Berlingske Business
17:42

Topchefen, der blev whistleblower

Topchefen for Olympus, Michael Woodford, var på en ensom færd, da han forsøgte at afdække milliardsvindel i egne rækker. Han kunne ikke stole på sine nærmeste ledelseskolleger og måtte samtidig leve med frygten for at blive likvideret af den japanske mafia. Han vil ikke ubetinget råde andre højt placerede potentielle whistleblowere til at gøre det samme.

På en forretningsrejse i sommeren 2011 modtog topchefen for den japanske virksomhed Olympus, englænderen Michael Woodford, en mail, som kom til at vende op og ned på hans liv. Kort tid efter var hans største bekymring ikke længere, hvordan det gik med Olympus’ globale salg af sundheds- og forbrugerelektronik. I stedet kom alt til at handle om, hvorvidt han kunne stole på sin bestyrelsesformand og nærmeste ledelseskolleger. Og over det hele hang frygten for at blive likvideret af den japanske mafia.

Mailen, som udløste alt dette, kom fra en japansk ven.

»VIGTIGT NYT«, skrev vennen, der gjorde opmærksom på en opsigtsvækkende og kritisk artikel om Olympus, der var offentliggjort i det lille japanske magasin Facta.

Under overskriften »Massive skjulte tab på uforsvarlige virksomhedskøb« mistænkeliggjorde Facta en håndfuld virksomhedshandler, som Olympus havde foretaget flere år tidligere. Ifølge artiklen havde Olympus betalt næsten en milliard dollar for tre ubetydeligt små virksomheder for kort efter at nedskrive værdien af dem til næsten ingenting. Artiklen fortalte også om et hidtil ukendt beløb på knap 700 mio. dollar, som Olympus skulle have betalt oven i købet af en britisk virksomhed.

Artiklen mistænkeliggjorde en af Japans største og velrenommerede virksomheder med over 40.000 ansatte og en omsætning på knap ti mia. dollar. Mellem linjerne lå det, at Olympus skjulte noget for omverdenen.

Michael Woodford havde aldrig hørt om Facta, og hans første indskydelse var, at artiklen måtte bero på en misforståelse.

Han havde arbejdet for Olympus i mere end 30 år og havde som den første ikke-japaner arbejdet sig helt til tops i en af Japans store virksomheder. Få måneder tidligere var han blevet forfremmet til president for Olympus og indtrådte samtidig i virksomhedens bestyrelse. Efter så mange år i Olympus havde han ikke fantasi til at forestille sig, at virksomheden kunne være involveret i regnskabssvindel.

»Jeg troede, at det var en super konservativ virksomhed. Det sidste, jeg troede, de kunne finde på, var at begå svindel,« siger Michael Woodford, da Berlingske møder ham i København tidligere på sommeren.

Artiklen fortsætter under billedet
14MAGMichael-Woodford-10505.jpg
Michael Wooford valgte som topchef at afdække milliardsvindel i den japanske virksomhed Olympus. Det blev en ensom kamp, og han vil heller ikke ubetinget råde andre potentielle whistleblowere i højt placerede stillinger til at gøre det samme. ?Foto: Ólafur Steinar Gestsson

De følgende dage og uger viste, at Michael Woodford tog fejl. Den virksomhed, han troede, han kendte ud og ind, havde tilsyneladende skeletter i skabene. Og snart gik det op for ham, at en direktionskollega og bestyrelsesformanden dækkede over noget.

Da han efter forretningsrejsen vendte tilbage til Tokyo, som han var flyttet til efter udnævnelsen til president, opdagede han, at bestyrelsesformanden for Olympus, Tsuyoshi Kikukawa, havde forsøgt at skjule artiklen og dens indhold for ham. Kikukawa havde instrueret de ansatte på direktionsetagen om, at Michael Woodford ikke måtte vide noget om artiklen.

Oplysningen gjorde Michael Woodford urolig. Og vred. Hvorfor skulle han forholdes den slags oplysninger, når Kikukawa, hans mentor gennem mange år, få måneder tidligere havde forfremmet ham til president for Olympus?

Michael Woodford bad Kikukawa om et møde. Olympus’ vice president Hisashi Mori deltog også. Mødet beroligede ikke Michael Woodford. Tværtimod. Da han spurgte, hvorfor Kikukawa ikke havde gjort ham opmærksom på artiklen, lød svaret: »Du er president. Du skal bruge din tid på vigtigere ting.«

»Men er det sandt?,« spurgte Michael Woodford.

»Noget af det,« sagde Kikukawa.

Michael Woodford borede videre, men fik kun undvigende svar. Han håbede at få flere svar af Hisashi Mori, da de fortsatte mødet på tomandshånd, men mødet understregede blot, at Michael Woodford var på ensom færd i sin jagt på at kaste lys over sagen. Mori gav vage svar, og hans loyalitet lå ikke hos Michael Woodford. Det stod klart, da Michael Woodford spurgte Mori, hvem han arbejdede for.

PANAMA PAPERS

»Jeg havde forventet, at han svarede »Olympus«. I stedet sagde han: Jeg arbejder for Kikukawa,« fortæller Michael Woodford.

Han var alene. Og rådvild. Noget var råddent i Olympus, men han kunne tilsyneladende ikke stole på sine nærmeste i ledelsen. Samtidig vidste han, at der ikke var nogen vej udenom. Hvis ikke han selv forsøgte at trænge til bunds i sagen, ville han selv være del af den rådne kultur.

Facta-artiklen blev efterhånden også kendt internt i Olympus, og Michael Woodford fik ofte spørgsmål om indholdet, når han på rejser i udlandet mødte andre topfolk i Olympus.

Presset på ham voksede yderligere, da Facta i slutningen af september publicerede endnu en kritisk artikel om de opkøbte virksomheder. Facta afdækkede, at der i ejerkredsen bag en af de opkøbte virksomheder også var en virksomhed med relation til såkaldte antisociale kræfter.

Den oplysninger fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Michael Woodford. Antisociale kræfter er en eufemisme for den japanske mafia, yakuzaen.

»Folk er blevet slået ihjel for meget mindre,« siger Michael Woodford.

Factas nye afsløringer var yderligere en stressfaktor. Siden offentliggørelsen af den første artikel i juli havde han sovet dårligt om natten og måtte jævnligt ty til alkohol, nogle gange suppleret med sovemedicin, blot for at få nogle timers sammenhængende søvn, inden spekulationerne igen rev ham ud af søvnen. Der var dage, hvor han følte sig i en zombieagtig tilstand på grund af søvnmangel.

Han var på forretningsrejse til New York, da han læste Facta-artikel nummer to. Han besluttede, at han ikke ville rejse tilbage til Japan, før han havde fået svar på sine mange ubesvarede spørgsmål om de mistænkelige opkøb.

I stedet tog han til London, hans hjemby gennem mange år, og sendte herfra i løbet af de følgende dage fire breve til både Mori og Kikukawa. Men de undveg og kom med vage svar på hans mange spørgsmål. I et femte brev truede han med at sige op og gå til offentligheden, hvis ikke han fik svar på sine meget konkrete spørgsmål. Det gav pote, omend han ikke anså svarene for helt troværdige. Men det var svar nok til, at han i slutningen af september rejste til Tokyo til et møde med Kikukawa.

På mødet forlangte Michael Woodford – oven i sin president-titel – at få titel af CEO. Han tænkte, at det ville styrke hans mulighed for at kunne gøre, hvad der var nødvendigt for at trænge til bunds i sagen, herunder at få en uvildig revisor til at kulegrave ledelsens dispositioner i forbindelse med de mistænkelige opkøb.

Kikukawa og resten af bestyrelsen indvilgede nødtvungent, da han ellers ville sige op. Pr. 1. oktober 2011 var Michael Woodford officielt også CEO for Olympus. I pressemeddelelsen blev han rost i høje toner for sin indsats siden udnævnelsen til president et halvt år tidligere. Men det var spil for galleriet. Kort efter gik det op for Woodford, at Kikukawa fortsat trak i trådede bag kulissen.

I al hemmelighed hyrede Woodford derfor et eksternt revisionsfirma, PWC, til at granske et enkelt hjørne af alt det uforklarlige, nemlig det ekstremt høje rådgivningshonorar, som var blevet udbetalt i forbindelse med købet af en af virksomhederne. PWC-rapporten udtrykte både kritik af og bekymring om ledelsens dispositioner i forbindelse med opkøbene.

finn østrup

PWC-rapporten sendte han til Olympus’ bestyrelse. Han gjorde opmærksom på, hvor store tab Olympus havde haft på grund af opkøbene, og anførte, at de ansvarlige skulle stilles til ansvar. Samtidig opfordrede han Kikukawa og Mori til at træde ud af Olympus’ bestyrelse.

Det var øjensynligt dråben, der fik bægeret til at flyde over.

På et bestyrelsesmøde om morgenen 14. oktober 2011 blev Michael Woodford fyret som president og CEO for Olympus. Det skete blot to uger efter, at han var udnævnt til CEO. En fyring af topchefen i et af Japans største virksomheder, tilmed en udlænding, der som den første havde arbejdet sig helt til tops i en japansk virksomhed, var uhørt i Japan og ville uundgåeligt vække stor opsigt. Ikke mindst, da han netop var blevet forfremmet. Den slags vil en virksomhed normalt gå langt for at undgå.

»De må have været bange for noget, som var endnu mere skræmmende,« siger Michael Woodford.

Frygten for mafiaen var årsagen til, at Michael Woodford selv nærmest flygtede ud af Japan allerede om eftermiddagen, mens han hele tiden kiggede sig over skulderen. Efter fyringen tog han hurtigt nogle få private ting med sig fra kontoret og hastede videre til sin lejlighed, hvor han pakkede på ti minutter og skyndte sig over i den nærliggende Yoyogipark. Herfra ringede hen til Financial Times’ korrespondent i Tokyo, Jonathan Soble, og bad ham komme med det samme. Han ville give sin version af fyringen og så derefter hurtigst muligt ud af landet.

Efter interviewet tog han en taxa direkte til lufthavnen og fløj via Hong Kong for at slippe væk hurtigtst muligt. Han landede i London næste morgen og kunne se sig selv på forsiden af Financial Times.

Men han var stadig bange. Hjemme i London gik han til politiet med sin frygt for at blive likvideret af den japanske mafia. Politiet tog ham alvorligt. De lavede et sikkerhedstjek af hans lejlighed, rådede ham til at få en armeret fordør og udstyrede ham med et direkte nummer til en responsenhed, der kunne rykke ud omgående.

Efterfølgende er det ikke blevet bevist, at sagen og svindlen rent faktisk havde forbindelse til mafiaen. Meget andet er efterfølgende blevet afdækket, men ikke alt. I begyndelsen holdt Olympus ganske vist fast i, at fyringen var begrundet i store kulturelle forskelle mellem en vestlig topchef og en japansk organisation, men presset på Olympus voksede uge for uge i takt med den intensive mediedækning. Michael Woodford var konstant i de internationale medier med sin version og afgav forklaring til efterforskere hos både amerikanske FBI, britiske Serious Fraud Office og japansk politi.

Hårdt presset indrømmede Olympus i begyndelsen af november, at virksomheden gennem to årtier havde havde skjult tab på investeringer. En intern efterforskning i Olympus blev offentliggjort i december 2011. Den viste, at regnskabsvindlen løb op i næsten 1,7 milliarder dollar og havde til formål at dække over to årtiers mislykkede investeringer, som flere tidligere Olympus-topfolk stod bag.

BM

Olympus’ bestyrelsesformand Kikukawa, der fratrådte som bestyrelsesformand i slutningen af oktober, blev sammen med vice president Hisashi Mori og internal auditor Hideo Yamada udpeget blandt de ansvarlige for affæren. De blev siden alle idømt betingede fængselsstraffe. Olympus blev idømt en bøde på 1,3 mio. dollar for forfalskning af sine regnskaber med det formål at skjule tab.

For Michael Woodford blev det opslidende forløb et nærstudie i menneskelig adfærd. Han oplevede, hvordan nære kolleger, der først bakkede ham op i hans jagt på sandheden, siden vendte ham ryggen og hyttede deres eget skind. Andre stod ham bi til det sidste og var villige til at risikere karrieren, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Alligevel var det en ensom kamp, fordi Michael Woodford var den eneste, der reelt kunne tage fat om nældens rod.

Derfor vil han heller ikke ubetinget råde andre potentielle whistleblowere i højt placerede stillinger til at gøre det samme, som han selv gjorde. Selv gik han ikke lige frem efter at blive whistleblower.

»Det er lidt som, hvis man overværer et mord, som så viser sig at være banderelateret. Man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og med mindre man har en god platform som min, hvor jeg var president og CEO for en af Japans største virksomheder og kunne mobilisere medierne, risikerer man at blive ødelagt af processen og af systemet. Og dine kolleger... det er nok lidt som at være på Titanic. Nogle opfører sig ordentligt og hjælper kvinder og børn, men mængden vil trampe hen over dig og kun tænke på sig selv,« siger Michael Woodford.

Den egentlige whistleblower, der tippede Facta-journalisten med sin viden, en Olympus-ansat, er aldrig stået frem. Michael Woodford har mødt ham en enkelt gang.

»Han er helten i historien, men selv hans egen kone ved ikke, at han er whistlebloweren. Han sagde til mig: Hvis hun vidste det, ville hun bebrejde mig for at have forrådt firmaet, lige som du er blevet, Michael,« siger Michael Woodford.

Michael Woodford anlagde efterfølgende sag mod Olympus, som indgik forlig og betalte ham 12 mio. dollar for uberettiget fyring.

I dag ernærer han sig som rådgiver og foredragsholder. Han rådgiver om bl.a. compliance og erhvervsmuligheder i Japan. Han har fået flere interessante jobtilbud, men har sagt nej.

»Efter det, jeg har været igennem, vil jeg aldrig igen være a corporate animal med møder med power point slides og bullshit bingo. Jeg har aldrig brudt mig om managementkonsulenter, nu er jeg selv blevet en af dem, men fordi jeg er uafhængig kan jeg sige tingene uden omsvøb,« siger Michael Woodford.

 

 

Artiklen baserer sig på interview og foredrag med Michael Woodford, nyhedsartikler, Olympus’ hjemmeside, bogen »Exposure« udgivet på forlaget Penguin samt BBC-dokumentaren »The $1.7 Billion Fraud: Full Exposure«.

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen