Berlingske Business

Direktionsbilen er et rullende kontor

audia8
Direktionsbilen anno 2014: Tysk luksus med Audis flagskib A8 i spidsen. Her i den lange version med ekstra plads ved bagsædet. Foto: Audi media

Når topledelsen i landets største virksomheder kører til møder rundt i landet, sker det ofte i limousiner med chauffør. I 2014 er direktionsbilen et gedigent rullende kontor med mulighed for både afslapning og forberedelse.

Det kan synes ødselt og dekadent, men for toppen af dansk erhvervsliv handler det at blive fragtet rundt i limousiner om at udnytte tiden bedst muligt og gøre det, man er bedst til og hyret til: at styre virksomhederne sikkert mod målet. Ikke for at forklejne direktørernes evner bag et rat, men det er et spørgsmål om dels at komme sikkert frem, dels at komme veloplagt og velforberedt frem til forhandlinger, møder eller taler.

I gamle dage var det nok mest af alt et tegn på prestige og et ønske om luksus at blive fragtet rundt i stor karet med privatchauffør. Således var de store limousiner dengang også udstyret med store bløde sæder, minibar, cigartænder, askebæger, aviser og en læselampe. I takt med den teknologiske udvikling, globaliseringen af erhvervslivet og et støt stigende behov for løbende kontakt med omverdenen kom så igennem 1980erne også satellittelefon og telefax.

Over det seneste årti er den teknologiske udvikling gået hurtigt, og ligesom i resten af samfundet har mobiltelefonen og computeren og disses transformering til smartphone og tablet styret udviklingen sammen med udbredelsen af det mobile internet.

I dag svarer topchefer således også, at deres vigtigste arbejdsredskaber på farten er deres smartphone og tablet. Ikke underligt, når man derigennem kan styre sin og virksomhedens informationsstrøm, tjekke mails, se, læse og høre nyheder og ud fra omverdenens reaktioner styre sine tropper uafhængigt af, om man måtte befinde sig i Alperne eller på bagsædet af en limousine på vej over Fyn.

Arbejdslivet sat på hjul

I direktionsbilen anno 2014 fungerer arbejdslivet upåklageligt. Dels understøtter de fleste af de – i øvrigt få – direktionsværdige biler på nærmest umærkelig vis den teknologiske udvikling, dels er mulighederne for afslapning og laden op til næste store optræden perfektioneret til det ypperste. En ændret virksomhedskultur har sendt minibarens klirrende flasker på pension og i stedet er kølige kildevandsflasker placeret i bilernes kopholdere. Direktionsbilen anno 2014 er en arbejdsplads – ikke et festlokale.

»Direktionsbilen anno 2014 er meget mere et kørende kontor end tidligere. I takt med øget pres på effektiviteten overalt i samfundet bliver køretiden på bagsædet ikke længere bare brugt til cigarrygning og afslapning. I dag bruges tiden til telefonsamtaler, læse mails, blive opdateret på internettet og i det hele taget kommunikere med omverdenen,« fortæller Mette Lolholm, der er PR-ansvarlig for BMW Danmark, som i direktionsklassen byder sig til med luksus og komfort på højt niveau i BMWs 7-serie.

Tre hovedmærker

De gængse direktionsmodeller er ikke overraskende fra Mercedes-Benz, Audi og BMW, der mere eller mindre har udraderet konkurrenterne.

Hverken europæiske Ford, Peugeot, Citroen og Renault er fulgt med op i limousineklassen, og svensk/kinesiske Volvo har ikke fornyet sin S80er i så væsentlig grad, at den opfattes som en konkurrent til tyskerne.

Japanske Toyota, Nissan og Honda har med separate luksusmærker som Lexus, Infiniti og Accura haft nogen succes i USA, hvor særligt Lexus LS i limousineklassen opfattes som en konkurrent til tyskerne. Men efter at Lexus for nylig stoppede bilsalget i Danmark, er der på vore breddegrader ingen japanere i segmentet længere.

Heller ikke de amerikanske bilmærker blander sig. Det er de ganske enkelt ikke i stand til – og måske også for kloge til.

Klassen er blevet forfinet og raffineret i en grad, så ingen andre end de klassiske, traditionsrige britiske limousinemærker som Bentley og Rolls-Royce, som stadig signalerer den ekstravagante smag, kan være med. Selv Jaguar halter efter trods et respektabelt forsøg med Jaguar XJ, der ligesom de tre tyskere også fås med lang akselafstand.

Det er de tre tyske mærker, der driver den teknologiske udvikling og kappes om at sætte nye standarder i klassen. Det er derfor ikke underligt, når direktørerne fra Mærsk, Vestas, Nordea, Danske Bank, DI m.fl. ankommer til topmøder i S-Klasser, A8ere og 7-serier.

Pragtfulde køretøjer af en vis stands- og kvalitetsmæssig kaliber, der byder på de ypperste sikkerhedssystemer, gode, sikre og komfortable køreegenskaber og i 2014-udgaver er mere brændstoføkonomiske end nogen sinde før – bilernes størrelser taget i betragtning.

Tyskernes nyeste direktionsmodeller

»I den nye S-Klasse er der taget specielle hensyn til både forsæde- og bagsædepassagererne, og fokus har været på, dels at sikre de bedste arbejdsbetingelser – det rullende kontor – dels at skabe de optimale rammer for total afslapning,« fortæller Mercedes-Benz Danmarks PR-ansvarlige, Lars het van Erve.

Mercedes er netop ved at sende den nyeste version af S-Klassen, sjette generation, på markedet med et mere flydende design og nye tekniske løsninger ikke mindst på komfortområdet.

Fra Mercedes kommer der således et nyt system, der scanner vejens beskaffenhed og regulerer støddæmperne til at modstå påvirkninger fra evt. huller i vejen. Nye airbags i sikkerhedsselerne gør, at skader på brystkassen minimeres, ligesom en airbag i sædepuden på bagsæderne modvirker submarining, hvor man i liggeposition ved en kollision ville glide ud under selen.

BMWs 7-serie blev i sin nuværende form til i 2008, men er siden opdateret på flere punkter undervejs. Derfor ligger meldingen fra BMWs Mette Lolholm ikke langt fra Mercedes-Benz’. Dog bliver hun lidt mere specifik på indretningen.

»BMW 7-serien tilbyder bagsædepassageren komfort på turen i form af tilvalg af individuelle sæder, som kan indstilles helt efter behov. Derudover er der hylde til laptoppen, mulighed for at besvare mails, gå på internettet og alle de sociale medier samt se TV. BMW 7-serien kan altså bruges som et rullende kontor med fuld udnyttelse af køretiden,« understreger hun.

Også Audi har med A8 et godt bud på en moderne arbejdsplads. Rent designmæssigt er den ligesom BMW 7-serien ikke designmæssigt ændret på det seneste. A8 kom i sin nuværende form på markedet i 2010, men er i år opdateret på motorsiden, og forskelligt udstyr er blevet introduceret løbende. Senest Audi Conncect – et kommunikationscenter, der med forskellige funktionaliteter forbinder bilen med omverdenen via hotspot.

Sikkerhed og komfort i særklasse

Fælles for dem alle er, at de kommer med det helt store sikkerhedsudstyr, der dels får bilen til automatisk at bremse ned, hvis den forankørende bremser ned, dels gør det muligt at forudse en evt. ulykke og forberede bilerne på kollision ved f.eks. på brøkdele af sekunder at forstærke bilens skal. Det sker ved at lukke vinduer og soltag, aktivere kollisionssikring i døre og karrosse og stramme sikkerhedsselerne, så passagerer ikke kastes unødigt rundt i bilen. Og så er de naturligvis spækket med airbags. Og skulle chaufføren virke lidt træt i sine bevægelser, vil en overvågningsassistent anbefale en pause. En udmærket feature at kunne følge med i, når man lægger sit liv i chaufførens hænder.

Derudover fås modellerne i versioner med følgende bekvemmeligheder:

  • Lang akselafstand, hvilket giver mere benplads i kabinen.
  • Luftundervogne, der gør det muligt at regulere affjedringen til mere komfortabel kørsel.
  • Massage og ventilation i sæderne.
  • Bredere døre, der gør ind- og udstigning mere komfortabel.
  • Både store og små mere brændstofbesparende benzin- og dieselmotorer.
  • Firehjulstræk, der giver mere sikre køreegenskaber.

Men hvad byder direktionsbiler på i forhold til det rullende kontor?

Til bilmodeller af denne kaliber er der naturligvis et hav af tilvalgsmuligheder og Audi, BMW og Mercedes-Benz ligger i klassen her ikke langt fra hinanden. Her ovenfor er det den nye Mercedes-Benz S-Klasse, der netop er introduceret i sjette generation og er på vej til Danmark i ny skikkelse.

Køb adgang til månedens Berlingske Business Magasin i PDF-format her

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen