Berlingske Business

Lange fængselsstraffe til Johan Schlüter og Susanne Fryland

Johan Schlüter forlader retten
Johan Schlüter forlader mandag eftermiddag Københavns Byret efter domsafsigelsen i Schlüter-sagen. Hans dom blev gjort betinget på grund af hans alder. Han nærmer sig 74 år og har under hele retssagen måttet støtte sig til en krykke. Foto: Linda Kastrup Foto:

Københavns Byret afsagde mandag dom i svindelsagen mod de tre tidligere partnere i advokatfirmaet Johan Schlüter. Der var fængselsstraffe til dem alle.

Mandag kl. 15 faldt der dom i den mere end fire måneder lange retssag mod trioen bag advokatfirmaet Johan Schlüter, som var tiltalt for svindel og regnskabsmanipulation.

Københavns Byret afgjorde efter mere end 20 retsmøder, at Johan Schlüter får fire års betinget fængsel, at Susanne Fryland får fem år og seks måneders ubetinget fængsel, og at Lars Halgreen får ni måneders betinget fængsel.

Johan Schlüter og Susanne Fryland blev dømt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for ikke under 100 millioner kroner. Alle tre er dømt for regnskabsmanipulation og forsøg på skyldnersvig.

Susanne Fryland, der fik den absolut hårdeste dom, var som den eneste af de tiltalte ikke mødt frem til domsafsigelsen, der blev noget af et tilløbsstykke, så retten måtte stille ekstra stole frem i den i forvejen rummelige retssal.

Susanne Fryland, der under hele retssagen ellers troligt har siddet på sin plads nær dommerne, blev dømt for mandatsvig af særlig grov karakter og forsøg på skyldnersvig.

Straframmen for groft mandatsvig er otte år, så retten har lagt sig i den høje ende af spektret. Retten lagde i sin dom særlig vægt på det store beløb, som både Susanne Fryland og Johan Schlüter blev dømt skyldige i at have bortsvindlet.

Advokater i betroet rolle

Retten fandt, at duoen var skyldige i mandatsvig for ikke under 100 millioner kroner, fordi de overfakturerede to af deres klienter, rettighedshaverforeningerne CAB og Filmret, for det store beløb.

Retten lagde i sin dom også vægt på, at de begge var advokater og dermed i en betroet rolle.

Johan Schlüter lod sig ikke synligt mærke med rettens afgørelse, da dommer Lone Bach Nielsen læste højt fra dommen, som blev gjort betinget på grund af Schlüters alder. Han nærmer sig 74 år og er synligt gangbesværet. Han har under hele retssagen måttet støtte sig til en krykke.

Efter at retsmødet var slut, var det en fåmælt Johan Schlüter, der afviste at udtale sig til de fremmødte journalister.

»Nej,« lød hans korte svar til ønsket om en kommentar.

Svaret var det samme fra Lars Halgreen, der i modsætning til Johan Schlüter ikke skjulte sin overraskelse, da dommen over ham blev læst op. Han kiggede op i loftet, mens han hviskede et lavmælt »nej«.

Lars Halgreens dom blev gjort betinget på grund af hans gode personlige forhold, og det faktum, at sagen har haft store konsekvenser for ham, selv om han ikke var anklaget for hovedforholdet, mandatsvig.

Tilfreds anklager

Specialanklager Malene Stage Christensen udtrykte ifølge Ritzau umiddelbar tilfredshed med dommen:

»Retten har slået fast, at to advokater er idømt årelange fængselsstraffe. Så er straffen gjort betinget, og det giver loven mulighed for, når der er tale om høj alder. Men begge advokater, der har svindet med klienternes midler er fundet skyldige. Jeg er tilfreds med den straf, der er udmålt. De er kendt skyldige, og det er det vigtige,« sagde hun efter dommen.

Med byrettens dom blev det slået fast, at Susanne Fryland ikke var alene om svindlen. Johan Schlüter og Lars Halgreen forsøgte ellers i første omgang at udpege Susanne Fryland som syndebuk, da sagen kom frem i sommeren 2015. Det fik hende til at spå, at »anden runde ville blive sjovere«.

Sagen kom frem, da film- og TV-producenter forenet i Producentforeningen i juni 2015 gik til politiet, fordi de mente, at advokatfirmaet havde svindlet mindst 100 mio. kr. bort. Advokatfirmaet havde i årevis forvaltet millioner af Copydan-kroner på vegne af Producentforeningen.

Det fik prompte Johan Schlüter og Lars Halgreen til at erklære sig som ofre og udpege den tredje partner, Susanne Fryland, som den skyldige. De meldte hende til politiet for at have begået grove økonomiske forbrydelser over for tre foreninger under Producentforeningen. Men ifølge retten var Schlüter altså ikke et offer. Han var medskyldig i mandatsvig med de betroede midler.

Lars Halgreen blev alene dømt for regnskabsmanipulation og forsøg på skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed.

Likviditetsmangel på advokatkontoret

Under retssagen var et af de gennemgående temaer advokatfirmaet Johan Schlüters likviditetsproblemer, som blev kædet sammen med overfakturering. Det kom blandt andet frem under afhøringen af Susanne Fryland, som ud over at være partner i advokatfirmaet også var direktør for advokatfirmaets datterselskab, Registrering Danmark, som i praksis stod for forvaltningen af millioner af Copydan-penge på vegne af foreningerne CAB og Filmret. Hun forklarede, at når de på advokatfirmaet i København »skreg på likviditet«, så udskrev hun en faktura til en forening.

Og det er noget af det, som retten har hæftet sig ved i forholdet om groft mandatsvig. I dommen skriver retten, at den finder det bevist, at både advokatfirmaet og Registrering Danmark manglede likviditet, at op mod 50 pct. af indtægterne i advokatfirmaet kom fra forvaltning af rettighedsmidlerne, og at advokatfirmaet havde vanskeligt ved at generere den fornødne omsætning og indtjening.

Retten finder det også bevist, at Susanne Fryland bad om at få udstedt fakturaer til CAB eller Filmret, når der manglede likviditet i enten advokatfirmaet eller i datterselskabet.

Med de betingede domme til Schlüter og Halgreen skal ingen af dem dermed afsone, så længe de undlader at begå ny strafbar kriminalitet i en prøvetid på et år regnet fra den endelige dom. Både Susanne Fryland og Lars Halgreen ankede prompte byretsdommen, så dermed fortsætter svindelsagen i landretten.

Johan Schlüter og hans advokat, Jakob Skaarup Arrevad, ville ikke på stedet tage stilling til, om afgørelsen skal ankes eller ej.

»Nu skal vi lige læse dommen,« lød det fra Arrevad.

Ud over fængselsstraffene afgjorde byretten også, at den 50-årige Susanne Fryland og Johan Schlüter indtil videre frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. De frakendes også indtil videre retten til at udøve advokatvirksomhed.

Og hos Johan Schlüter, der er gået personlig konkurs, vil retten konfiskere 550.000 kr. Det skyldes, at han også blev fundet skyldig i groft mandatsvig i et andet af sagens forhold.

Retten afgjorde også, at Lars Halgreen i to år ikke må udøve advokatvirksomhed.

 

 

 

 

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen