Berlingske Business

Rigsrevisionen har fundet milliardfejl i Skats regnskaber

Borgeres og virksomheders gæld til de danske skattemyndighederne er to milliarder kroner større, end Skat har opgjort den til, fastslår Rigsrevisionen.

De danske borgere og virksomheder skylder to milliarder kroner mere til de offentlige kasser, end Skats egne opgørelser viser. Det fastslår Rigsrevisionen ifølge Politiken.

Ifølge Skat nåede de offentlige restancer op på 79,1 milliarder kroner ved udgangen af sidste år. Men nu har Rigsrevisionen fået gælden opskrevet til 81,1 milliarder kroner. På ét år er den samlede gæld til Skat derved steget med godt fire milliarder kroner, skriver Politiken.

»Vi har gennemgået restancebeløbet sammen med Skatteministeriets Interne Revision og finder i den proces, at der er nogle problemer med Skats opgørelse. Derfor har vi haft en dialog med Skatteministeriet, der har valgt at konkludere, at det nok er mere retvisende at opgøre den samlede offentlige gæld i 2012 til 81,1 milliarder, og ikke de 79,1 milliarder, der fremgik af deres årsrapport. Og der er stadig en vis usikkerhed forbundet med tallet,« siger kontorchef i Rigsrevisionen Michala Krakauer til avisen.

Hun understreger, at der »har været problemer med inddrivelsen meget længe nu« og kalder det »en ærgerlig udvikling«, at restancerne fortsat skyder i vejret. Hun påpeger, at man stadig ikke har set effekten af Skats digitale inddrivelsessystem EFI, som skulle have været oppe at køre for flere år siden. Derfor vil Rigsrevisionen i det kommende år stille skarpt på EFI, både når det gælder det regnskabsmæssige og selve systemet.

Ifølge Michala Krakauer forventer Rigsrevisionen, at vi nu »får et system, der kan give de forbedringer og effektiviseringer, der har været forventningen og indregnet i mange år«.

Statsrevisor Henrik Thorup (DF) finder det »hamrende useriøst og utroværdigt«, at restancebeløbet bliver revideret med to milliarder kroner.

»Skatteministeriet har i højeste grad deres problemer. Jeg håber ikke, der breder sig en fornemmelse af, at man ikke behøver at afregne med det offentlige. Jeg tror også, at Skat får samlet en del op, når EFI-systemet kommer i gang for alvor. Vi følger sagen, og det gør Rigsrevisionen jo også. Vi kan ikke leve med et skattevæsen, som tillader, at vi sidder med udeståender på 81 milliarder kroner,« siger han til Politiken.

Efter seks års forsinkelse blev det nye inddrivelsessystem lanceret i september. Og Skats inddrivelsesdirektør, Jens Sørensen, forventer, at man næste år vil se kurven knække i forhold til de restancer, det ikke er muligt at inddrive. Ifølge ham er der tale om regnskabsteknik, når Rigsrevisionen opjusterer gældens størrelse:

»To milliarder er da mange penge, men forklaringen på den korrektion er, at hver måned og hvert år, når man opgør restancerne, har man delt dem i de såkaldte inddrivelige og ikkeinddrivelige restancer; altså dem, man kan hente hjem, og dem, der er tvivlsomme. Og det er korrektioner mellem disse to grupper, der kan give de ændringer, vi ser her«.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen