Berlingske Business

Politikere vil have vækst til søs

Politikere vil have vækst til søs - 1
Fem ud af seks ad Danmarks største rederier tabte sidste år mere end ni mia. kr. Krisen har presset rederier som Maersk Tanker, J. Lauritzen, Clipper og Torm - og flere af dem lever i dag på bankernes nåde. Foto:

Initiativer, der skal hjælpe de pressede danske rederier, bør fremskyndes, mener flere oppositionspolitikere efter milliardtab i den vigtige danske søfartsbranche. Ministeren er klar til at møde rederierne.

Danmark skal være Europas største søfartsnation, er politikerne på Christiansborg enige om. Nu mener flere oppositionspolitikere, at erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) bør sætte ekstra fart på de initiativer, der skal hjælpe søfarten. Ministeren er klar til at møde de pressede rederier.

Det sker efter, at fem ud af seks af Danmarks største rederier i fjor tabte mere end ni mia. kr. Krisen har presset rederier som Maersk Tankers, J. Laurtizen, Clipper og Torm, og flere af dem lever i dag på bankernes nåde.

»Vi skal sætte turbo på at gennemføre planerne for vækst i det maritime erhverv. Det her er en ganske alvorlig situation for rederierhvervet, men det er det sandelig også for Danmark. Den blå klynge er i den grad en vækstmotor for dansk erhvervsliv, så det er rigtig dårligt nyt det her,« siger Kim Andersen, erhvervsordfører for Venstre.

Regeringen fremlagde i december en vækstplan, der skal styrke rederierne. Målsætningen er, at Danmark skal blive til Europas maritime centrum. Det skal ske gennem en række forslag, blandt andet stabile og konkurrencedygtige rammevilkår, en bedre markedsføring af branchen, færre administrative byrder, og så skal de maritime uddannelser udvikles.

Kim Andersen frygter, at det svære marked forsinker udviklingen i branchen.

»Det her stiller naturligvis nogle spørgsmål til ministeren. Jeg vil bede erhvervs- og vækstministeren om at redegøre for, hvad det her giver anledning til af overvejelser og hvordan hun stiller sig til at få gennemført det, der ligger i vækstplanerne,« siger han.

Vil sikre et stærkt maritimt Danmark

Annette Vilhelmsen skriver i en mail til Berlingske, at hun vil mødes med rederierne.

»Jeg vil nu få sagen belyst og så efterfølgende indkalde til møde med søfartens parter, så vi kan få drøftet sagen grundigt,« skriver hun.

Ministeren understreger, at det er vigtigt for regeringen at skabe gode rammer for erhvervet.

»Det er derfor fortsat regeringens holdning, at »Vækstplanen for det Blå Danmark« er en af de vigtige veje til at sikre et stærkt maritimt Danmark, også i fremtiden. Jeg har i min ministertid arbejdet med at virkeliggøre de mange initiativer og muligheder, og det arbejde vil fortsætte ufortrødent,« lyder det fra Vilhelmsen.

Men Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, mener, at de nuværende forslag fra regeringen er for luftige. Han håber, at Annette Vilhelmsen vil komme med mere konkrete idéer til, hvordan situationen for rederierne kan blive bedre.

»Jeg kunne godt tænke mig, at man tog mere dialog med rederiforeningen for at høre, hvad de mener. Jeg mener, at vi må have flere forslag i spil end det, som indtil nu er kommet fra erhvervsministeren om den maritime vækststrategi,« siger Hans Kristian Skibby.

Danmark sidder i øjeblikket på ca. ti pct. af verdens handelsflåde. Planen er på sigt at blive Europas førende søfartsnation. Det er en målsætning, som Andreas Steenberg, erhvervsordfører for de Radikale, ikke håber, der bliver rokket ved.

»Man skal absolut ikke slække på ambitionerne. Danske rederier har bevaret deres markedsandele under krisen, men når verdensøkonomien vender igen, så håber jeg, at danske rederier er med helt fremme. Jeg håber, at de rekonstruktioner, vi ser i Clipper og J. Lauritzen, med tiden vil være med til at styrke søfartserhvervet,« siger Andreas Steenberg.

Fordelagtige vilkår

Rederierne har generelt nydt godt af nogle af de mest fordelagtige rammevilkår, som noget erhverv har i Danmark. Rederierne har dels den meget lempelige tonnagebeskatning og dels skattefrihed for de søfolk hos rederier, der lader sig registrere i Dansk Internationalt Skibsregister.

Enhedslisten mener derfor ikke, at der er nogen grund til at hjælpe rederierne.

»Jeg kan ikke se, at der er nogen grund til hjælp fra Folketinget. Når man er tilhænger af markedsøkonomi, er man klar over, at markedet bevæger sig fra højkonjunktur til lavkonjunktur, og rederierhvervet er i forvejen overordentligt støttet herhjemme. På længere sigt håber vi, at der kan blive rettet op på det, for man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget det gavner Danmark,« siger Henning Hyllested, trafikordfører for Enhedslisten.

Danmarks Rederiforening understreger, at branchen ikke har behov for økonomisk hjælp.

»Der er ikke nogen af vores redere, som har bedt om hjælpepakke eller den slags. De føler sig som et selvhjulpent erhverv, selv om det selvfølgelig er anstrengt i øjeblikket,« siger vicedirektør Jan Fritz Hansen fra rederiforeningen.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen