Berlingske Business

Svindlere i bestyrelser har frit spil

Svindlere i bestyrelser har frit spil - 1
Foto:

Danske bestyrelser halter bagefter med at skærme børsselskaberne af for svindlere. Flere virksomheder sløser med de lovkrævede revisionsudvalg. Ekspert frygter, at for mange selskaber er kommet for sent i gang, og dermed glipper den særlige kontrol i de første to-tre kvartaler

Svindlerne i erhvervslivet kan se frem til sværere arbejdsbetingelser. Kontrollen skal skærpes. Mange virksomheder halter dog med at få de lovkrævede revisionsudvalg i arbejdstøjet.

De seneste ti år har storsvindlere i både USA og Europa taget overskrifterne ved gang på gang at udstille mangler og brud på interne kontrolfunktioner i selv de største virksomheder. Også i Danmark.

Det er umuligt at lukke alle huller, men nye kontrolinstanser skal gøre livet surt for typer som Stein Bagger, Kurt Thorsen, Klaus Riskær, Johannes Petersen, John Trolle og Bjørn Stiedel. Der skal strammes op internt i virksomhederne, kontrol og revisionsarbejdet skal sættes i system, og det nye er, at en gruppe i bestyrelsen får et særligt ansvar for, at revisionsarbejdet fungerer optimalt.

Danmark følger i hælene på udlandet med krav om etablering af uafhængige revisionsudvalg for børsselskaberne. Hidtil har disse særlige revisionsudvalg været etableret ad frivillighedens vej bl.a. med udgangspunkt i anbefalingerne for god selskabsledelse (Nørby-udvalget), men et EU-direktiv fra 2008 gør, at 2009 bliver det første år, hvor bestyrelserne skal etablere egentlige revisionsudvalg.

Pres på virksomhederne
En international undersøgelse, som revisionsfirmaet KPMG har foretaget blandt erhvervslivets topfolk, viser, at hele 80 procent vurderer, at den finansielle krise har øget risikoen for manipulation med regnskaberne. Det lægger et stort pres på de enkelte virksomheder for at lukke så mange huller for forbryderne som muligt.

Noget tyder imidlertid på, at mange af de danske virksomheder er kommet sent ud af starthullerne med at få nedsat et revisionsudvalg og besluttet sig for et konkret arbejdsgrundlag: Hvem skal være formand, hvem skal tage referat, hvor mange møder, hvordan skal møderne afholdes, hvordan skal udvalget kommunikere med bestyrelsen etc.?

»Nogle bestyrelser har taget det meget seriøst med ambitiøse initiativer, men jeg må også sige, at nogle er kommet sent i gang. Hvis man først kommer i gang efter sommerferien ligger der en stor arbejdsbyrde og venter, og så har man i hvert tilfælde ikke foretaget noget konkret på de første to-tre kvartaler i 2009,« siger Finn L. Meyer, der er formand for KPMGs særlige område for revisionsudvalg.

Kendt i udlandet
Disse udvalg under bestyrelsen har været kendt i udlandet i mange år, men har først vundet indpas i Danmark de allerseneste år. Udover revisionsudvalg arbejder de store virksomheders bestyrelser med nomineringskomiteer, aflønningskomiteer etc.

I USA kom der for alvor fart i arbejdet med at forbedre revisionen efter de store skandaler i Enron, Worldcom og Tyco først i det nye årtusinde. Europa havde sine skandaler med bla. Ahold og Parmalat. Netop disse verdensomspændende krak førte til de omstridte Sarbanes-Oxley-love i USA. Krav om egentlige selvfungerende revisonsudvalg er en udløber af disse initiativer i USA.

Sammenbruddene i nyere tid med Northern Rock, Lehmann Brothers og Bernhard Madoff viser dog alt for tydeligt, at nettet aldrig kan blive så fintmasket, at det vil fange alle bedragere og systemfejl.

»Der vil altid være fupmagere, men kan vi i Danmark bare undgå eet af de store pludselige nedbrud hvert tredje eller femte år, så er det indsatsen værd,« siger Finn Meyer, der har arbejdet med rådgivning af revisionsudvalg i flere år. Udover at fange og gøre livet besværligere for svindlerne er det også revisionsudvalgets opgave at sikre en konkret overvågning af de risici, som virksomhederne arbejder med.

Endelig bliver det en betydende opgave for revisionsudvalget at kontrollere de eksterne revisorers uafhængighed. Der har igennem årene været til tider hård kritik af de store revisionsfirmaer for udover revision også at levere rådgivning om skat og andre konsulentydelser til den samme virksomhed. Det stiller spørgsmål ved revisors habilitet.

Endnu er der ingen retspraksis på området, men medlemmer af revisionsudvalg kan blive gjort ansvarlige for fejl og mangler, hvis eksempelvis udvalget ikke sørger for at orientere den øvrige bestyrelse tæt eller hvis et medlem af revisionsudvalget med særligt kendskab til revision og kontrol fejler.

Derfor anbefales det at sætte en revisor, økonomichef eller anden med særligt kendskab til revision som formand for disse udvalg. Ligesom det anbefales ikke at lade bestyrelsesformanden sidde på formandsposten også i revisionsudvalget for at sikre uafhængighed.

Kvinder i høj kurs
Landets største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk, har tre medlemmer i revisionsudvalget, som ikke umiddelbart opfylder kravene. De to er ingeniørerne Jan Tøpholm og Lars Kann-Rasmussen. Begge hører dog til nogle af landets førende og rigeste erhvervsledere, og derfor betragter Mærsk-gruppen næppe de to som uegnede til ansvaret i revisionsudvalget. Den tredje er Mærsk Mc-Kinney Møllers datter, Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, der repræsenterer snusfornuften i udvalget.

I Topdanmark har formanden Michael Pram Rasmussen valgt også at sidde som formand for revisionsudvalget, og det er godkendt af Finanstilsynet.

Finn Meyer forudser, at der kommer meget fokus på netop revisionsudvalgene i de kommende år, og han forventer, at især kvinder med disse kompetencer vil komme til at stå i meget høj kurs for at bliver rekrutteret. Derved kan man slå to fluer med et smæk, nemlig udover at få en specialist på formandsposten også at tilgodese behovet for flere kvinder i bestyrelsen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen