Berlingske Business

Verdens stormagter i fælles kamp mod selskabers skatteunddragelse

20BUSG20-RUSSIA.jpg
»Et vendepunkt i historien om internationalt samarbejde på skatteområdet,« sagde OECDs generalsekretær Angel Gurria fredag på G20-mødet i Moskva. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP

OECD har fremlagt en handlingsplan, der støttes af verdens stormagter i G20, som skal gøre op mod store selskabers skatteundgåelse. Handlingsplanen er det hidtil største skridt mod skatteunddragelse på globalt plan, men det er endnu uvist, hvilken effekt den reelt får.

Store multinationale selskaber flytter hvert år enorme milliardbeløb på globalt plan i skattely som Bermuda, Cayman Islands og De Britiske Jomfruøer. Men nu er der efter årtiers uenighed og tøven blandt verdens stærkeste lande fælles fodslag blandt G20-landene om at sætte hårdere ind over for skatteunddragelse.

»Denne handlingsplan, som vi vil rulle ud i løbet af de kommende to år, markerer et vendepunkt i historien om internationalt samarbejde på skatteområdet. Det vil give landene mulighed for at udarbejde de koordinerede, omfattende og gennemsigtige standarder, de har brug for,« udtaler Angel Gurría, generalsekretær for Organistationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

OECD har udarbejdet handlingsplanen forud for et møde blandt G20-landenes finansministre i går. Handlingsplanen består af 15 punkter, der inden for to år skal føre til konkrete initiativer, som landene kan gennemføre.

Milliarder gemmes i Bermuda

Overordnet er målet at sikre, at selskaberne rent faktisk betaler skat i de lande, hvor pengene tjenes og forhindre, at indtjeningen kanaliseres i skattely til lande med meget lavere eller slet ingen skat.

Kongeeksemplet er blevet internetgiganten Google, som ifølge Bloomberg News har undgået så meget som to milliarder dollar i skat globalt ved at placere sine intellektuelle rettigheder til salget uden for USA – f.eks. til teknologiske patenter og varemærker – i et selskab på Bermuda. Ved at lade Googles selskaber i resten af verden betale en høj pris for at bruge disse rettigheder, lander overskuddet dermed i Bermuda-selskabet i stedet for i de lande, hvor salget af produkterne reelt foregår.

Netop »overbetaling« til datterselskaber i skattely for egne rettigheder er et af OECDs 15 fokuspunkter i handlingsplanen. En anden af de klassiske måder at flytte rundt på overskud på er høje rentebetalinger mellem selskaber i samme koncern i forskellige lande. Det er også et af OECDs fokuspunkter at få bekæmpet. Nøglen til at indsatsen lykkes, er større gennemsigtighed, blandt andet ved at selskabernes skattebetalinger bliver offentliggjort land for land.

OECD nedsætter en særlig »task force« omkring de digitale mastodonter, der sælger produkter fra cyberspace. OECD sætter ikke navn på selskaberne, men udover Google har også Apple og Amazon været i søgelyset for aggressiv skatteplanlægning – og på et pressemøde i går nævnte OECDs chef for skatteområdet, Pascal Saint-Amans, netop, at det er »forkert«, når så meget overskud lander i Bermuda, uden at der er nogen reel økonomisk aktivitet i den caribiske østat.

Sprækker i krogene

Alt er dog ikke fryd og gammen mellem verdens stormagter i bekæmpelsen af skatteunddragelse. Den ansete britiske avis The Guardian, der dækker skatteområdet intensivt, kunne tidligere på ugen berette, at USA har sat sig imod særregler direkte rettet mod de digitale mastodonter, som blandt andre Frankrig har været en varm fortaler for.

Internt i EU har det hidtil også været et problem, at penge kanaliseres til lavskattelande som Luxembourg, Holland og Irland, men alle EU-lande inklusive de tre er dog umiddelbart indstillet på at øge åbenheden om selskabers skattebetalinger. Om det så også kommer til at materialisere sig i konkrete tiltag om nogle år, kan dog kun tiden vise.

Usikkerhederne til trods vurderer Richard Collier, der er partner på skatteområdet for PwC, over for Financial Times, at der kan blive tale om »den største reform af det globale skattesystem i en livstid«.

Og også selskabernes egen rådgivende komité i OECD medgiver over for den britiske finansavis, at »det internationale skattesystem ikke har fulgt med globaliseringen og de nye forretningsmodeller«. Det er derfor på sin plads at se på behovet for forandringer, mener selskabernes talsmand på skatteområdet Will Morris.

Andre interesseorganisationer som The Tax Justice Network mener dog, at OECDs handlingsplan er for vag og utilstrækkelig.

Ingen heksejagt

Det er da heller ikke alle, som tror, at de nye toner fra politikere verden over får nogen synderlig effekt. Kaj Worsøe Jensen fra Anglo Corporate Services rådgiver danskere i at oprette selskaber i skattely, og da den britiske premierminister, David Cameron, for nylig blæste til angreb mod skattely, sagde Worsøe Jensen til Berlingske:

»Det kan ikke lade sig gøre. Det er utopi. Statsledere siger, at de vil opnå så og så meget, velvidende at det aldrig vil komme til at ske. Der er alt for mange spillere i det her virvar, som er uafhængige af andre stater, og som har sine egne love og sine egne spilleregler. Det kan man ikke sådan lige pludselig lave om på.«

OECD og G20 indskærper, at der ikke på nogen måde er tale om en heksejagt på selskaberne, men at handlingsplanen skal sikre, at de multinationale selskaber betaler deres »fair andel af skatten«.

Når de store selskaber betaler meget lidt i skat, medfører det ifølge OECD nemlig, at mindre selskaber og almindelige skatteborgere må betale en højere skat, hvis levestandarden skal sikres.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen