Berlingske Business

Et besynderligt bekendtskab

Som madanmeldere forsøger vi at holde snor i byens nyåbnede restauranter. Ikke mindst når et nyt sted åbner

i byens centrum, farer vi ud for at anmelde, mens restauranten stadig kan betragtes som en nyhed.



Det gælder også

Restaurant Dansk i St. Kongensgade. Stedet åbnede for efterhånden nogle måneder siden med et koncept, som gik ud

på at servere traditionelt dansk smørrebrød til frokost og lidt mere innovative fortolkninger af nationalkøkkenet

til aften.



Selv om responsen fra Politiken og JPs side var et par ret hårde anmeldelser, og selv om telefonen på

restauranten virkede underligt død, når jeg forsøgte at komme igennem, drog vi alligevel for en måneds tid siden

ud for at besøge adressen: »Midlertidigt lukket på grund af ombygning af køkkenet,« stod der på

en seddel på den låste dør. »Jaså,« tænkte jeg ved synet af den meget udbredte søforklaring,

der normalt dækker over, at en restaurant har måttet lukke på grund af betalingsstandsning, konkurs eller overdreven

interesse fra Levnedsmiddelkontrollens side.



Så let giver jeg dog ikke op, så nogle uger senere lagde vi atter vejen forbi

og mødte denne gang en stopfyldt restaurant, som det dog ikke var muligt at besøge, eftersom der var tale om et lukket

selskab.



Tredje gang er dog som bekendt lykkens gang - efter endnu et par uger lykkedes det mig endelig at komme igennem på

telefonen og få bestilt et bord en lørdag aften. Da vi ankom til den noget sparsomt befolkede restaurant (der var kun

ét par udover os), blev vi mødt af en tjener, som tydeligvis var en del af stedets nye ejerkreds. Han spurgte os, om

vi på telefonen var blevet oplyst om, at stedet kun serverer én take-it-or-leave-it-menu på fire retter til 345

kr. Nej, det var vi ikke blevet gjort opmærksom på, selv om det unægtelig ellers havde været en relevant information,

lige som det ville have været rart at få at vide, at Dankort er det eneste betalingskort, man kan betale med.

En

tynd omgang

Menukortet var således ikke-eksisterende, og vinkortet, som bare talte en lille håndfuld flasker til relativt

høje priser, behøvede vi heller ikke lang tid til at studere. Ingen af producenterne på vinkortet havde jeg hørt

tale om før - en situation, jeg slet ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været ude i - og da vi havde smagt de

halv- til heltriste vine, forstod vi kun alt for godt hvorfor.



Tjeneren foreslog at lave en lille vinmenu (350 kr.), hvilket

vi tog imod, selv om jeg dog var noget loren ved valget af en ukendt almindelig, generisk rød bourgogne som ledsager til hovedretten

vildand - selv de største grand cru''er fra Gevrey-Chambertin (som koster op mod en tusse i butikkerne) kan have problemer med

dette kræ. Vi fik lov at smage bourgognen, der som forventet var tynd, grøn, stikkende og rabarberagtigt umoden i frugten,

så vi bad i stedet om at få serveret husets gigondas fra det sydlige Rhne, der bestemt heller ikke var stor, men dog tilnærmelsesvis

havde den fornødne tyngde.



Første lille servering, som var kold, stod lynsnart på bordet: Enkelheden var

slående, et stykke stegt laks med urtecreme og en lille, kvart, syltet fennikelknold. Kvaliteten af dette, som jeg først

troede var en appetizer, men altså viste sig at være menuens egentlige forret, var ikke slående. Det lille flade

laksestykke var som sagt koldt og tillige tørstegt, fennikelen var meget sur og skarp i smagen, og den mayonnaiseagtige creme var

ikke videre elegant. Den ledsagende vin var en ries-ling fra Alsace, en acceptabel drik, som bestemt var i stand til ledsage den kolde

forret.



Mellemretten var til gengæld varm. Der var tale om en suppe gjort på en ret grov kartoffelpuré, som

uden ligefrem at være forfinet smagte okay. Fyldet var koldt; et par små, lidt gummiagtige, røgede kammuslinger

og et drys lakserogn. Vinen, en pouilly fumé, besad en for appellationen sjælden sødme, der gjorde den okay til

retten.

Hvilken avec

Hovedretten var også baseret på en grov kartoffelpure, som lå i bunden af en dyb tallerken.

Ovenpå lå gråandens bryst, som var en anelse tørt og hårdt - det havde fået lidt for meget. Låret

var pivsalt - måske har der været tale om et forsøg på confitering, altså let saltning og henkogning

i andefedt. Saucen var mormoragtig brun og flødelegeret og havde en gammeldags vildtsmag, hvilket i og for sig var okay, og

så var der garneret med små tern af råstegte rødbeder. Det tætteste vi kom på en god ret denne

aften, og den ledsagende gigondas kunne nogenlunde holde trit.



Som af slutning på menuen fik vi ost, hvilket ikke var et

selvvalg. Serveringen viste sig mildt sagt at være besynderlig: På tallerkenen lå en lille bunke revet (!!!) Port

Salut. En ting er, at man aldrig burde servere en så møjkedelig industriost på en restaurant på dette prisniveau, noget

andet er gudhjælpemig at rive den, så den ligner pizza-ost. Den dekonstruerede Port Salut fik følgeskab en nogle

syltede æbler, der smagte, som var de krydret med mynte, og en skive danablue.



Efter den ganske utilfredsstillende osteservering

kunne vi godt have brugt lidt dessert, men det lod sig ikke gøre at få. Jeg bliver nødt til at sige, at det er

første gang nogensinde, at jeg har besøgt en restaurant, hvor det ikke lader sig gøre at få en form for

dessert.



Da jeg til kaffen (30 kr.) derimod bad om en avec, idet jeg gik ud fra, at tjeneren vidste, at dette er en cognac, grappa,

marc eller lignende, kom han anstigende med et fad med Toms chokoladeskildpadder samt diverse andre industrichokolader!



Efterfølgende

lykkedes det mig at få forklaret tjeneren, hvad en avec er, og han skænkede et glas fransk pærebrændevin,

som jeg dog ikke fik tid til at drikke ud. Vi var nemlig nu de eneste gæster i restauranten, og tjeneren begyndte at trippe

utålmodigt rundt i lokalet, mens han gang på gang kiggede på uret. Klokken 20 minutter over ti - på et tidspunkt

hvor folk i Spanien knapt er begyndt at tænke pEå at sætte sig ved middagsbordet - meddelte han os, at etablissimentet

altså lukkede klokken 23.



Helt uhyrligt en lørdag, hvor gæsterne må formodes at forvente at kunne få en

aften ud af et restaurantbesøg. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende, og havde det ikke været, fordi det

er mit job at gå ud at spise, og jeg således ikke selv betaler regningen, var jeg nok blevet ret sur. Der skal således

nok være dem blandt læserne, som finder, at jeg er for venlig, når jeg tildeler Dansk to små stjerner i stedet

for én, som er laveste karakter her på siden. Men det sker dels, fordi et par af retterne vitterligt var spiselige, dels

i et fromt håb om, at tjeneren måtte blive klogere i fremtiden.



Berlingske Tidende

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen