Berlingske Business

Kinas IT-iværksættere drømmer stort

Kinas IT-iværksættere drømmer  stort - 1
Liu Yang demonstrerer sin stabilisator til brug for fotografering med mobiltelefoner på en iværksættermesse i Kinas Silicon Vally – Beijing-bydelen Zhongguancun. Foto:

Det er de kreative mod kopisterne. Kinas nystartede tech-virksomheder bliver skamløst kopieret af små som store konkurrenter. Kampen om landets 564 millioner internetbrugere er mere intens end nogensinde.

BEIJING: »I det 21. århundrede bliver softwarekoder det vigtigste sprog i verden efter engelsk. De, der lærer at kode i dag, bliver rockstjerner i morgen.«

32-årige Francis Kao har peptalken på plads og ved, hvad han vil. Han vil starte sin egen IT-virksomhed. Microsofts researchcenter i bydelen Zhongguancun er forvandlet til et levende idekatalog med titlen Beijing Tech Hive.

Francis Kao er blandt de sidste fem deltagere i iværksætterkonkurrencen, hvor dommerpanelet består af tre tech-investorer. Hans ide er simpel. Den lukrerer på det faktum, at en ny generation af kinesiske IT-entreprenører er på vej frem. Mange af dem er selvlærte og ved derfor ikke nødvendigvis, hvordan teknikken bag et stykke software fungerer.

Det vil Francis Kao lære dem med et website målrettet det ene formål. Der er penge i at undervise kineserne i den digitale tidsalders fællessprog, spår han. Kina har i dag 564 millioner internetbrugere, og den nye online- virkelighed har kombineret med kinesernes øgede forbrug skabt et marked for IT-produkter, ingen havde forestillet sig for få år siden. Ofte med mobiltelefonen i centrum. Mange har aldrig ejet en computer.

App med 100 millioner brugere

En af de entreprenører, der for tiden oplever størst succes, er 34-årige Chen Hua. Hans app lå i en måned efter lanceringen på førstepladsen over mest downloadede i Apple’s App Store og har på et år tiltrukket næsten 100 millioner brugere. Det er mange – selv i Kina – og siger en hel del om kinesernes forkærlighed for karaoke. Når programmet er downloaded på mobilen, kan brugerne vælge mellem tusinder af kendte sange og selv indspille deres egen version.

Med et enkelt klik bliver den private indspilning lagt ud til bedømmelse blandt andre brugere eller sendt videre til sociale medier. Brugerne kan belønne sangevnerne hos venner eller idoler ved at købe virtuelle gaver til dem. Det er ikke den første karaoke-app på markedet, men som noget nyt har Chen Hua indført et redigeringsværktøj, så sangene kan finpudses inden publicering.

Online sangkonkurrencer er et andet vigtigt element. Nogle af de mest populære deltagere har allerede opnået stjernestatus med op til en million fans.

»Alle asiater elsker at synge. Jeg giver dem rytme og tekst, så de skal bare synge. Det endelige produkt er professionelt med billeder, video og lyd,« fortæller Chen Hua.

Han startede som så mange før ham i Zhongguancun i Beijing – epicentret for Kinas IT-økosystem. I over 30 år har området været kendt for sine elektronikmarkeder, hvor billig hardware og tvivlsomme softwarekopier er i høj kurs. Men ud over USB-nøglerne, de digitale kameraer og de falske iPhones er en anden og ny type IT-underskov med tiden vokset frem. Gødet af Kinas online indtog.

I slutningen af 1980erne blev bydelen udnævnt til den første af landets industriparker for videnskab og teknologi. For iværksætterne og de nystartede firmaer betyder det adgang til billige kontorer, lav beskatning og andre statsstøttede goder.

I dag findes der 54 lignende industriparker på nationalt plan, men der er stadig kun ét sted som Zhongguancun. Området i den nordvestlige del af hovedstaden er Kinas svar på Silicon Valley og tiltrækker unge, håbefulde iværksætterspirer i hobetal. Den udvikling har verdens førende globale brands for længst spottet. Microsoft, Sony, Oracle, Intel og mange andre er flyttet ind.

Blæst bagover

Steve Blank, forfatteren til »The Startup Owner’s Manual« besøgte i foråret Beijingbydelen og kunne knap nok få armene ned igen:

»Jeg har boet i Silicon Valley i 35 år, jeg har undervist i iværksætter-clusters i New York, Boston, Helsinki, Santiago, St. Petersborg, Moskva, Prag og Tokyo, men besøget i hjertet af Beijings startup-verden, Zhongguancun, har blæst mig bagover,« skrev han efterfølgende på sin blog.

Ifølge Steve Blank kan et frugtbart iværksættermiljø opstå ad to veje. Enten som en konsekvens af krisetider, som det var tilfældet i USA under Anden Verdenskrig, eller under fredstid drevet af økonomisk vækst. I det sidste tilfælde er antallet af entreprenører og finansieringsmuligheder altafgørende. Beijing har i dag rigeligt af begge dele, vurderer Steve Blank.

En af investorerne er den danske iværksætter Morten Lund, der har besøgt Kina siden slutningen af halvfemserne og investeret i flere kinesiske tech-firmaer. Han beskriver, hvordan IT-infrastrukturen og talenterne i dag er på et helt andet niveau end for ti år siden.

»De er gennemprofessionelle,« lyder vurderingen.

Hjulpet af »The Great Firewall«

Det skyldes ikke mindst, at mange af de iværksættere, der prøver lykken i dag, ikke gør det fra bar bund. De har enten gjort forsøget før eller kommer med erfaring fra den første bølge af kinesiske IT-selskaber.

De nationale giganter, der blev store i starten af årtusindet, dengang markedet stadig var nyt og mulighederne uendelige – de kinesiske varianter af Amazon, Google, Twitter og Facebook – navne som Alibaba, Baidu, Sina og Tencent – alle hjulpet godt på vej af den kinesiske regerings »Great Firewall«, der regulerer hvilke hjemmesider, der er tilgængelige i Kina.

Internetcensuren betyder, at de kinesiske IT-firmaer ikke har været i direkte konkurrence med de største udenlandske trendsættere.

»Den store firewall er jo bare en handelsbarriere, der er lavet for at holde Facebook ude. Og når man ser på det fra et kinesisk synspunkt, er det måske ikke så dumt,« siger Morten Lund.

I årevis har konsekvensen været, at identiske kopier af globale IT-succeser er dukket op i Kina. Copy to China er en fast vending i den kinesiske startup-terminologi. Men hvor internetcensuren kan beskytte mod konkurrenter udefra, er der ingen hjælp at hente på hjemmemarkedet. Kinas IT-firmaer er nådesløse kopister. Små som store, nystartede eller etablerede – kampen om de bedste ideer er benhård og langt fra altid fair. Beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder har aldrig været imponerende i Kina, og omkostningerne ved at kopiere en IT-succes er fristende lave.

I Chen Huas tilfælde kan han efter det første år konstatere, at mindst otte kinesiske konkurrenter, har lavet et produkt, der til forveksling minder om hans eget.

»Der er intet, vi kan gøre ved det. Vi bliver bare nødt til at have det bedste produkt, og fordi vi har initiativet, har vi større chance for at blive en succes,« siger han. Chen Hua har fået tilført over 80 millioner kroner fra lokale investorer, og med den kapital udvikler han konstant sin app.

Stilstand er ikke en mulighed i en konkurrencesituation som den kinesiske. Nye funktioner bliver tilført, før de gamle knap nok er kendt af brugerne. Der er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Derfor er meget af den mest interessante og overraskende innovation fra Kinas tech-scene de tiltag, der bliver tilføjet i tiden efter, at produktet er kommet på markedet. Chen Hua har i dag omkring 40 ansatte og drømmer om at nå ud over Kinas grænser, om børsnoteringer og salg. Men mest af alt ønsker han at skabe en succes.

»Vi skal være et fantastisk selskab med fantastiske produkter, der kan ændre tilværelsen for titusinder af mennesker,« siger han.

Fremtidens rockstjerner

Til iværksætterkonkurrencen Beijing Tech Hive møder Berlingske Guo Feng, der de sidste tre år har investeret i nye kinesiske IT-projekter. I en årrække var han ansat hos amerikanske Cisco i USA og Japan, og han er ikke bleg for at sammenligne entreprenørpotentialet i de tre lande.

»De kinesiske iværksættere er stadig ikke på niveau med de amerikanske. Til gengæld er de allerede blevet bedre end de japanske, der tænker alt for traditionelt. Det er min erfaring. Konkurrencen er så stor i Kina, at fleksibilitet og kreativitet er en nødvendighed,« siger han.

For Francis Kao endte Beijing Tech Hive med en andenplads. Hjemmesiden Coderobot.org har potentiale, men mangler en mere solid forretningsplan, lød dommen fra ekspertpanelet.

Fremtidens rockstjerner kan meget vel være den nye generation af IT-kyndige kinesere, men uden opbakning fra pengestærke investorer kan selv den bedste ide løbe tør for fremdrift. Eller værre endnu. Lide kopiskæbnen.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen