Berlingske Business

Kunderne flygter fra danske flyruter

Karup Lufthavn
Foto:

De jyske lufthavne er presset af store fald i passagermængden. Flere vælger bilen eller toget, og fremtidige investeringer i motorveje og jernbanenet kan betyde, at lufthavne må lukke.

De rejsende dropper flyet, når de skal transporteres mellem landsdelene. For lidt konkurrence, for dyre flybilletter og nye billigere biler får de rejsende til at vælge andre måder at komme frem på. Forude venter store investeringer i motorveje og tognettet, der vil sætte de pressede danske provinslufthavne under yderligere pres.

»Der er fire lufthavne i Jylland, og det er ingen hemmelighed, at det er mange. Det er begrænset, hvor mange lufthavne der er plads til i en traditionel lufthavnsforstand,« siger Peter J. Høgsberg, direktør for Aarhus Lufthavn. 

Se grafik: Rejsende dropper indenrigsfly

Sønderborg Lufthavn og de fire større jyske lufthavne har samlet oplevet et fald i indenrigsflytrafikken på mere end ti procent i de første seks måneder af året. Fortsætter den udvikling resten af året, vil næsten hver tredje rejsende have droppet at flyve på indenrigsruterne siden 2010. Samtidig kører flere med bil over Storebælt, sejler med Mols-Linien eller kører med DSB mellem lands-delene.

»Indenrigsluftfarten er strukturelt ud-fordret, og det bliver ikke mindre i de kommende år. Jeg tror, markedet vil falde yderligere,« siger Michael Svane, direktør for DI Transport.

Han peger på, at der i de nærmeste år skal investeres mere end ti milliarder kroner i at udbygge en række danske motorveje. Samtidig er der planer om på længere sigt at bruge 27,5 milliarder kroner på tognettet for at sikre, at der skal være en times togrejse mellem Danmarks fire største byer.

Dystre udsigter

Det skaber bekymringer i flere af de jyske lufthavne. I Karup Lufthavn vurderer direktør Erik Jakobsen, at de mange nye og større motorveje er en trussel.

»Udbygningen af motorvejene er en større trussel for os end udbygningen af tognettet. Men for erhvervslivet i vores områder har det stor betydning, at de kan komme herfra med fly. Går man ned på en eller to lufthavne i Jylland, tror jeg ikke, man vil se meget udvikling i vores område,« siger Erik Jakobsen.

Han har måttet se antallet af passagerer mere end halveret siden 2010.

»Det er svært at spore, at krisen er overstået. I tidligere konjunkturudsving har vi set, at lufthavnenes passagertal begynder at stige, når der kommer gang i hjulene igen. Det har vi ikke set endnu. Vi er spændte på at se, hvad der sker efter sommeren. Vi håber, at markedet stabiliserer sig,« siger Erik Jakobsen.

Især for lufthavnene i Karup og Aarhus er udsigterne dystre. Begge steder har kommunerne bag været tvunget til at tilføre penge. Sammen med den lidt mindre lufthavn i Sønderborg er det dem, som har oplevet de største fald i passagertallet i de senere år.

Peter J. Høgsberg mener, at Aarhus Lufthavn især har mistet passagerer til Mols-Linien, der sejler til og fra det centrale Aarhus.

»Mange af de passagerer, som vi har mistet, er i høj grad gået til Mols-Linien. Kigger jeg på mig selv, tager jeg min egen bil og færgen, hvis jeg har mange møder i København. Det gør jeg, fordi det er nemt og bekvemt, men det er ikke den type kunder, jeg skal have fat på,« siger Peter J. Høgsberg.

Han håber derimod på, at lufthavnen kan erobre nogle af de rejsende, som i dag tager via København, når de skal ud i verden.

»Vi arbejder på at få folk til at flyve direkte ud og ikke via København. Vi kan se, at mange flyver via København, men jeg håber på, at flyselskaberne vil tilbyde flere direkte ruter ud af Danmark,« siger Peter J. Høgsberg.

Indenrigstrafikken oplevede en opblomstring, da lavprisselskaber i 1990erne skabte større konkurrence. Men flyselskaberne kæmpede så hårdt om markedet, at flere af dem havde svært ved at skabe en rentabel forretning. For godt et år siden tog det livet af Cimber Sterling. Siden er konkurrencen mindsket, og priserne er steget, fordi der ikke er kommet nye flyselskaber til Danmark i samme takt som forventet.

»Det store spørgsmål er, om der kommer konkurrence på indenrigsflyvningen, for så vil priserne falde. Det er der ikke udsigt til nu, men indenrigsflyvningen er afhængig af mere konkurrence,« siger Uffe Palludan, fremtidsforsker fra Palludan Fremtidsforskning.

Hård konkurrence fra mikrobiler

Han mener, at især konkurrence fra bilerne er hård for flybranchen. Det danske bilsalg lå i første halvår ni procent højere end i rekordåret 2012. Dermed tyder alt på, at salget af nye biler i år kommer til at sætte rekord for tredje år i træk.

»Jeg tror, bilerne vinder frem, fordi der er flere, som får råd til at købe en bil. Vi har fået mikrobiler, som gør bilen til et meget billigere transportmiddel,« siger Uffe Palludan og henviser til salget af de såkaldte mikro-biler, der kan købes for under 100.000 kroner. Aalborg og Billund er i en klart bedre situation end de øvrige provinslufthavne.

Afstanden mellem Aalborg og København er så stor, at der er en tidsmæssig gevinst ved at tage flyet. Derfor har lufthavnen ikke mærket fald på samme måde som flere af de andre lufthavne. Aalborg har sammen med Billund også være bedre til at få ny trafik ud af Danmark.

»Ser man på Aalborg og Billund har de formået at tiltrække flyselskaber, der ikke kun flyver til København, men også til Amsterdam eller andre lufthavne i Europa,« siger Michael Svane.

Al indenrigstrafik i Danmark går til København. Ud over de fem jyske lufthavne har Bornholms Lufthavn også indenrigstrafik til København. Esbjerg og Odense er de sidste to større danske lufthavne, men her er der ingen ruteflyvning til andre danske byer.

grafik provinslufthavne

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen