Berlingske Business

Vækstplan skal styrke København internationalt

københavn
Reportagebilleder fra København. Her er det Københavns rådhus. Foto:

Region Hovedstaden vedtager fredag en større plan, som skal skabe mere vækst og flere nye job i og omkring København. Satsningen er nødvendig, hvis ikke København skal sakke bagud i forhold til andre europæiske storbyer, og kan blive en kæmpefordel for hele Danmark, fastslår regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

En omfattende vækst- og udviklingsplan bliver nu sat i søen af Region Hovedstaden. Planen ventes vedtaget af regionsrådet fredag og skal styrke København og hele »Greater Copenhagen«, der omfatter to regioner og 46 kommuner i Østdanmark plus 33 kommuner og en region i Skåne, som tilsammen har 3,8 millioner indbyggere.

Den økonomiske fremdrift i København og omegn er allerede nu langt større end i resten af Danmark. Men i forhold til Amsterdam, Berlin, Stockholm og flere andre europæiske storbyer sakker København og omegn bagud.

»Derfor risikerer vi at tabe masser af job og investeringer, hvis vi ikke gør vores bedste og satser endnu mere,« siger Sophie Hæstorp Andersen (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

københavn

Omkring halvdelen af den over 1.000 milliarder kroner store danske eksport skabes allerede nu af virksomhederne i hovedstadsregionen. København er også storleverandør af nye arbejdspladser, mens beskæftigelsen falder i andre dele af landet. Området er med andre ord Danmarks vækstmotor.

»Med vores nye regionale vækst- og udviklingsstrategi (ReVus) skal vi blive endnu bedre til at udfordre andre storbyer, som klarer sig bedre end os. Det er nødvendigt at satse endnu mere på Region Hovedstaden. Det vil komme hele Danmark til gavn, og derfor skal vi væk fra lilleputtankegangen om, at væksten i København sker på bekostning af andre dele af landet. Det er lige modsat. Væksten i Region Hovedstaden er motor for resten af Danmark,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

Planen lægger blandt andet op til øget satsning inden for fire områder, nemlig sund, smart, kreativ og grøn vækst.

Området »sund vækst« skal sikre, at Greater Copenhagen bliver én af verdens fem bedste erhvervsklynger for pharma-, biotek- og medicovirksomheder. »Smart vækst« handler om, at der senest i 2020 skal skabes en digital infrastruktur med et sammenhængende Copenhagen Wifi, så det er attraktivt både at besøge, bosætte sig og drive virksomhed i regionen. »Kreativ vækst« er øget satsning og kommercialisering af kreative fag som film, TV, arkitektur, mode, gastronomi og design. Endelig skal »grøn vækst« gøre hovedstadsregionen til verdens første metropol med et fossilfrit energi- og transportsystem.

»Det er på disse fire områder, Region Hovedstaden har sine styrker, og det er her, potentialet for at skabe vækst og nye arbejdspladser skal findes. Med de tilskud, vi kan få fra EUs regional- og socialfonde, bliver der samlet tale om en satsning på én milliard kroner over fire år,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

Samlet venter regionen, at beskæftigelsen vil stige med ti procent frem mod 2025, som følge af de nye initiativer. Hos DI (Dansk Industri) ser seniorchefkonsulent Jette Nøhr mange gode tanker i det nye udspil fra Region Hovedstaden.

03BUSSide_4_5_1.jpg

»Men det er næppe dette her, som rykker det hele fremad. Regionen har fat i noget af det rigtige, og der er mange gode ideer. Så det kan være med til at skubbe lokomotivet lidt fremad, men det bliver næppe det afgørende i sig selv,« siger Jette Nøhr.

DI kortlægger én gang årligt erhvervs­klimaet i alle landets kommuner, og her kommer København år efter år ud med noget nær en elendig placering. Erhvervs­klimaet bliver tilmed værre.

Sidste år lå København placeret som nummer 79 på en liste over de kommuner i Danmark, som tilbyder virksomhederne de bedste vilkår. Men nu er hovedstaden rutsjet ned til noget, der ligner en bundplacering som nummer 86.

»Det er først og fremmest infrastruktur og trafikforhold, skatter og afgifter samt sagsbehandlingen, virksomhederne klager over. København er en meget dyr kommune for virksomhederne, så det er her, der burde sættes mere ind,« siger Jette Nøhr.

25BBMhilfiger.jpg

Hun peger dog på, at København netop har vedtaget et budget for 2016, der tager fat på at nedsætte gebyrer for både erhvervsaffald og byggesager. Men der opkræves stadig én milliard kroner alene i dækningsafgift fra virksomhederne.

Borgmester Michael Ziegler (K) fra Høje-Taastrup ser det nye udspil fra Region Hovedstaden som en stor og vigtig ting.

»Det kan godt være med til at gøre en forskel. Det er en forudsætning for fremgang, at vi gør en fælles indsats, og at kommunerne også gør noget for at forbedre vilkårene. Sker det, kan det godt give hele regionen mere luft under vingerne og skabe flere nye job og større velstand,« siger Michael Ziegler.

Høje-Taastrup har over de seneste fire til fem år skabt 7.000 nye job i deres egen kommune. Det er sket blandt andet ved at skabe bedre transportforhold, billige jordpriser og mere erhvervsvenlige forhold. Men takket være den nye vækst- og udviklingsplan vurderer borgmesteren, at der kan komme endnu flere job i kommunen.

flytning

Region Hovedstaden vil som led i den nye plan forsøge at etablere én politisk ledelse, der har ansvaret for hele den kollektive trafik i Greater Copenhagen. Med til planen hører også nye investeringer i mere infrastruktur samt øget fokus på at tiltrække og fastholde internationale talenter.

Det er også et mål, at videnarbejdere og internationale talenter fra hele verden inden 2025 skal opfatte Greater Copenhagen som et af de fem mest attraktive steder i verden at leve og arbejde. Netop manglen på specialiseret og højtuddannet arbejdskraft er en af de største barrierer for at tiltrække investeringer og skabe vækst.

Planen omfatter også nye direkte flyruter til Kina og et mål om at komme på kinesernes top 10-liste over de mest attraktive turistdestinationer i Europa.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen