Berlingske Business

Topchefer tvivler på hurtigt opsving

Topchefer tvivler på hurtigt opsving - 1
Foto:

De seneste ugers gryende optimisme skydes ned af flere fremtrædende erhvervsfolk. Vi er på bunden, og vi bliver der i lang tid, lyder den dystre melding. Flere advarer om, at vi vil se falske opture, og at den øjeblikkelige aktieoptur kan slutte meget brat for aktieejerne.

Den økonomiske krise herhjemme er ikke overstået. Vi har måske nok nået bunden, men at tro, at et egentligt opsving venter lige om hjørnet, er alt for optimistisk.

Sådan lyder konklusionen fra en række af dansk erhvervslivs tungeste ledere, der reagerer på de seneste dages meldinger om, at opsvinget kan være på vej. Trods stærke tal fra Tyskland og USA, samt øget optimisme i en række store virksomheder, så skydes udsigten til et egentligt opsving ned.

»Jeg tror desværre, at opsvinget bliver tøvende, og at faldet i beskæftigelsen kan fortsætte ganske lang tid. Det er sjældent, jeg har set så globalt synkrone konjunkturer. Det betyder, at der ikke er så mange trækheste, måske Kina, så det er svært at se, hvor opsvinget skal komme fra,« siger ATPs administrerende direktør, Lars Rohde.

Som chef for Danmarks største pengetank og investo, deltager han gerne i Berlingske Business’ bogstavleg, hvor bogstavernes form svarer til kurven for konjunkturforløbet. Lars Rohdes bedste bud er et »U«, men stregen i bunden kan blive ganske lang. Altså en hurtig nedtur, fulgt af en lang stabiliseringsperiode, før opsvinget sætter ind.

Han vurderer, at aktierne er steget for meget hen over sommeren, og der kan derfor komme en periode med kursfald.

»Vi synes, at aktierne er steget meget, og andet halvår kan blive ganske udfordrende. Det afhænger ikke af psykologien, som det gjorde i første halvår. Det afhænger af makroøkonomien,« siger Lars Rohde.

Beskeden optimisme
Lars Rohde støttes af koncernchef Carsten Bjerg fra Grundfos. Han har netop haft samlet en stribe af direktørerne fra koncernens datterselskaber, og optimismen er beskeden.

»Jeg må desværre sige, at jeg ikke kan tilslutte mig det positive billede og udsigten til et opsving. Det er vores oplevelse, at vi nu nok har nået bunden, hvilket i sig selv er godt. Men vi tror også, at vi kommer til at køre hen over bunden i lang tid. Der vil være indikatorer, der peger op, men man skal huske, at udgangspunktet er markant tilbagegang, og derfor giver de små positive tegn måske et forkert billede,« siger Carsten Bjerg, der dog hilser velkommen, at krisen nu har stabiliseret sig, så virksomhederne bedre kan forudsige fremtiden.

Midt i krisen
Heller ikke Fritz Schur, der er bestyrelsesformand i de tre store selskaber SAS, DONG og Post Danmark med adskillige tusinde ansatte og en samlet omsætning på over 120 mia. kr., tror på, at opsvinget venter rundt om hjørnet.

Fritz Schurs vurdering er, at den økonomiske krise ikke ligger bag os, men at vi står midt i den, blandt andet med kraftigt stigende arbejdsløshed langt ind i 2010.

»Ser man på den økonomiske vækst (BNP, red.), har vi nok set det værste, men der bliver tale om meget små og usikre fremskridt herfra, især bekymrer den stigende arbejdsløshed mig. Børsmarkedet har det med at reagere for kraftigt, både når det går op, og når det går ned. Det er min fornemmelse, at aktierne er kommet for højt op i pris, og at vi vil se et tilbagefald i efteråret 2009,« siger Fritz Schur.

For nylig har nøgletal fra USA og Tyskland vist, at produktionen i de to lande er holdt op med at falde, men Lars Rohde påpeger, at arbejdsløsheden stadig er stigende i langt de fleste lande, og samtidig er boligpriserne faldende. To forhold, der næppe sætter gang i privatforbruget.

»En stor udfordring er, at de mange stimuli til den amerikanske økonomi toppede i andet kvartal, så der er ikke flere ekspansive træk fra USAs offentlige finanser i det kommende halvår. Det kan USAs økonomi kun holde til, hvis amerikanerne begynder at øge deres forbrug. Gør de det ikke det, og får man ikke yderligere stimulanspakker gennem Kongressen, så kan det godt blive ganske udfordrende for den globale økonomi,« siger Lars Rohde.

»Lidt op og ned«
Topchef i forsikringskoncernen TrygVesta, Stine Bosse, deler Lars Rohdes ikke alt for opmuntrende syn på opsvinget:

»Jeg har noget svært ved at kalde det, vi ser, for et opsving. Jeg tror på en flad udvikling med enkelte lyspunkter. Hvis man kan blande et »U« og et »W«, hvor det bobler lidt op og ned, så er det nok det, jeg hælder mest til,« bemærker Stine Bosse.

Hun påpeger, at udsigten til fremgang er ganske afhængig af, hvilket land man befinder sig i. For Danmark ser det ikke så godt ud:

»Danmark er alt andet lige hårdere ramt, fordi vi virkelig har givet den gas i de seneste år. Jeg tror, vi i nogen tid kommer til at se arbejdsløsheden stige, og det kommer til at føles som en lang periode, hvor vi er nødt til at leve med efterveerne af finanskrisen,« siger Stine Bosse.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen