
Svenske piloter varsler konflikt mod flyselskabets Flybes flyvninger for SAS.
Det skriver branchesitet Check-in.
Ifølge Svensk Pilotförening, hævder Flybes, at SAS-aftalen ikke giver mulighed for at ansætte piloter efter de svenske betingelser for regionalfly-piloter. På den baggrund mener Flybes, at vilkårene i den nye kollektive overenskomst skal være ringere end i andre pilotoverenskomster, og det er her, konflikten er opstået.
- Svensk Pilotförening kan ikke deltage i at underskrive aftaler med dårligere vilkår for piloter på en virksomhed med den begrundelse, at selskabet har regnet med at kunne konkurrere på det svenske marked med vilkår, der ligger under svensk industristandard, siger Tommy Larsson, chefforhandler for Svensk Pilotförening ifølge branchesitet Check-in.
Konflikten er sat til at starte mandag i næste uge klokken 18.00. Konfliktvarslet indebærer en blokade mod overarbejde og mod nyansættelser, og det kan udvides, hvis der ikke falder en aftale på plads. Varslet omfatter medlemmer ansat i Global Employer Company (GEC), der er et selskab, der er etableret med det formål, at agere arbejdsgiver for Flybes piloter i Sverige.
Svensk Pilotforening og Flybes har siden efteråret forhandlet om en overenskomst for Flybes-piloterne, der har base i lufthavnen Stockholm Arlanda.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen