Berlingske Business

TDC: Vi skal genopfinde fremtiden

Weng
TDC skal genopfinde fremtiden under nye, vanskelige konkurrence-forhold, siger Anders Jensen, koncerndirektør i TDC Privat. Foto:

Teleselskaberne går en kompliceret tid i møde med flere tjenester og flere konkurrenter. Løsningen er at holde, hvad man lover, hvilket man ikke har været vant til, siger TDC.

»Den gyldne æra for traditionelle teleselskaber er forbi. Vi er nødt til at genopfinde fremtiden,« siger Anders Jensen, koncerndirektør i TDC Privat.

Han mener, at teleindustrien i de næste par år står over for langt større ændringer, end de seneste årtier har bragt.

»Indtil videre har det været relativt ukompliceret. Vi leverer en forbindelse, og kunden betaler for den. Én leverandør og én betaler. Nu kommer der flere og flere services ’’over the top’’. Det vil sige flere produkter, og flere at betale til.«

OTT (Over The Top) er et af tidens hotte begreber i it-verdenen og står for services, som leveres oven på en forbindelse, f.eks. det mobile internet eller internetforbundne tv-apparater. Det kan være alt fra VOD (Video On Demand) til betalingssystemer til sociale netværk.

TDC, og kolleger som Telia og Telenor, bliver i disse år derfor hvirvlet ind i en ny verden, hvor en helt ny type virksomheder blander sig, fra Google til Apple til Facebook. De vil komme med forbindelsen ind i hjemmet eller til telefonen, og det skaber helt nye økosystemer, siger Anders Jensen.

»Villigheden til at betale for forbindelsen bliver udfordret, fordi der nu også er et lag med services, som kunden skal forholde sig til.«

Samarbejd eller dø

Problemstillingen kaldes »dumme rør vs kloge rør«. Det vil sige, om teleselskabet skal holde sig til at levere forbindelser, et dumt rør, hvor pris ofte er den afgørende parameter, eller om man skal tilføje egne services. For TDC er der ingen tvivl om, at sidstnævnte er vejen frem, hvorimod konkurrenterne er mere fokuserede på at levere forbindelser, lyder det fra Anders Jensen.

»Hvis man satser fuldt på det mobile net, som vores konkurrenter synes at gøre, er der kun én vej, og det er at satse det hele på LTE (4G netværk, red.). Men det bliver en vej med forhindringer. Der vil altid være tekniske problemer med en ny teknologi, mangel på de rette telefoner og så videre.«

Det mest fremtrædende eksempel på TDCs strategi er YouBio, filmudlejningstjenesten bygget oven på kabel og internetforbindelser fra YouSee. Dermed har man også bevæget sig ind på et nyt marked, hvor konkurrenterne hedder ViaSat, Netflix og Blockbuster.

Integreret løsning

Et andet eksempel finder vi med TDCs integrerede løsning af indhold på tværs af tv, PC og mobil. Det startede med navnet TDC Play, der var verdens første musikløsning, men er i dag udvidet til en samlet login-løsning, hvor TDC-kunderne har adgang til film, tv-serier, mere end 18 mio. musiknumre og cloudtjeneste.

Igen møder man nye konkurrenter, der tilbyder lignende services eller leverandører, som ikke ønsker at tilslutte sig TDCs løsning.

»Vi anser ikke virksomheder som Facebook eller Google som konkurrenter, men snarere samarbejdspartnere.«

Det kan lyde som det politisk korrekte svar, men Anders Jensen insisiterer.

»I denne nye verden, en jungle med services, der forbindes på kryds og tværs, dør man, hvis man lukker sig inde og ikke vil samarbejde, også med konkurrenter. Jeg ser en ny åbenhed vokse frem i denne verden, hvor samarbejde er vejen frem.«

Notorisk dårlige til branding

Helt uden konkurrence går det imidlertid heller ikke, og et af våbnene hedder branding, hvilket samtidig er en udfordring.

»Teleselskaber er notorisk dårlige til at levere det, de lover,« siger Anders Jensen.

»Det er virkelig forbavsende, hvor få etablerede brands der findes inden for telco-industrien. Det er typisk hardware, som Apples, eller noget på indholdssiden.

Men netop brandet er vigtigt i en tid med så mange omstillinger og nye spillere på banen, siger Anders Jensen.

»TDC har en unik position på det danske marked, og det skal udnyttes. Vi bygger services mellem røret og kunden, hvilket er ret unikt.«

Omdrejningspunkterne i TDCs brandstrategi er således dels at levere det lovede og dels at signalere, at kunden i dag får leveret ikke kun en forbindelse, men et underholdningsunivers. Strategiskiftet ses tydeligt i de aktuelle tv-reklamer fra Telegiganten, hvor kendisser som Casper Christensen benytter sig af TDC som et mobilt vindue til verden. En noget anderledes og mere moderne stil end det foregående reklamekoncept, folkekomedie med de gakkede naturister Claus og Britta.

Rigtig, men vanskelig

Aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank mener, at TDCs strategi med at satse på OTT-tjenester er rigtig, men også vanskelig.

»Alle teleselskaber frygter at blive reduceret til en simpel leverandør af en forbindelse, mens andre selskaber kæmper om indholdet. Man skal kunne levere noget andet end den rå ydelse for dermed at konkurrere på andet end prisen. TDC er nok det selskab i Danmark, der gør mest i den retning, f.eks. med videoudlejning via YouSee. Telia eller Telenor kan ikke lave det samme ’’setup’’ med noget som helst.Hvis det kommer til stykket, vil TDC ikke kunne konkurrere med giganter som Google, Facebook eller Netflix, men i kraft af deres position på det danske marked bør det være muligt for dem at finde nicher, hvor de kan levere tjenester, uden de generer de store udenlandske firmaer.«

Hos Telenor er man ikke overraskende uenig i, at TDC er den eneste, som forfølger en strategi med OTT-tjenester.

»For at kunne bibeholde et tæt forhold til kunderne er det nødvendigt også at levere services til kunden, ellers er man fortabt,« siger Sven Thaulow, som er CEO for Telenor Comoyo, der er sat i verden for netop at udvikle sådanne services for den norske telegigant. Comoyo er endnu ikke på det danske marked, men det kommer, og danskerne vil dermed få endnu en mulighed for at hente bl.a. film fra cyberspace.

»Internettet er omdrejningspunktet. Alle services, inklusive tale og sms, men også levende billeder, vil i fremtiden køre over nettet, og det gælder om at være med når disse services går i luften,« lyder det fra Sven Thaulow i Oslo.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen