Berlingske Business

Gyldendal tvinges til fyringer

Gyldendal
Det danske bogmarked er under pres. I går opsagde forlaget Gyldendal 18 medarbejdere og indgik fratrædelsesaftaler med syv ansatte. Foto:

Et vanskeligt år og store strukturelle ændringer i bogbranchen tvinger nu landets største forlag til at fyre ansatte. Det er en branche i alvorlig krise, lyder det fra eksperter.

Udviklingen i det danske bogmarked giver stof til en mindre spændingsroman. For hovedpersonerne i form af de danske forlag og boghandlere er under pres fra flere sider.

Senest har landets største forlag valgt at omstrukturere og afskedige for at omstille sig til markedets udfordringer. Gyldendal opsagde i går 18 medarbejdere og har indgået fratrædelsesaftaler med yderligere syv ansatte, hvilket betyder, at der ved årets udgang er 25 færre stillinger i koncernen.

I samme pennestrøg fusionerer datterselskabet Gyldendal Akademisk A/S med Gyldendal Uddannelse og rykkes dermed ind i moderselskabet. Det handler om at høste driftsmæssige effektiviseringer på tværs af organisationen, lyder det fra Gyldendal.

Fyringerne kommer blot få måneder efter, at Politikens Forlag sagde farvel til hver syvende medarbejder, og 2012 har langt fra været et optimalt år for bogbranchen.

»Det her er et udtryk for, at bogbranchen og det er både forlag og forhandlere - er i en alvorlig krise,« siger Bjarke Larsen , der er ansvarshavende chefredaktør for Bogmarkedet, der er fagblad for bogbranchen.

Han peger på, at forlagenes omsætning faldt 12 pct. i 1. halvår 2012, og på trods af en lille stigning i 3. kvartal er de seneste meldinger om julesalget, at det ikke bliver stort nok til at redde året.

»Branchen står over for strategiske investeringer i e-bøger og en generel digitalsatsning, men der er ikke kommet et gennembrud på det her område, og dermed ingen penge i digitale produkter endnu. Det er så det, Gyldendal tager konsekvensen af og strammer til,« siger han.

Et skæringspunkt

Gyldendals administrerende direktør, Stig Andersen, skjuler ikke, at der er store udfordringer, som skal løses. Derfor kræver det, som han siger, at man i Gyldendal stiller sig tættere sammen i bussen. Det gør selskabet så helt konkret ved at flytte Gyldendal Akademisk ind i moderselskabet og dermed spare husleje, administration og andre særlige funktioner.

»Vi bevæger os lige nu i et skæringspunkt mellem analog og digitalt. Vi investerer i den digitale udvikling, men har stadig vores primære indtjening på analogprodukterne,« forklarer Stig Andersen om den udvikling, der presser omsætningen i Gyldendal.

At det lige netop er uddannelsesområdet, som nu rammes af omstruktureringer, skyldes hastigheden i de digitale strømninger.

»Den digitale udvikling på det private marked er ikke gået så hurtigt, som vi forventede. Til gengæld er det gået meget stærkt med digitaliseringen af bøger inden for uddannelse og det professionelle marked. Vi skal nu vænne os til, at vi fremadrettet bliver en overvejende digital leverandør til skoler, universiteter og det professionelle marked. Derfor lægger vi det sammen under en hat og optimerer vores udvikling og administration,« fortæller Stig Andersen.

Gyldendal er bestemt ikke den eneste af de danske forlag, der befinder sig i en kløft mellem fortid og fremtid, når det gælder indtjening.

»Jeg forventer flere fyringer i hele branchen,« vurderer Thomas Ritter, der er professor ved Institut for Afsætningsøkonomi på CBS. For det er ifølge ham symptomatisk for en branche, der ikke har fundet svar på de store strukturelle udfordringer, der i øjeblikket rammer markedet. Det gælder hele digitaliseringen, som endnu ikke er blevet en god forretning for forlagene, og samtidig bliver de mest populære bøger solgt til lave priser i detailhandlen.

»Jeg efterlyser en kreativitet i forlagsbranchen, der ikke kun handler om besparelser. For ellers sparer man sig selv ihjel. Jeg håber, at de snart kigger på deres forretningsmodel og finder på noget nyt, som de kan tjene penge på. For ellers venter de bare på at dø,« siger Thomas Ritter.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen