Berlingske Business

Dansk værkstedsportal buldrer ud over grænsen

05BUSPix-Autobutler-Peter-M.jpg
Autobutlers marketingchef og medstifter, Peter Michael Oxholm Zigler, fik ideen til virksomheden, da han selv ledte efter et sted at få skiftet dæk på sin bil og konstaterede store prisforskelle.

Værkstedsportalen Autobutler har for længst overhalet de danske konkurrenter, og efter store kapitalindskud er virksomheden også accelereret i udlandet. Men selv i den fase er der brug for både bremser og undvigemanøvrer, forklarer en af stifterne.

Hvad en tandrem er, og hvordan man skifter bremser på sin bil, har stifterne bag Autobutler svært ved at svare på. Men med deres digitale udbudsportal kan de guide bilejere i retning af de mekanikere, som både har løsningen og et godt tilbud på det.

Iværksættervirksomheden Autobutler har i dag cirka fem år på bagen. Den er polstret med kapitalindskud og er midt i en international satsning. Det ændrer dog ikke ved, at Autobutler stadig er en virksomhed, hvor stifterne bag, Peter Michael Oxholm Zigler og Christian Legêne, oplever en stejl indlæringskurve.

Bil

Et kendskab til kobling og olieskift er med tiden smittet af på de to ejere, men det er først og fremmest digitale færdigheder og forretningsmæssige erfaringer, som har ført dem og virksomheden dertil, hvor de er i dag. Det forklarer Peter Michael Oxholm Zigler i Autobutlers lyse kontorlandskab i iværksætterklyngen Startup Village på Islands Brygge, København.

Her i sit eget maskinrum bevæger han sig rundt mellem programudviklere, der til tunge rocktoner forfiner den digitale motor, og marketingfolk, som får kundernes energitilførsel til at glide. På ruten svinger han forbi en trofæpult, hvor fire iværksætterpriser står som et fysisk bevis på, at ideen om at give bilejere overblik over værkstedstilbud ikke har været helt tosset.

Autoværksted

Priserne har betydet meget for Peter Zigler og hans makker og barndomsven, Christian Legêne. Særligt i begyndelsen, hvor konceptet mødte modstand fra branchen.

»Vi blev lidt set som et fordyrende mellemled eller en Robin Hood, der kom og stjal penge fra værkstederne og gav det til bilejerne. Men vi er jo bare facilitatorer af den nye virkelighed. Internettet er kommet for at blive. Det tog kan du ikke standse, kun hoppe med på det,« siger Peter Zigler og forklarer, at priserne på den måde blev Autobutlers blåstempling over for industrien.

»Det er jo en case, som er relativt hvid som sne. Vi tjener kun penge, når værkstederne gør det, så vi har al mulig interesse i at give dem så meget forretning som muligt,« siger Peter Zigler og gestikulerer roligt, mens han tilføjer:

»Værkstederne betaler selvfølgelig gildet for at få kunder i biksen gennem os. Men de ville også betale for at markedsføre med annoncer i den lokale sprøjte. På den her måde kan de nå ud til flere, og for bilejerne er det kun godt at kunne vælge.«

autobutlergrundlæggere

Ved at skabe tumult med et nyt koncept på et eksisterende marked, kan Autobutler kaldes en såkaldt disruptive virksomhed. Ideen opstod i 2010, mens Peter Zigler og Christian Legêne efter endt uddannelse fra Copenhagen Business School løbende mødtes for at brainstorme ideer til en mulig iværksættervirksomhed.

I løbet af perioden skulle Peter Zigler have skiftet vinterdæk på sin bil, men vidste hverken hvor eller hvad det burde koste. Efter i timevis at have ringet rundt til en række værksteder, opdagede han, at der var stor prisforskel på både dæk og montering. Og at andre bilejere sandsynligvis stod i samme forvirrende situation.

Vanskeligt at få Autobutler i gang

Et potentiale var fundet, og sammen med Christian Legêne sagde Peter Zigler sit job op og satte speederen i bund for at lykkes med projektet. Men på trods af erfaring fra små iværksætterprojekter siden gymnasie­tiden, var det svært at få skudt Autobutler af sted fra startlinjen. I halvandet år kæmpede stifterne et langt, sejt træk, før virksomheden endelig fik greb hos kunder, investorer og medier.

»Men så sagde det også »vroum«, og vi kom op på et helt andet niveau,« siger Peter Zigler.

Selv om konkurrenter også meldte sig på banen, erobrede Autobutler på relativt kort tid førerpositionen i Danmark og Sverige, og er i dag kørt videre til både Storbritannien og Tyskland. Her er der stadig andre iværksætterfirmaer at slås med, men ifølge Peter Zigler hilser Autobutler konkurrencen velkommen.

»Konkurrenterne er fanebærere for det samme som os – at ændre adfærden hos bilejere og værksteder, så de vil bruge vores løsning. Det er stadig en svær branche at tjene penge på, og vi har jo set, at mange er faldet fra undervejs,« siger Peter Zigler.

Med fem års erfaring og det efter eget udsagn i øjeblikket bedste produkt mener han, at Autobutler blandt de tilbageværende kandidater står bedst til at indtage flere førerpositioner.

»Vi vil først erobre de lande, vi er i nu. Tyskland og England er kæmpemarkeder og stadig nogle store bjerge at bestige. Men hvis vi holder den positive traction (trækkraft, red.), som vi har nu, skal vi selvfølgelig også have flere lande med i fremtiden,« siger Peter Zigler.

Han kigger ud af et ad kontorets vinduer. Et øjeblik siger han ingenting, så drejer han atter hovedet og tilføjer:

»Uanset om vi skuer vest- eller østover, er der ikke nogen, der kan det, vi kan. Der er nogle, som prøver, men i forhold til, hvor vi er nu, er vi fortrøstningsfulde om, at vi inden for en overskuelig årrække kan tage hele markedet.«

Han erkender dog, at intet er givet. Andre virksomheder kan stadig nå at overhale den danske virksomhed indenom med et bedre produkt eller investorer med endnu større lommer end Autobutlers. Men Peter Zigler er fortrøstningsfuld og håber med tiden også at kunne udvide virksomhedens forretningsområde.

»Vi har været gode til at fokusere på vores kerneprodukt og ikke lade os distrahere. Men vi må også anerkende, at den næste udvikling er lige rundt om hjørnet. Vi skal finde ud af, hvad det næste knopskud på Autobutler skal være, for at vi kommer på forkant med det,« siger han.

Af mulige bud nævner han muligheden for at hjælpe med at køre bilen mellem værksted og ejer, forsikringsreparationer, firma­biler, leasing eller at entrere et voksende marked for intelligent bilteknologi (OBD), der kan diagnosticere både bilens »helbred« og bilistens kørevaner.

»Der er sindssygt mange muligheder for at udvikle på sigt, og derfor bliver vores vigtigste strategiske øvelse simpelthen at fokusere på den rigtige ting til den rigtige tid. Men vores vision er klar. Når din bil i fremtiden skal på værksted, skal du begynde på Autobutler,« siger Peter Zigler.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen