Berlingske Business
17:43Tak for i dag

Nu har det aldrig været nemmere: Slip for at eje din egen bil

bybil
Overskrift
07BUS20160606-100309-4-1444.jpg
Overskrift
"Vi skaber ikke et behov, som ikke var der før. Det er ikke sådan, at folk transporterer sig mere, fordi vi kommer med denne her løsning. Folk transporterer sig bare på en anden måde," siger Morten Jakobsen, forretningsudvikler hos Arriva Danmark. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
 

27.000 danskere har registreret sig som bruger af DriveNows bybiler i København, der er ved at blive en fast del af københavnernes brede palette af transportmuligheder. Berlingske har taget bybilen til eftersyn.

Manden midt på vejen vender sig forbløffet om. Foran ham holder en sort-hvid el-bybil af mærket BMW og venter på at komme forbi. Manden hørte den ikke, fordi bilen er næsten lydløs, når den kører.

Du opdager den heller ikke, hvis du kigger den anden vej, mens du går på vejen. Men chancen for, at du allerede har set den i Københavns gader, er dog stor.

I september 2015 satte det kollektive trafikselskab Arriva 400 BMW I3 el-bybiler på gaden i København for at opnå én ting: At nedbringe antallet af privatejede biler i hovedstaden og dermed få flere til at benytte den kollektive trafik. Siden har 27.000 danskere registreret sig som kunder hos bybilskonceptet DriveNow, der ejes af BMW og Sixt, men som Arriva Danmark har franchiset.

Bybilskonceptet er simpelt. Alle med et kørekort kan registrere sig, og du betaler en fast takst på fire kroner i minuttet for at køre i én af bilerne. Gennem en app på din telefon kan du lokalisere en bil og låse den op, og når du er færdig med din kørsel, kan du parkere bilen, hvor du har lyst, så længe parkeringen er lovlig.

Ifølge Niels Buus Kristensen, trafikforsker, medlem af Klimarådet og tidligere institutdirektør for DTU Transport, er pendlere begyndt at ændre transportadfærd, og det har skabt et marked for bybiler i København.

»Man ser nogle tendenser til, at folk bliver mindre og mindre optaget af, at de skal eje deres egen bil. Med en højere indkomst og en travlere hverdag er folk blevet mere interesseret i at købe serviceydelser, der kan spare tid. Det kan eksempelvis være høj mobilitet, og det kan man få ved at have adgang til en bil. Men man vil i stigende gerne betale sig fra alt det bøvl og vedligehold, der er ved at eje en bil. Leasingbiler og i endnu højere grad bybiler er skridt i den retning,« siger Niels Buus Kristensen.

450 nye biler på vej

Inden længe er det ikke kun DriveNows BMWer, københavnerne kan benytte sig af. I samarbejde med det franske bilmærke Renault sætter det danske firma Green Mobility 450 nye elbiler på gaden til september i et nyt bybilskoncept. Konceptet kommer til at fungere næsten identisk med DriveNow, hvor man gennem en app vil kunne se, hvor den nærmeste bil holder og reservere den i 15 minutter, før bilen skal bruges.

Renault

Dermed vil København få knap 1.000 bybiler i gaderne, som københavnerne kan benytte sig af, når de skal fra A til B.

Hos bilisternes interesseorganisation FDM kan bybilens indtræden på det danske marked ses som et udtryk for, at man ikke længere behøver at eje en bil.

»Det her er første step mod en fremtid med selvkørende biler, og hvor man ikke behøver at eje en bil. Man køber noget mobilitet i stedet for. Hvis der kommer nok bybiler, og man kan parkere tæt nok på sin endedestination, så vil der være et marked for det næsten uanset, hvor mange bybiler der kommer ind på markedet,« siger Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom i FDM.

Pendlerknudepunkt

Den lydløse BMW I3 fra DriveNow triller ind på Flintholm Station i København. Stationen er et knudepunkt for flere tusinder pendlere, der hver dag benytter sig af bus, tog eller metro.

Men stationen er også vigtig for DriveNow, for det er her, pendlerne skifter den velkendte kollektive trafik ud med de eldrevne biler for at fortsætte rejsen. Men her er ingen DriveNow-biler, for de er alle taget af morgenpendlerne, fortæller Morten Jakobsen, ansvarlig for Arriva Danmarks afdeling for forretningsudvikling, der har kørt en tur med Berlingske i København.

»Flintholm er et af de største knudepunkter, vi har i Danmark. Lige nu har vi ikke en eneste DriveNow-bil her, og de bliver taget væk herfra, når folk skal videre. Det er vores opgave at sørge for, der hele tiden er biler klar,« siger han.

Pix-bybil

Ifølge Morten Jakobsen oplever Arriva en stagnering i antallet af folk, der benytter sig af den offentlige transport, og derfor var det nødvendigt at tænke innovativt for at tiltrække nye brugere.

»Vi har behov for at løse den udfordring med, at folk ikke træder ind i den kollektive trafik, fordi der er nogle »missing links« undervejs. Hvis man skal skifte transportform flere gange på rejsen, så er det lettere at tage sin egen bil,« siger Morten Jakobsen.

Kør med Rejsekortet

Det nye bybilskoncept, hvor man kan benytte Rejsekortet til at låse bilen op, skal erstatte behovet for at eje en bil samtidig med, at man alligevel har en bil til rådighed.

»Vi skaber ikke et behov, som ikke var der før. Det er ikke sådan, at folk transporterer sig mere, fordi vi kommer med denne her løsning. Folk transporterer sig bare på en anden måde med nogle andre sammensætninger. Det bliver et supplement til den kollektive trafik,« siger Morten Jakobsen.

27BBMarriva4.jpg

DriveNow får mellem 800-1.200 nye registrerede kunder om måneden. Bilerne kører dagligt mellem 1,5-2,5 ture af 20-25 minutter, hvilket betyder, at bilen i bedste tilfælde holder stille knap 23 timer i døgnet. Morten Jakobsen lægger heller ikke skjul på, at forretningen ikke løber rundt i øjeblikket. Til gengæld er det indtil videre gået bedre, end Arriva havde forventet.

»Vi havde forventet at have omkring 25.000 kunder nu, så vi er foran vores målsætning. I forhold til, hvor vi er efter ni måneder, så er jeg godt tilfreds. Den gennemsnitlige privatejede bil kører mindre end en time om dagen, så vi er allerede deroppe, hvor vores løsning rent faktisk er bedre end en almindelig bil. Vi parkerer også mindre og dermed sikrer, at vi ikke optager plads. Vores forventning er, at vores biler er oppe at køre omkring seks til syv gange om dagen inden for halvandet år,« siger han.

Seneste skud på stammen

Bybilskoncepter er det seneste skud på stammen for moderne transportformer. Bybilen kommer i en lind strøm af deleøkonomier, hvor store spillere som taxitjenesten Uber og boligudlejningsplatformen Airbnb allerede har sat deres præg på det moderne samfund.

De nye bybilskoncepter som DriveNow og Green Mobility kan blandt andet afhjælpe trængslen i København, mener trafikforsker Niels Buus Kristensen til trods for, at de i første omgang øger antallet af biler i hovedstaden.

»Umiddelbart skulle man tro, at når der kommer bybiler på gaden, så betyder det mere trafik. Omvendt kommer det an på, hvor brugerne kommer fra. Hvis der er nogle, som sælger deres bil eller undlader at købe en, så kan det betyde mindre trafik,« siger han og fortsætter:

»Tendensen er, at det giver anledning til færre biler, fordi der typisk vil være folk, som undgår at have en bil. Hvis man kan få flere til at bruge bybiler, så får man frigjort nogle arealer, som i dag bruges til parkeringspladser.«

Direktør i Green Mobility Henrik Isaksen sagde op til præsentationen af de 450 nye el-bybiler, at flere udbydere af bybiler kan være med til at sikre en større udbredelse af hele konceptet.

»En af ulemperne ved, når der ikke er tilstrækkeligt mange free floating-biler i markedet, er, at man ikke kan være sikker på, at der er en bil tæt nok på. Med flere udbydere vil der også være flere, der vælger free floating-biler,« sagde han.

Den globale bybilsvirksomhed Car2Go måtte efter 17 måneder i København dreje nøglen om i starten af 2016. Car2Go havde 200 bybiler, men kundergrundlaget var ikke stort nok, lød begrundelsen.

Car2go lanceres i Danmark

Ifølge Allan Skytte Christensen fra FDM er det afgørende, hvor mange bybiler der er tilgængelige for brugeren, hvis bybilen skal overleve. Han ser dog udfordringer for bybilen i København, fordi cyklister og den kollektive trafik bliver favoriseret til fordel for bilen.

»Med flere bybiler betyder det, at den kritiske masse bliver tættere. Det er positivt rent trængselsmæssigt, hvis bybilerne erstatter de københavnske biler. Men de skal konkurrere med en by, som i stigende grad tilsidesætter bilisternes behov og siger, at det er cyklisterne, der har forhånd. Det vil også ramme bybilerne,« siger han.

Renere by

Hos Københavns Kommune hilser teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) bybilskoncepterne velkommen.

»Der er ikke nogen tvivl om, at elbiler er en velkommen ting frem for benzinbiler. Jo flere biler der overgår til el og brint jo bedre, fordi de er klima- og miljøvenlige. Der, hvor man kan være skeptisk, handler selvfølgelig om, om de vil fortrænge andre biler, eller om de bare vil skabe mere trængsel i byen. Derfor er jeg afventende i forhold til at se, om det er noget, vi kan bruge i en by som København,« siger han og understreger, at cyklen stadig vægtes højest.

»Hvem har lyst til at sætte sig ind i sådan en bil på solskinsdage, jo mindre man er nødt til det? Der er cyklen naturligvis det mest interessante transportmiddel. For mig handler det om at gøre cyklen til det mest interessante og effektive transportmiddel, således at man ikke bliver fristet af bilen,« siger han.

AirBNB

Gruppeformand for de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation, Jakob Næsager, er også positivt indstillet over for bybilen, så længe det ikke går ud over andre bilister.

»Jo flere køretøjer, der er drevet af vedvarende energi, jo renere by får vi. Elbiler er en god løsning til bykørsel. Bybilskoncepter er godt for nogle, og det gør, at der ikke er helt så mange, der har behov for at anskaffe sig en bil. Tanken er god, men problemet er, at det ikke dækker alle københavneres kørselsbehov. Flere partier mener, det er vejen frem. Sådan ser jeg ikke verden,« siger han.

I samarbejde med elselskabet EoN har Københavns Kommune opbygget en infrastruktur, så eldrevne biler kan blive en integreret del af bybilledet.

Bilen følger behovet

Den lidt over timelange tur med Morten Jakobsen stopper ved Søerne i København, hvor flere ladestandere er placeret. Men selv om forretningen først kører rundt, når hver bil er ude at køre cirka 3,5 gange om dagen, er Morten Jakobsen ikke i tvivl: Danskerne er på vej til at ændre transportadfærd, og derfor vil der i stigende grad komme mere efterspørgsel på bilerne.

»Vi bevæger os ind i det, vi på moderne dansk kalder »demand-response transportation«. Bilen følger dit behov, så du ikke skal passe ind i planer med den kollektive trafik. Det er det twist, der ændrer sig med »demand response«. Det er den vej, tingene går. Du har som kunde kun behov for mobilitet. Du skal fra A til B, og hvordan du kommer fra A til B er måske ligegyldigt for dig. Du vil bare gerne gøre det hurtigt, komfortabelt og på en måde, så du føler dig tryg undervejs,« siger han.

Uber

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kommenteres og debateres via Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension</p>
Sponseret

Aktiemarkederne ligger historisk set forholdsvis højt. Det afspejler, at det går rigtig godt i den underliggende økonomi, forklarer investeringsdirektør.Arbejdsløsheden er rekordlav i både Japan og US...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen