Berlingske Business
16:11Nu begynder rentegyseren for boligejere

Andetunger og kyllingetæer

På et tidspunkt skal de jo lære det, de små. Så forleden tog fruen og jeg juniorine med på arbejde.

Den lille fede, som hun hedder blandt venner, er kun to en halv måned gammel, så vi var noget spændte på,

hvordan det ville spænde af. Men tøsen opførte sig eksemplarisk, ventede med at langgylpe, til vi havde bedt om

regningen, og da restauranten ydermere udviste al mulig konduite og overbærenhed, så lykkedes projektet til fulde.



Det

på trods af at vi forgangne onsdag fejrede overgangen fra det kunstneriske Gedens til det eventyrlystne Abens År, og der

derfor var fyldt til sidste mand i det lille lokale et par trin nede fra Halmtorvet, hvor restaurant Pak Ka - efter ti år i

Borgergade og en lille pause - har huseret de seneste to år.



I gamle dage var Pak Ka kendt som en af de få kinesiske

restauranter, der nægtede at give efter for de smagsforskrækkede danskere. At fanen stadig holdes højt, kunne vi

overbevise os om ved at overhøre nabobordets bestilling. En enkelt ville bare have en bøf med salat (man kan spørge

sig selv, om han var klar over, hvor han var) og en kvinde i selskabet insisterede på en omgang chop suey. Denne omgang wokstegte

grøntsager med kødstrimler har intet med det cantonesiske køkken at gøre, men er opfundet i USA af kinesiske

immigranter for at tilfredsstille deres hvide arbejdsgiveres smag, men den unge dame, der ganske tydeligt godt kunne lide at sige

chop suey rigtig mange gange i hver sætning, insisterede. Indehaveren fru Shek fik brug for al sin ophøjede kinesiske

ro, da hun høfligt, men bestemt måtte afvise anmodningen.



Hos fruen og jeg var der ingen diskussion om, at vi skulle

have stedets specialitet, dim sum (udtales dim sam). De små typisk dampede eller dybstegte dejboller af enten ris- eller hvedemel

med forskelligt fyld er en slags kinesiske tapas. De er opfundet for små hundrede år siden i det sydlige Canton (eller

Guangzhou som det staves nu om stunder) og blev oprindeligt serveret til te.



Men først lagde vi ud med hver sin forret.

Fruen fik to cantonesiske forårsruller med fyld af kylling og glasnudler og lidt grøntsager. De var delikate, men fremstod

lidt kedelige i smagen.



Hos mig stod der en tallerken dejlig varm won ton suppe. Kogt på fond med en god smag af kylling,

kraftig uden at være for fed. Nede i suppeskålen var dumpet dels et par baby bok choys (spæde sølvbedelignende

grøntsager) og fire dumplings (tynde hvedemelspakker med fyld af rejepasta). Begge var dumpet i meget sent og dermed kogt så

lidt, at både bok choy og den næsten rå rejepasta havde bevaret deres saftige og sprøde bid. Yderst delikat

og en af de bedste won tons, jeg har fået i nyere tid.

En strøm af dim sum

Så var det tid til vores dim

sum. Fruen havde bestilt en forudbestemt menu med 10 styk for 95 kr., der ankom på et stort fad - og det er fundet for de penge.

Her får man virkelig den hurtige indføring i de mest sædvanlige dim sums. Alle klassikerne er her: har kau - dampede

rejer og vinterbambusskud i svøb af rismel, shiu my - dampede boller med fyld af svinekød og rejer, dampede boller med

oksekød, en lille forårsrulle med krabbekød og taro (en meget stivelsesholdig rod i familie med kartoflen), dybstegte

rejepuffer, dybstegt minitoast med rejepasta, en pandestegt tangrulle med en blanding af rejer, æg og sesam (næsten en

slags stegt sushi-rulle) og så til sidst desserterne: en halv pandestegt stor rismelsbolle og en linseagtig sød kartoffelkage

med en slags æggecreme indeni.



Med undtagelse af de søde dypper man først sine dim sums i enten en sød chili

sauce eller lidt soja. Fruen var tilfreds med sit udvalg af de delikate dampede, der er pakket ind i tynd rismel. Bedst af alt syntes

hun om shiu my, fordi fyldet af rejer og svinekød smagsfor-stærker hinanden på en god måde. Den dybstegte

rejepuf virkede lidt træt i smagen, og rejetoasten er smagt mere delikat (der var virkelig drøn på den dybstegende

wokfriture denne nytårsaften, og olien burde nok være skiftet undervejs). De søde var heller ikke lige hendes kop

te, men generelt var hun meget tilfreds, og til 95 kr. er denne dim sum-introduktion absolut værd at tage.

Særlige

specialiteter

Er man til dim sum for viderekomne, som Pak Ka også er leveringsdygtig i, så må man a la carte. Det

havde jeg forudset og derfor bestilt en hel stribe. For med dim sum er det, som de sagde på mit gamle favorit hang-out på

Sunset Strip: dim sum - and then some.



Først kom en tallerken med dybstegt svinetyktarm på et leje af strimlede kinaradiser.

Sjov smag, meget fed og med krydret smag af formentlig five spices. Lidt ligesom slik, og på samme måde er en hel tallerken

lige i overkanten, hvis man ikke har nogen at dele den med - og det havde jeg ikke, da fruen hørte, hvad den var lavet af.





Hendes lyst blev ikke større, da næste fad kom ind - ande-tunger! På et leje af vandmænd i lange strimler,

der lige havde været en tur i wokken. Ande-tungerne, der er længere, end man tror (og ja, det er svært ikke at se

Anders og ungerne for sig, mens man spiser) havde både ben og brusk, og var formentlig braiseret i en østersauce. Absolut

delikat, men med en noget anonym smag.



Så kom en portion af husets specialitet: stegte ægnudler med kinarejer og tynde

skiver af oksekød og andekød samt bok choy-kål og shiitakesvampe. Især de stegte tynde ægnudler vakte

begejstring!



Det er længe siden, jeg mindes at have kunnet smage nudlerne så tydeligt i denne klassiker, der i årevis

er blevet forvansket i grillbarerne.



Her gik serveringen lidt i stå. Jeg bestilte en ny kinesisk øl (tsing tao) og

ventede på finalen - mine dampede kolde kyllingetæer i stærk og syrlig sauce, men den kom aldrig. Køkkenet

troede at jeg ville bestille dens sorte fætter, hvor tæerne er varme og ankommer i en sauce af sorte bønner og

chili, og den var udsolgt.



Så vi sad et stykke tid og ventede, mens juniorine gik i mors mælkebar, og jeg kunne

følge, hvordan nabobordet nu brokkede sig over deres dim sum. Trods meget instruktive fotos i menuen, så var det ikke

gået op for dem, at for 33 kr. var der nok ikke til fem personer i én portion.



Det var stærkt underholdende,

og selv efter at køkkenet og jeg havde opklaret vores lille misforståelse, og jeg i stedet havde besluttet mig for char

siu boller, fortsatte det.



Char siu er en slags kinesisk biksemad, stegte svinekødsterninger med hakkede grøntsager

tilsat en sød barbecueagtig sauce, der her var pakket ind i store luftige (dampede) hvedemelsboller. Nu var jeg mere end mæt, men

man kan vel altid lige klemme en dim sum mere ned. I mit tilfælde fire rygende varme kau ze, pandestegte rismelboller med fyld

af den fremragende sødlige smagskombination svinekød og rejer.



Fruen skulle dog også have dessert - så

den fik jeg en bid af. En kugle vanilleis af ubestemmelig herkomst med lidt flødeskum og en sesambolle med fyld af sød

rød bønnepasta (sidstnævnte en dim sum i egen ret og nogle gange inkluderet i 10 styks menuen).



Pak Ka er

stadig garant for god cantonesisk mad, som den bør laves, når det skal gøres ordentligt. Jeg husker chefkokken

(fru Sheks mand Sio Meng Leong) en anelse skarpere i Borgergade-dagene, men der var som sagt pakket til sidste mand denne nytårsaften,

og det kan være forklaringen på de små detaljer, der ikke var helt oppe at ringe.



Men dim sum summarum, så

fås de små mundhappere formentlig kun bedre i Fu Hao et par hjørner længere henne i Colbjørnsensgade.

550 kr. kom vi af med for to personer, og det er altså ustyrligt meget rigtig god mad for en meget lille penge.





lad mig slutte med at ønske Pak Ka et lykkebringende Abens År og give dem en varm anbefaling med på vejen i form

af tre store stjerner.



Berlingske Tidende

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen