Ordningen, der var planlagt fra 2015, træder nu i stedet i kraft i næste måned, og bliver dermed en del af en buket af nye tiltag, som fra næste år skal hjælpe mindre virksomheder med finansieringen.

Lån skal bane vej til nye markeder

Som en del af den højtprofilerede vækstplan blev regeringen, Venstre, Liberal Alliance og de Konservative også enige om en forlængelse af fristen for momsbetaling for mindre og mellemstore virksomheder. Her er det også for nylig blevet besluttet at fremskynde tiltaget for de mindste virksomheder, så alle nye regler for momsbetaling træder i kraft allerede i næste måned.

Med de nye vækstlån og lempede moms-kredittider imødekommer et bredt flertal i Folketinget et ønske fra en lang række erhvervsorganisationer, og i Aporta Digital ser man frem til et lån på den nye ordning. Selskabet er netop blevet godkendt til et vækstlån på tre mio. kr., og pengene skal bruges på at skubbe salget i gang i USA, Brasilien og Indien.

»Vi skal gennemføre en række test af vores produkter i Indien i samarbejde med en hardware-distributør, og vi skal ud på messer og konferencer på de forskellige markeder,« siger Jesper Bang-Olsen.

Ny IT-pakke for togpassagerer

Aporta Digital har lavet en boks, der, uafhængigt af de tilgængelige netforbindelser, gør det muligt for tog- eller buspassagerer at få adgang til f.eks. film, e-bøger, nyheder og relevant trafikinformation på passagerernes egne smartphones eller tablets. Ideen er, at passagererne undgår at være afhængige af de ustabile WiFi-forbindelser, der præger de fleste længere togture i dag.

»De fleste togstrækninger har store problemer med at fastholde forbindelsen til internettet. Vores boks stiller en platform til rådighed for passagererne, der kan vælge mellem de muligheder, som togselskabet tilbyder. Vi har interesserede partnere i de store lande, men vi har brug for kapital til at foretage yderligere salgsarbejde og lave flere test sammen med distributørerne,« siger Jesper Bang-Olsen.

Selv om de fleste er enige om, at kreditklemmen trods alt er løsnet lidt det seneste år, vurderer de fleste erhvervsorganisationer, at det fortsat er vanskeligt for mange mindre virksomheder med lovende projekter at få lån på acceptable vilkår. Bankerne er nemlig fortsat meget tilbageholdende over for virksomheder, der ikke kan stille solid sikkerhed for lånet.

Ministeren er tilfreds

I Vækstfonden fastslår direktør Christian Motzfeldt, at man hidtil ikke har haft mulighed for at låne penge til gruppen af nystartede selskaber med relativt stort finansieringsbehov og manglende mulighed for at stille sikkerhed.

»Nu har regeringen så sagt, at de vil dække det eventuelt større tab, som vi måtte have ved ordningen. Vi kan foreløbig selv bære eventuelle tab, men de fleste tab kommer formentlig først de efterfølgende år, hvor der afsættes penge på finansloven,« siger han.

Christian Motzfeldt fastslår, at lån til nyetablerede virksomheder uden ret meget egenkapital altid er mere risikable end mere etablerede vækstvirksomheder. Derfor er det nødvendigt at afsætte flere penge til tab, som renteindtægterne ikke kan dække, men til gengæld vil ordningen kunne sætte fart på væksten hos en række lovende iværksættere.

»Der vil være en masse virksomheder, der nu får mulighed for at vokse, og som ikke ville kunne få finansiering andre steder,« siger Christian Motzfeldt.

Konkret satser Vækstfonden på at yde den nye type vækstlån til iværksættere for op mod 350 mio. kr. årligt.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) fastslår i en skriftlig kommentar, at han er »meget tilfreds med, at lånene nu bliver lanceret tidligere end planlagt.«

»Den gruppe af iværksættere, der har fået gang i forretningen, og som har mulighed for at accelerere deres aktiviteter yderligere, er meget vigtig for væksten og jobskabelsen i Danmark,« lyder det i en e-mail.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen