Berlingske Business

Mærsk gør klar til milliardsalg

17BUSSmedegaard.jpg
Overskrift
Nils Smedegaard tv. og Michael Pram Rasmussen th. til Mærsk Generalforsamling på Tåsinge torsdag 11. april 2013. (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2013). (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2013)
 

Efter 85 år som rederi med fragt af råolie er A.P. Møller - Mærsk nu klar til at trække sig ud af det marked, selv om rederiet ejer en spritny flåde på 15 supertankere. Flåden på mere end 80 skibe til fragt af raffinerede olieprodukter skal dog beholdes.

A.P. Møller - Mærsk tager historiske skridt på sin rejse mod at få et højere afkast på sine investeringer. Koncerntopchef Nils Smede­gaard Andersen siger nu til Berlingske, at han er parat til at sælge rederiets 15 spritnye supertankere til fragt af råolie, fordi en bedring af det marked har for lange udsigter.

Den investerede kapital i supertankerne kan ganske enkelt bruges bedre andre steder i koncernen.

»Vi ser ikke en fremtid inden for transport af råolie, og derfor vil vi reducere vores tilstede­værelse inden for supertankere,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Er supertankerne til salg?

»I princippet ja.«

I betragtning af hvor tæt, A.P. Møller - Mærsk normalt holder kortene til kroppen, er det en sjælden klar udmelding.

Pris på seks milliarder

Mærsks flåde af supertankere er meget ny med en gennemsnitsalder på blot tre år. Det er altså ikke særlig lang tid siden, at A.P. Møller - Mærsk storinvesterede i området, hvilket også siger en del om strategiskiftet.

Markedet for fragt af råolie er meget udfordret, og ingen kan se en markant bedring inden for de første par år. Det betyder også, at den pris, A.P. Møller - Mærsk kan få for sine 15 supertankere, er presset.

I fredagens halvårsregnskab blev værdien af supertankerne nedskrevet med yderligere 1,3 milliarder kroner, og for et år siden blev de nedskrevet med omkring en milliard kroner.

Den aktuelle bogførte værdi offentliggøres ikke, men med en samlet nypris for de 15 skibe i omegnen af 8,5 milliarder kroner er salgsprisen sandsynligvis i niveauet 6-6,5 milliarder kroner efter de markante nedskrivninger.

»Måske kommer nedskrivningen på supertankerne, fordi der allerede ligger et bud på dem. Markedet for supertankere vil være svagt mange år endnu, så jeg tror, at A.P. Møller - Mærsk er villig til at sælge ud nu trods lave skibspriser. Det vil frigøre kapital, som kan bruges bedre andre steder i koncernen,« siger Stig Frederiksen, aktienalytiker i Carnegie.

Så sent som i sidste uge gik der rygter i Londons shippingverden om, at amerikanske General Maritime skulle være klar til at byde omkring seks milliarder kroner for Mærsks supertankere. General Maritime kom ud af en restrukturering efter en betalings­standning sidste år med kapitalfonden Oaktree som storinvestor. Og netop Oaktree har været meget aktiv med opkøb i tankmarkedet. Oaktree har i foråret blandt andet købt fem skibe af kriseramte Torm.

Kilder i markedet peger dog også på en model, hvor en kapitalfond køber skibene, men Mærsk så lejer og driver dem i fem år som en sandsynlig løsning.

Ingen fusion med Torm

Resten af Mærsks tankforretning, der består af mere end 80 ejede skibe til fragt af raffinerede olieprodukter som benzin og flybrændstof, er ikke til salg, fastslår topchefen.

»Vi bliver i produkttank. Vi kommer ikke til at lave store investeringer, men det vil muligvis ske, når markedet ser bedre ud. Flåden har en passende størrelse, og vi vil begynde en gradvis fornyelse. Men produkttankforretningen er ikke til salg,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Dermed kan bankerne, der ejer det krise­ramte rederi Torm, nok skyde en hvid pil efter en fusion med Maersk Tankers’ flåde af produkttankskibe. Det har ellers været et drømmescenario, som Torm og bankerne har arbejdet med.

Maersk Tankers bliver i øvrigt fremover en del af det femte ben i A.P. Møller - Mærsk, efter koncernen har besluttet at ansætte en selvstændig direktør for et nyt kerneområde med navnet »Services & Other Shipping«. Området kommer udover Maersk Tankers til at omfatte logistikvirksomheden Damco, slæbebådsselskabet Svitzer og support­skibene til olieindustrien i Maersk Supply Service.

Manøvren er ifølge Nils Smedegaard Andersen et signal om øget tillid til de fire forretninger i fremtiden, som derfor skal have mere opmærksomhed, så de bedre kan vokse.

Om den nye direktør for »Services & Other Shipping« skal hentes internt eller uden for koncernen er fortsat en hemmelighed.

»Vi har ikke begyndt søgningen efter en chef til området endnu, da det først er fra 1. januar 2014,« siger Smedegaard Andersen.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen