Berlingske Business

Dansk modetøjsportal slipper af med røde tal efter storvask

20BUSKonrad-A-Kierklo.jpg
Medstifter af modetøjsportalen Miinto, Konrad Kierklo, i firmaets lokaler på Amager. Miinto står for driften af portalen, hvor de enkelte butikker markedsfører deres produkter. ?Arkivfoto: Jonas Skovbjerg Fogh

Miinto har rationaliseret i driften og præsterer for første gang overskud i sin skandinaviske kerneforretning, men tager samtidig store nedskrivninger på udenlandske projekter. Fremover bliver fokus atter vækst, siger direktøren.

Omsætning og resultat fortsætter den rigtige vej for modetøjsportalen Miinto. Det netop offentliggjorte regnskab for 2014 viser, at virksomhedens skandinaviske ben nu præsterer overskud.

Det lyder måske ikke som en stor ting, men Miinto er alt andet lige en klassisk vækstorienteret tech-startup, hvor fokus i høj grad handler om at æde markedsandele og ikke bare producere sort bundlinje.

Derfor er Miintos direktør Konrad Kierklo heller ikke bange for at bruge ord som »turn-around«, når han skal beskrive 2014-resultaterne.

»Vi kom fra et underskud på små 24 millioner kroner, som vi nu har byttet ud med et overskud på 1,8 millioner kroner på vores skandinaviske markeder,« siger Konrad Kierklo i en kommentar til regnskabet og tilføjer:

»Nu er vores opgave at holde det fornødne momentum i 2015.«

Tallene, som Miintos administrerende direktør refererer til, omhandler kun den skandinaviske del af forretningen, der er bygget op om at sælge modetøjsbutikkers varer via hjemmesiden Miinto. Virksomheden er en koncern, der også indeholder et hollandsk ben og en IT-udviklingsarm.

Samlet set lander koncernen et underskud på ti millioner kroner for 2014. Ud af det beløb er de otte en engangsnedskrivning på internationale satsninger, der er ved at blive lukket ned.

Det ændrer dog ikke ved, at Konrad Kierklos kerneforretning, det skandinaviske marked, fortsat er i vækst og kan generere overskud. Og overskuddet her bygger både på rationaliseringer, tekniske fremskridt og en forbedret indtjening fra kunderne.

»Helt konkret har vi løftet vores konverteringsrate væsentligt på tværs af stort set alle kilder samt forbedret os til en billigere gennemsnitlig klikpris på vores betalte kanaler. Det giver tilsammen vækst og en billigere kundehvervningspris,« lyder forklaringen fra Konrad Kierklo.

Formidlingsplatform

Miinto har efterhånden lidt over fem år på bagen. Den blev stablet på benene af makkerparret Konrad Kierklo og Mike Radoor, og pengene kom fra en række privatinvestorer og en investeringsfond.

Den bygger på den tekniske platform, som virksomheden selv har skabt, og var en af de tidlige spillere inden for modetøjssalg via nettet.

Den adskilte sig dengang ved ikke at være bygget op af en større tøjkoncern eller detailhandelskæde, men i stedet sætte andre butikkers og producenters varer til salg. Miinto står for fotografering af produktet og markedsføringen på nettet. Det er dog den enkelte butik eller producent, der selv står for afsendelsen af varen. Det betyder, at Miinto ikke behøver at løbe risikoen ved at have et varelager. Siden 2009 er der kommet en stribe aktører på markedet i samme boldgade. Deriblandt en håndfuld danske som eksempelvis Fitbay og The Cloakroom. De to nævnte forsøger at få deres del af markedet ved at satse på ekstraservices, mens Miintos er mere basal.

Modellen har vist sig succesfuld. Over 1.300 butikker har været tilknyttet, og koncernen har i dag over 80 fuldtidsansatte og omkring 40 deltidsansatte.

I og med at Miinto er en vækstvirksomhed, hvor strategien er at bruge investorkroner på at øge kundevolumen, lå det ikke nødvendigvis i kortene, at 2014 ville resultere i overskud i kerneforretningen. Men der er alligevel gode argumenter for, at det blev situationen, og det var ikke noget tilfælde. Det handlede også om behovet for signalværdi og forretningssans.

»Vi kunne sådan set sagtens være vokset endnu mere, hvis vi havde set helt bort fra muligheden for at få overskud. Men vi har set, at der er store spillere i feltet, og vi skal også kunne bevise, at vi kan tjene penge samtidig med, at vi vækster,« siger han.

verdenskort

Næste vækstspring

Og likviderne fra den profitable del af virksomheden skal ikke stå og kede sig på en bankkonto. Nu mener Konrad Kierklo, at der er ryddet op i kernevirksomheden, og det skal så bruges som afsæt til næste vækstspring.

I modsætning til tidligere, er det ikke nødvendigvis en yderligere internationalisering, der er i fokus. Strategien handler nærmere om at sætte sig tungere på de magtpositioner, virksomheden allerede har indtaget.

»Planen er, at hver krone, vi tjener, skal bruges på marketing og tech. Sidstnævnte hænger sammen med, at vi i høj grad er en teknologivirksomhed – vi er ikke bare en fashion-portal. Vi skal have flere produkter på hylderne. Nu fokuserer vi på at være en markedsplads, der er innovativ,« siger Konrad Kierklo til Berlingske og tilføjer:

»Vi behøvede egentlig ikke at tjene store penge, som det er nu, men vi ville gerne bevise, at vi kunne. Det har vi så gjort. De næste år står ikke på konsolidering. Nu skal vi ud over stepperne og geninvestere de penge, der kommer ind fra forretningen.«

pix-Pinterest-købeknap

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen