Berlingske Business

Ny tysk regering vil ramme udenlandske bilister

GERMANY TRAFFIC Trafikprop på tysk Autobahn
Trafikprop på tysk Autobahn Foto:

De tyske regeringsforhandlinger er tæt på målstregen. I slutspurten jongleres med regninger og planer for 48 milliarder euro. Aftalen skal efter planen præsenteres onsdag.

Forhandlingerne om et regeringsgrundlag for en ny tysk regering ser ud til at nærme sig sin afslutning, og i slutspurten lander en regning hos de udenlandske bilister i Tyskland.

Forhandlerne fra CDU, CSU og SPD er ifølge TV-stationen ZDF enige om at vedtage en lov næste år, der skal opkræve »et passende bidrag« fra udenlandske bilister i Tyskland. Kravet er dog, at ingen tysk bilist bliver hårdere belastet. Der er tilsyneladende tale om CSUs ønskede motorvejsafgift, men hvordan den skal skrues sammen uden at bryde med EU-retten, er endnu uklart. Angela Merkel fastslog ellers i valgkampen, at der ikke vil komme nogen motorvejsafgift.

Den nye regeringsaftale skal efter planen præsenteres på et pressemøde onsdag formiddag, Inden tirsdagens afgørende forhandlingsrunde var lækket et udkast til en aftale på 177 sider. Her var der merudgifter på 48 milliarder euro - omkring 360 milliarder kroner. Nogle af udgifterne skal tyskerne betale over deres sundheds- og pensionsbidrag, mens andre skal betales over skatten, mens andre igen givetvis vil blive droppet i de sidste forhandlinger, der ventes at fortsætte ud på natten til onsdag. De sværeste spørgsmål vil de tre partiledere - Angela Merkel fra CDU, Horst Seehofer fra CSU og Sigmar Gabriel fra SPD - givetvis afklare under seks øjne. Senere tirsdag fulgte flere reviderede udkast.

Det er ikke mindst pensionsforbedringer, der koster mange penge. CDU og CSU vil forbedre pensionen for mødre og fædre, der har passet børn født fra før 1992, og derfor har betalt mindre ind til pension. Det koster 6,6 milliarder euro. SPD kræver derimod en mulighed for at gå på pension som 63-årig for personer, der har arbejdet mere end 45 år - hvilket i praksis vil sige mange arbejdere men ingen akademikere. Det koster ifølge Finansministeriet fem milliarder euro.

Kort før målstregen lyder der kritik af kansler Angela Merkels forhandlingslinje fra flere lejre i det konservative landskab. I CDUs lønmodtagerfraktion mener man, at unionen af CDU og søsterpartiet CSU i forhandlingerne har overladt den sociale profil til SPD. I regeringsgrundlaget er der ganske vist flere sociale initiativer på vej, men CDU har hver gang skulle trækkes til truget, lyder det i avisen Handelsblatt fra Christian Bäumler, der er næstformand i CDUs lønmodtagerfraktion.

»Enten bremser unionen eller den overgiver sig. Dermed overlader vi temaet social retfærdighed til SPD,« siger Christian Bäumler, der kalder CDU et »one-woman-parti«.

Angela Merkel og CDU har advaret mod en lovpligtig mindsteløn og været skeptiske over for en stramning af reglerne for tidsbegrænset arbejde, men begge dele er på vej, forklarede Angela

Merkel, da hun mandag besøgte de tyske metalarbejderes store forbund. Merkel bekræftede, at en lovfæstet mindsteløn er på vej. Ifølge tyske medier vil den også begynde på 8,5 euro i timen, som SPD har krævet, men CDU arbejder til det sidste på at få en række undtagelser indført. Det gælder pensionister, langtidsarbejdsløse med særlige problemer, høstmedhjælpere og avisbude.

Begge de to forslag er tidligere blevet kritiseret af arbejdsgiverne og CDUs erhvervsvenlige fløj, og i den konservative avis Die Welt harcelerer avisens særdeles konservative chefkorrespondent for økonomisk politik Dorothea Siems mod Angela Merkel, som hun beskylder for at lefle for fagbevægelsen på bekostning af CDUs erhvervsfløj og med en »istid« i relationen til arbejdsgiverne til følge. Mens SPDs tidligere kansler Gerhard Schöder var »Genosse der Bosse« - erhvervsledernes kammerat - så er Angela Merkel i gang med at gøre sig til fagbossernes kansler, mener Dorothea Siems.

Til det sidste er der strid om det dobbelte statsborgerskab. SPD vil fjerne den regel, der i dag tvinger mange unge tyskere med tyrkiske rødder til at vælge mellem deres tyrkiske og deres tyske statsborgerskab, inden de fylder 23 år. Børn født af borgere fra en lang række lande - herunder EU-landene - har allerede den mulighed. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er forhandlerne omvendt blevet enige om at gennemføre EUs retningslinjer for lagring af megadata om telefonkommunikation, som skal kunne benyttes ved opklaringen af alvorlige forbrydelser.

De tre partier har ifølge tyske medier besluttet, hvor mange ministerier, hvert parti skal have. CDU skal have fem, CSU tre og SPD seks. Det er endnu uklart, om SPD vil sætte navne på deres ministre onsdag. Det kan yderligere besværliggøre den afstemning om regeringskontrakten blandt partiets omkring 470.000 medlemmer, som efter planen skal gå i gang fra på søndag, fordi det kan virke, som om forhandlerne har travlt med at blive ministre. I SPDs bagland er der udbredt skepsis overfor et regeringssamarbejde med CDU og CSU.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen