Berlingske Business

Danmark kommer tilbage på vækstsporet

Peter Birch Sørensen
Arkiv. Foto:

Mens flere økonomer taler om en ny æra med varig lavvækst fremover, mener Produktivitetskommissionens formand, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, at den underliggende vækst i Danmark vil komme tilbage til et pænt niveau.

Skal vi vænne os til lavvækst fremover? Er vi trådt ind i en ny æra, hvor væksten ikke kommer tilbage? Det er i øjeblikket højaktuelle spørgsmål i den økonomiske debat, og stribevis af produktivitetseksperter har været ude med meldinger om, at vi lige så godt kan vænne os til en fremtid med lav eller slet ingen vækst.

Mens stadig flere økonomer fremturer med pessimistiske meldinger om fremtiden, og det ene nedslående nøgletal afløser det andet, kommer Produktivitetskommissionens formand, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet, nu med et mere opløftende budskab. Der er basis for at løfte produktiviteten og væksten i Danmark og indhente USAs forspring, lyder meldingen.

»I øjeblikket hører man nogle økonomer tale om, at vi er trådt ind et nyt regime med meget lav vækst i fremtiden. Men jeg kan ikke se, hvorfor den teknologiske udvikling pludselig skulle gå i stå. Vi har fortsat muligheder for en pæn fremtidig vækst,« siger Peter Birch Sørensen.

Som formand for Produktivitetskommissionen har han ansvaret for at komme med anbefalinger til politikerne om, hvordan Danmark løfter produktiviteten og dermed velstanden på langt sigt.

Der er nemlig grundlæggende kun to kilder til vækst: Vi kan arbejde mere, og vi kan bruge timerne på arbejdsmarkedet mere produktivt.

Ingen trylleformular

Peter Birch Sørensen understreger, at der ikke er nogen let trylleformular til at løfte produktiviteten, der siden midthalvfemserne blot er vokset med 0,8 procent om året. Men selv uden reformer vil produktiviteten formentlig stige lidt igen, og der er potentiale for, at vi lidt efter lidt nærmer os amerikanernes niveau, mener produktivitetsformanden.

Nye regimer opstår

»Under lavkonjunkturer som den nuværende er der en tendens til at tale om nye regimer med meget lav eller ingen vækst. Omvendt handler dele af den økonomiske debat under højkonjunkturer om, hvorvidt vi er trådt ind i en ny æra, hvor vi kan undgå konjunkturtilbageslag. Tag f.eks. bare hele diskussionen om »den nye økonomi« drevet af nye IT-løsninger i sluthalvfemserne. Men konjunkturer går op og ned, og væksten skal nok komme tilbage,« siger Peter Birch Sørensen.

Blandt de mest fremtrædende internationale pessimister finder man den globalt anerkendte produktivitetsekspert, professor Robert Gordon fra North Western University, der har argumenteret for, at væksten ikke kommer tilbage.

Han fremhæver blandt andet, at nulvækst har været almindelig i det meste af menneskets historie, og vi allerede har udnyttet fortidens store innovationsspring. Produktionen er blevet automatiseret, og videregående uddannelser er blevet bredt ud.

USA har højere produktivitet

Det helt store spørgsmål er, om vi kan blive ved med at opfinde banebrydende teknologi og nye processer år efter år. I første omgang handler det dog om at indhente USA, der har omkring 20 procent højere produktivitet end Danmark.

»Med det store efterslæb, vi har i forhold til USA, burde vi kunne løfte produktivitetsvæksten med et halvt procentpoint ekstra over de næste ti år. Det vil over tid løbe op i meget store beløb i kroner og øre. Lande, der ligger bag den teknologiske frontlinje, har ekstra potentiale, da vi kan adoptere teknologien,« siger Peter Birch Sørensen.

Hvis vi skal indhente USA, kræver det dog reformer på en lang række områder. Peter Birch Sørensen peger på, at der er behov for at se nærmere på bl.a. uddannelsessystemet, konkurrencepolitik, infrastruktur, innovations- og iværksætterpolitik, skattesystemet og regulering af erhvervslivet.

»Vi skal trykke på mange knapper samtidig. Inden for uddannelsessystemet kan man f.eks. undersøge, om vores taxametersystem kan omlægges, så det i højere grad fremmer kvalitet i uddannelserne,« siger Peter Birch Sørensen.

Han understreger, at han endnu ikke har konkrete anbefalinger klar, men han giver flere indikationer på, hvilken vej man kan gå på forskellige områder.

»Man kan bl.a. overveje omlægninger i skattesystemet. OECD-analyser tyder f.eks. på, at selskabsskatten er mere væksthæmmende end personlige indkomstskatter, der igen er mere væksthæmmende end forbrugsskatter, der igen er mere væksthæmmende end boligskatter,« siger Peter Birch Sørensen.

Pessimister og optimister

Hvis vi indhenter USAs forspring, mindskes potentialet efterfølgende, og spørgsmålet er, om de førende nationer vil gå ned i gear.

»I USA diskuterer man, om man fremover vil se en lavere vækstrate i produktiviteten end de historiske to procent om året. Debatten er delt mellem teknologipessimister og teknologioptimister. Jeg tror grundlæggende, at vi vil være i stand til at udvikle ny værdiskabende teknologi, så der fortsat vil være basis for økonomisk fremgang,« siger Peter Birch Sørensen.

Produktivitetskommissionen offentliggør sin næste delanalyse om et par måneder, og kommissionen forventes at udgive sin endelige rapport i slutningen af 2013.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen