Berlingske Business

Konkurrence har skabt 190 virksomheder

davidsen
DTU-studerende Rasmus Davidsen vandt i 2010 Venture Cup og en præmie på 250.000 kroner for at opfinde en særlig nanoteknologisk beklædning på solceller. Siden prisen er en stor del af tiden gået med at rejse rundt til virksomheder og mulige investorer. Foto:

På 12 år er næsten 200 virksomheder og op mod 1.100 arbejdspladser blevet skabt ud af ideer fra studerende, der har deltaget i Venture Cup.

Flere end 11.000 deltagende studerende fordelt på 375 hold har de seneste måneder knoklet med at finpudse og skærpe nye forretningsideer. Nu er feltet blevet skåret ned, og på torsdag skal vinderen findes blandt 20 finalister ved iværksætterkonkurrencen Venture Cup Idea Competition. I en tid hvor iværksætteraktiviteten herhjemme er en bundskraber på verdensplan, og vi samtidig skriger på flere nye innovative virksomheder, er de seneste års udvikling for Venture Cup positiv.

For med en årlig deltagervækst på 25 pct. kommer flere og flere studerende i nærkontakt med begreber som værdiskabelse og markedspotentiale. Venture Cup er en nonprofit-organisation, der årligt arrangerer to store konkurrencer, hvor iværksætterspirer med tilknytning til de danske universiteter kan dyste på forretningsideer.

»Vi ser det i mindre grad som en konkurrence og mere som en proces. Venture Cup er ikke sat i verden for at lave konkurrencer, men for at skabe iværksættere. Det handler om at få dem til at tænke på, hvordan et produkt eller en ydelse kan skabe værdi for kunden, og det er en vigtig lære,« forklarer direktør for Venture Cup, Adam Tønsberg.

Det er tydeligvis noget, der har sat sig. For siden opstarten i 2000 og frem til 2012 er der blevet skabt lige under 200 virksomheder ud af de deltagende hold. Det skønnes, at virksomhederne tilsammen omsætter for 600 mio. kr. årligt og har 1.130 personer ansat.

Blandt de større succeser igennem tiderne kan nævnes Lovefilm, der som et af de første hold deltog for ti år siden og efterfølgende blev opkøbt af Amazon for 200 mio. euro.

I 2011 vandt Iconfinder.com og tiltrak sidste år ni mio. kr. i venturekapital fra Vækstfonden. De penge skal nu bruges til at skabe vækst i den lille IT-startup, mens The Eye Tribe netop har modtaget 13 mio. kr. i finansiering. Virksomheden, der har udviklet et avanceret system, som følger en forbrugers blik, har fået en hel del opmærksomhed fra ind og udland de seneste måneder.

Umiddelbart står det dog ikke så godt til med dansk iværksætteri. I denne uge blev den årlige GEM-rapport (Global Entrepreneurship Monitor) offentliggjort, og den viste igen i år, at Danmark ligger i bund, når det kommer til at etablere nye virksomheder. Eksperter peger på, at det blandt andet handler om, at risikovilligheden blandt danskere er lav på trods af, at rigtig mange har både kompetencer og viden til at få succes.

Men ifølge Adam Tønsberg spiller Venture Cup en rolle, når det gælder om at motivere og give studerende et skub ud i iværksætteri.

»Vi opfatter os selv som en del af et større økosystem. Vi kan give studerende en smag for at skabe noget selv og en række værktøjer med på vejen,« siger han.

Vil gå hele vejen

Der skal imidlertid kæmpes for at transformere ideer til reelle virksomheder.

Det ved Rasmus Davidsen, der vandt Venture Cups hovedpris på 250.000 kr. for to år siden med virksomheden Black Silicon Solar Cell. Han er i gang med at udvikle en særlig effektiv solcelle og har høstet en del anerkendelse for forskningen.

»Da jeg vandt, blev jeg 100 pct. sikker på, at jeg skulle gå hele vejen med dette projekt. Om det så er frem til en succes eller det modsatte, må tiden vise,« fortæller han

Han er i dag ph.d.-studerende på DTU og arbejder dermed fuldtid på at forske i den teknologi, der skal skabe nye og forhåbentligt fremtidens solceller. Sideløbende arbejder han på at skabe kontakter og netværk, der på den lange bane kan være med til at kommercialisere produktet.

En del af de penge, som holdet vandt i 2011, er blevet brugt til at rejse rundt og holde møder med virksomheder og folk med særlige kompetencer i solcellebranchen. Blandt andet har Black Silicon Solar Cell været i New York og var i den anledning udvalgt til at præsentere deres teknologi på børsen i New York for investorer og fagfolk.

»Vi har fået udviklet meget bedre solceller og lært, hvad der skal til ude i industrien. Vores kunder er typisk de største solcelleproducenter i verden, og det er dem, vi har været ude at møde. Det er klart, at det kræver, at vi har et produkt, der beviseligt er bedre end de nuværende produkter. Det udvikler vi på, og hvornår vi rammer de forsøgsresultater, som vi satser på, er ikke til at vide. Det kan være inden for måneder eller år,« forklarer Rasmus Davidsen.

Heldigvis har han tiden med sig. Han har nu qua sin ph.d. små tre år til at udvikle de bedste solceller og har derudover midler til at skabe de kontakter, der kan sikre virksomheden kommerciel succes på langt sigt.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen