Berlingske Business

Hjemmeplejens låsesystemer kan blive en dansk eksportsucces

02BUSPix-vaekst-Jeannette.jpg
Sygeplejerske Jeanette Flatau på Frederiksberg lukker sig ind hos en klient via en app. Det digitale låsesystem er integreret til hjemmeplejens vagtplanssoftware, så besøgsmønsteret kan kortlægges. Systemet sparer tid i hjemmeplejen, som kan anvendes på andre opgaver. Det eksporteres nu til flere andre lande. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Danske kommuner installerer elektroniske låse hos plejekrævende ældre. De systemer, der installeres i Danmark, vækker opsigt i udlandet. Nyt eksportmarked er ved at komme i gang for danske leverandører.

Der tales og skrives meget om, hvordan det udbyggede men også dyre offentlige velfærdssystem kan skabe grobund for en ny dansk eksportsektor, velfærdsindustrien.

Talrige projekter er sat i gang på området, men meget strander i bureaukrati og misforståelser mellem store offentlige institutioner og små private leverandørvirksomheder.

Men der er også områder, hvor markedet i sig selv skaber løsninger, som både er brugbare for det offentlige og for private virksomheder. Et af dem handler om elektroniske låsesystemer.

Med elektroniske låsesystemer kan sosu-assistenter, sygeplejersker, ergoterapeuter, madleverandører og andre med legitimt ærinde få nem og sikker adgang til f.eks. ældre i plejeboliger. I løbet af to-tre år ventes de fleste danske kommuner at have installeret elektroniske låsesystemer hos plejekrævende ældre.

Danske Bekey, som udvikler digitale nøgleløsninger til virksomheder, offentlige myndigheder og private borgere, er en af de virksomheder, som har set muligheder i det nye marked. Foreløbig er der indgået kontrakter med 17 kommuner.

Bekey, der er et datterselskab af det børsnoterede North Media, er nu også begyndt at eksportere låsesystemer til Sverige, Norge, Finland og Tyskland. Og så langt væk som i Japan og USA er der interesse for løsningen.

På markedet er der fire store spillere – foruden Bekey, engelske 4GS, svenske Tunstall og dansk/svenske Ruko.

Bekey, der er et tre år gammelt selskab i North Media-koncernen, omsatte sidste år for ca. 15 mio. kr. I år ventes omsætningen at nå 30 mio. kr.


Bekey fungerer med en app på mobiltelefonen, som via bluetooth låser døren op hos de borgere, som har installeret løsningen, og hvor man har givet den pågældende ansatte adgang til boligen. Derved kan man også registrere, hvem der åbner en given dør og det præcise tidspunkt. Det giver øget tryghed for beboeren, pårørende og de kommunalt ansatte, som alle får klarhed over besøgsmønstre. Klager de pårørende f.eks. over manglende besøg, kan kommunen nu dokumentere, hvornår hjemmeplejen har været der. Derudover sparer plejepersonalet værdifuld tid i nødsituationer, da man ikke skal forbi kontoret eller en nøgleboks for at hente nøgler, men kan køre direkte ud til borgeren og låse sig ind med mobilen.

Torben Laurén, sundheds- og omsorgschef i Frederiksberg Kommune, vurderer, at der i øjeblikket er tre til fire leverandører, der kan leve op til kommunernes krav om driftssikkerhed for elektroniske låsesystemer. Frederiksberg er i øjeblikket ved at installere nye elektroniske låsesystemer i kombination til nødhjælpsopkald. Løsningen testes hos knap 1.000 borgere, men det er planen på sigt at indføre den hos alle 4.000 borgere, der får hjemmepleje i kommunen.

»Den største hurdle er at overvinde usikkerheden hos borgerne over for de nye typer systemer, men foreløbig har vi stort set kun gode erfaringer,« siger Torben Laurén. Frederiksberg har valgt en løsning fra Bekey. Andre kommuner bruger løsninger fra 4G, Ruko eller Tunstall.

I første omgang er der ikke tale om besparelser for kommunen, men om bedre arbejdsprocesser og større tryghed hos borgerne. Men på sigt vurderer han, at de nye systemer også kan frigøre ressourcer til andre opgaver i hjemmeplejen.

Bekey satsede oprindeligt slet ikke på det kommunale marked, fortæller adm. direktør Søren Holmblad. Det største selskab i North Media (tidligere søndagsavisen) FK Distribution søgte en løsning på adgangsproblemerne ved distribution af reklametryksager. Bladkompagniet, PostDanmark og andre distributører havde lignende udfordringer. De forsøgte først at løse dem i et fælles udviklingsselskab, men siden købte FK de andre ud og stiftede Bekey.

Foruden den kommunale forretning har Bekey en stor forretning med installation af elektroniske låsesystemer i etageejendomme.

Her er det distributørerne, der betaler Bekey for at slippe for det store besvær med at holde styr på fysiske nøgler. Bekeys system testes nu også hos PostDanmark, som i mellemtiden har skiftet navn til Post Norden.

»Vi ser store udviklingsmuligheder i systemet – især til plejesektoren. Vi skal ikke blot tilbyde elektroniske låse og nødkaldsløsninger, men en lang række digitale løsninger, som borgeren eller kommunen kan købe til, »tilføjer Søren Holmblad. Det kunne være medicinskabe og dosisdispensering eller interaktive træningsprogrammer til hjemmetræning.

Bekey gav sidste år et driftsunderskud på 12 mio. kr., men selskabet er i en udviklingsfase.

Det kunne skabe overskud på sin nuværende danske forretning, men målsætningen er at skalere virksomheden op på globalt plan, og det koster i første omgang penge.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen