Berlingske Business

Et offer for finanskrisen rejser sig fra dødslejet

10BUSMols-Linien-lang.jpg
MJMSOLO - Katamaran, KatExpres 1, Mols Linien

Færgerederiet Mols-Linien har efter år i krise endelig udsigt til overlevelse og en ny ejer, der rent faktisk gerne vil eje det. Kapitalfonden Polaris gør klar til investeringsoffensiv i rederiet.

Økonomisk grundstødning har truet i årevis, og ejerne har forgæves forsøgt at finde en vej ud. Det har længe været Mols-Liniens skæbne.

Nu står selskabet over for en ny epoke. Mols-Linien ser ud til at overleve på trods og kan formentlig endelig kaste det livstruende åg af sig, som det helt uforvarende fik på skuldrene, da en stribe af finanskrisens danske ejendomsspekulanter kastede deres kærlighed på selskabet for små ti år siden.

Siden gik spekulanterne konkurs og lod Mols-Linien sejle, da de efterlod deres mange aktier i selskabet i bl.a. nu hedengangne Amagerbanken. Derudover har års tab på driften gjort selskabet konkurstruet.

m

Redningen kom for en uge siden, da Polaris meddelte, at kapitalfonden har sikret sig kontrollen over mere end 76 pct. af aktierne i børsnoterede Mols-Linien og er på vej med et bud på de resterende aktier noteret på fondsbørsen i København.

Buddet er på kurs 34 kr. per aktie, svarende til en samlet købspris for Mols-Linien på 482 mio. kr.

»Det er en virksomhed, der i den grad har hungret efter at få en stabil ejerstruktur. Vi ser en virksomhed, der er i bedre gænge, og som er kommet igennem det værste og faktisk er levedygtig. Vi tager en dyb indånding og giver en halv milliard kroner for en virksomhed, der har bare 40 mio. kr. i egenkapital,« siger Jan Johan Kühl med henvisning til, at Mols-Linien for første gang i syv år gav overskud i 2014.

Investering i ny færge

Hverken Mols-Liniens administrerende direktør, Søren Jespersen, eller bestyrelsesformand Frantz Palludan er vendt tilbage på Berlingskes henvendelser. Men Berlingske har talt med flere kilder med kendskab til selskabet, og de betegner buddet fra Polaris som det, Mols-Linien har gået og sukket efter i årevis.

Polaris er efter opkøbet af Mols-Linien klar til at investere hårdt i rederiet. Blandt andet skal der købes en ny hurtigfærge ind til rederiet, der sejler på de to ruter Odden-Ebeltoft og Odden-Aarhus.

»Vi er klar til at komme med de penge, der skal til, og der skal helt klart investeres i en ny færge. Den koster over en halv milliard kroner, men det er tiltrængt. Vi skal have en dialog med ledelsen i virksomheden om, hvornår den bedste timing for at gøre det er,« siger Jan Johan Kühl.

mols-linien

Den nye færge skal afløse færgen »Max Mols«, der er er fra 1997, og som næsten er nedskrevet til nul i regnskaberne.

Udover en ny færge er strategien at kigge på at forbedre serviceoplevelsen på overgangen og gøre det til et bedre alternativ til Storebæltsbroen herunder muligvis øge antallet af afgange om morgenen og om eftermiddagen, lyder det fra Polaris-chefen.

Polaris har sikret sig den store aktiepost ved at købe aktier af rederiet Clipper, der sad på små 30 pct. af aktierne i Mols-Linien, samt Nykredit og Finansiel Stabilitet, der begge havde store aktieposter.

Polaris, der har hyret Danske Bank til at rådgive sig i processen, har kun betinget sig at skulle have 75 pct. af aktierne. Så da fonden allerede har 76 pct., er overtagelsen en realitet. Tilbage står spørgsmålet, om Mols-Linien kan afnoteres fra fondsbørsen, som Polaris ønsker, og som vil kræve mindst 90 pct. af aktierne. Så kan resten nemlig tvangsindløses, og aktien afnoteres.

»Vi har ikke taget stilling til, hvad vi gør, hvis vi ikke får over 90 pct. Men vi vil have den afnoteret. Jeg håber og tror, at aktionærerne vil se det som et godt tilbud, da det er en af de mindst handlede aktier på fondsbørsen i dag og dermed svær at komme af med,« siger Jan Johan Kühl.

Aktien handles lige nu over kurs 35. I de tre uger op til, at Polaris stod frem med sit kommende frivillige købstilbud til aktionærerne, steg aktien pudsigt nok næsten 25 pct. uden nogen nærmere årsag. Det er uvist, hvad årsagen er, og Kühl afviser, at det skyldes, at Polaris har købt op.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen