Berlingske Business

De royales spisested

Min medspiser sad og kastede så underligt med hovedet, da jeg små ti minutter forsinket ankom til Eat. Til at begynde

med troede jeg, det var hans gamle krigsskade, der var brudt op igen. Men efter lidt diskret gestikuleren opdagede jeg, hvad det var,

han forsøgte at henlede min opmærksomhed på.



Ved nabobordet blot en lille meter væk sad nemlig den kendte

unge slots- og godsejer fra Sønderjylland sammen med sin smukke, unge viv. De havde tilsyneladende skaffet barnepige til drengene

og fik nu lidt at spise sammen med et par venner, inden de skulle til premiere og for 117. gang se Preben Kristensen parodiere godsejerens

mor. De delte en flaske vin (ikke fars, men en god bourgogne), mens de talte om et fore-stående bryllup i den allernærmeste

familie - vistnok engang til maj. Her tabte jeg interessen. Et bryllup er vel et bryllup...



Dette nævnt, fordi det meget

godt beskriver, hvor hurtigt Cafe Victor-naboen Eat (der tidligere hed Etcetera, så Ultimo og en kort overgang også Friends)

efter blot halvanden måneds eksistens er blevet in-stedet for det københavnske jetset. Denne onsdag aften var min medspiser

og jeg således de eneste, der ikke var i jakkesæt.



Om det var derfor, vi måtte vente en stiv klokketime på

at få serveret lidt vand og små 40 minutter på at få lov at afgive vores bestilling, skal jeg ikke kunne sige.

En herre, der præsenterede sig som Henrik og som formentlig er identisk med restaurantchefen (med en fortid på de meget trendy

londoner-restauranter Noble Rot og First Lombard Street), havde ellers i telefonen på det bestemteste benægtet, at der

er tale om dresscode på Eat. Det kan selvfølgelig være en tilfældighed, men påfaldende var det dog,

at bedre klædte (men senere ankomne) borde fik lov at bestille og spise længe før os.

Byge af småretter

Menukortet

på Eat er bygget op efter den moderne tapas-inspirerede stil, som bliver mere og mere almindelig herhjemme. Her ankommer retterne

som små haglbyger, gerne tre ad gangen. Eat opererer med enten en niretters-udgave til 295 kr. eller den store 12 retters til

395 kr. De samme småretter optræder også på a la carte-kortet med efter sigende lidt større portioner,

der kan købes for 50 til 130 kr.



Vi var imidlertid sultne, og da 12 retters-udgaven når næsten hele vejen rundt

om a la carte-retterne, bestemte vi os for at gå hele vejen. Samt for nemheds skyld -selv om Eat faktisk er i besiddelse af

et bredt funderet og særdeles kvalificeret vinkort - også den medfølgende fem-glas-vinmenu til 295 kr.



Første

byge blev således akkompagneret af et glas udmærket riesling Fine Fleur 1998 fra den alsaciske kultproducent Zind-Humbrecht.

En enkelt tortellini (kogt så al dente, at den fremstod lidt hård og tør) havde fyld af ung gedeost og selskab

af en god stav bagt rødbede med lidt æble og estragon og var med sine harmoniske smagssammenstød omgangens bedste indslag.

En østers var paneret og stegt og blev serveret på lidt salat med en kedelig passionsfrugt-vinaigrette, der dog ikke

formåede at forlene den enlige østers med nogen form for smag. Endelig var en kikærte-porresuppe med et lille stykke

bagt torsk draperet med så mange tynde skiver parmesan, at den nærmest ikke smagte af andet. I mit tilfælde havde parmesanen

endda taget så meget overhånd, at kokken -forhåbentlig ved en fejl -havde smidt tre ekstra stykker uspiselig skorpe

med!

Minimale vinsjatter

Næste omgang blev fulgt til dørs af et glas spansk chardonnay fra Galicien med en

herlig syre, der var et glimrende og tiltrængt modspil til især en (igen lidt for tør) ravioli med fyld af oksehale,

der sammen med lidt bagte og derfor sødlige rødløg svømmede i en parmesansauce - denne gang dog uden skorper.

Omgangens bedste indslag var en tun-medaljon, grillet så kortvarigt, at den stadig var rå indvendig og med selskab af

en glimrende avocadokompot samt en syreholdig tomat/olivensauce. Ned på jorden kom vi dog hurtigt igen med en anonym stegt kammusling

med en voldsomt dominerende fennikel-og grape-vinaigrette.



Så var det tid til de to »hovedretter«, der skulle

vise sig at bære aftenens højdepunkter. Et umanerligt saftigt om end meget lille stykke perlehønebryst var serveret

med en cremet-grøn perlebyg. Sammen med et (meget lille) stykke braiseret svinekæbe lagt på en bagt kartoffelpuré

og lidt skorzonerrod i en popsmart, men absolut ikke dårlig anis-sauce. Aldeles glimrende og akkompagneret af et glas nærmest

feminin bourgogne, Les Beaumonts fra Daniel Largeot.



Nu skrev jeg ganske vist glas. Faktisk var hver eneste udskænkning

i Eats vinmenu så påholdende - vinen dækkede knap bunden af glasset - at man snarere må tale om smagsprøver.

Det er simpelthen for dårligt, når man skal punge op med 295 kr. for fem glas. Kun fordi jeg brokkede mig højlydt,

fik jeg mere end en enkelt mundfuld af bourgognen. Men det har selvfølgelig den fordel -som min medspiser påpegede -

at man efter fem glas på Eat sagtens kan køre hjem.



De annoncerede oste viste sig at bestå af blot to: en

fransk ko og en spansk ged, der begge blev serveret lige et par grader for kolde til at holde stuetemperatur.



Endelig - efter

næsten fire timer - kom de tre desserter. En ikke speciel interessant panne cotta med syltede bær, en rigtig god omgang

ristede æbler i skiver med mandelis og omgangens topscorer: portermarinerede ananas med lakridsis. Selv om lakridsen har det

med at dominere (og personalet derfor burde have anbefalet os at gemme den til sidst, så vi stadig kunne smage de øvrige

ingredienser), så står lakrids og ananas rigtig godt til hinanden, især når de som her får en medgift

af porter og lidt parterapi af et glas sød ungarnsk tokaj.

Undskyldende tjener

at er bestemt ikke uden ambitioner

og et langt stykke hen ad vejen lykkes de også, men undervejs er der for mange slappe og ligegyldige elementer, der kommer til

at fremstå som fyld.



Hele idéen med den tapas-inspirerede serveringsform er jo netop, at de som oftest ganske enkle

retter hver især skal stå knivskarpt samtidig med, at de indgår i et kongenialt samspil med de øvrige i samme

omgang. Lidt for ofte savnede jeg intensitet og smag i den enkelte råvare samt den sidste overbevisende skarphed i tilberedningen.



Helhedsindtrykket

er - ikke mindst sammenholdt med den stærkt påholdende udskænkning og denne aften noget slatne servering - derfor

blandet. At personalet godt vidste den var gal, fandt vi ud af, da tjeneren under vor afsked fandt ud af, at jeg var anmelder, og

straks begyndte at undskylde sig med manglende personale. Ærlig snak, men det ville have klædt Eat, om man derfor havde

tilbudt samtlige gæster reducerede priser denne aften. Men det er nu engang det på tallerkenen, der tæller, og her

er grundniveauet lige præcis højt nok til, at vi med lodder og trisser skraber os op på fire stjerner - men ikke

uden for-manende pegefingre.



Berlingske Tidende

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen