Berlingske Business

Når ideerne og pengene mangler

19BUSRepublican-National-Co.jpg
Formanden for det republikanske parti, Reince Priebus,har fået vendt skuden for sit parti. Han har dog stadig et problem i form af den tidligere demokratiske senator, udenrigsminister og USAs tidligere førstedame, Hillary Clinton. Hun stiller muligvis op som demokraternes præsidentkandidat. Jonathan Ernst/Reuters

Republikanerne har indledt en vigtig diskussion om fremtidens valgformer

Det er altid alvorligt, hvis man mangler både holdbare ideer og penge til at fuldføre projekter. Det er det også for politiske partier, og det amerikanske republikanske parti er gået i gang med en ransagelse af, hvad der skal til, for at partiet vinder det amerikanske præsidentvalg i 2016 og midtvejsvalget næste år.

Det er ikke sådan, at de amerikanske partiers kandidater mangler penge, når først showet ruller. Da ruller der milliarder ind på kontiene til de kandidater, der til sidst bliver dem, der skal forsøge at nå den eftertragtede stol i Det Hvide Hus. Men selve partiernes strateger – både demokraternes og republikanerne – har ikke alt for mange penge til at lægge de overordnede planer.

Formanden for det republikanske parti, Reince Priebus, overtog faktisk et fallitbo i 2011 – året før præsidentvalget – med en partigæld på 26 mio. dollar og »to kreditkort, der var inddraget, fordi regningerne ikke blev betalt«. Priebus har fået vendt skuden. Republikanerne er nu ved muffen. Udover at have betalt partiets gæld har republikanerne rejst cirka 40 mio. dollar. Demokraterne har stadig en gæld at slås med. De har til gengæld præsidentposten.

Ved det republikanske partis årlige møde her i weekenden lagde Priebus hårdt ud med en række strategier, som samlet set skal give partiet et kanonvalg næste gang. Det kræver dog, at partiet idémæssigt rykker sig, og der kommer formanden til kort. Det er svært for Priebus at gøre noget ved selve kandidaternes politik. Derimod kan han lægge en strategi, som kan hjælpe partiets kandidater. Og det er han godt i gang med.

Men først til politikken. Priebus har allerede lagt sig ud med flere i partiet ved at antyde, at det hele ville blive meget lettere, hvis republikanerne i god tid inden næste valg fik sat nogle markante aftryk på en ny immigrationslovgivning, som foreløbig er strandet i Kongressen på grund af republikanernes modstand. Partiet mangler latino-vælgerne. 11 mio. ulovligt indvandrede latinoer venter på en ny lovgivning, der i det mindst med tiden kan give dem håb om et amerikansk statsborgerskab. Men foreløbig uden resultat. Priebus har også antydet, at republikanerne måske skulle ændre syn på homoseksuelle ægteskaber, men den gik heller ikke rent hjem. Så derfor har han vendt sig mod det, han kan gøre noget ved. Praksis.

Priebus traf flere kontroversielle valg her i weekenden. Der er én ting, republikanerne frygter mere end noget andet, og det er, at den tidligere demokratiske senator, udenrigsminister og USAs tidligere førstedame, Hillary Clinton, stiller op som demokraternes præsidentkandidat. Det siger rygterne, at hun vil. Og hvis hun gør det, bliver det op ad bakke for republikanerne. For hun er populær.

Oveni denne trussel har to amerikanske TV-selskaber, CNN og NBC, bebudet, at de vil producere henholdsvis en dokumentar- og en fiktionsserie om Hillary Clintons politiske liv. De vil begge få premiere på et tidspunkt, hvor Hillary Clinton er i valgkamp. Og det er dårligt nyt, vurderer republikanerne. Det betyder, at hun får en endnu større helterolle. Så derfor bebudede Priebus, at de to TV-stationer ikke får lov til at indgå aftaler med republikanerne og sende republikanske debatter under valget som andre TV-selskaber.

Priebus har ikke lyst til at give noget som helst til de to TV-selskaber, og han kamouflerer det under en overordnet strategi om i det hele taget at begrænse antallet af TV-debatter, fordi de har vist sig at åbne for alt for mange dagsordener, som ikke kan styres, når kandidaterne dummer sig eller taler over sig. Så antallet af TV-debatter bliver færre.

Det har selvfølgelig afstedkommet protester fra CNN og NBC. Priebus er ligeglad. Han er blevet populær internt i partiet, fordi mange republikanere anser de store medier for at være demokratisk styret.

Men Priebus vil ikke blot have begrænset antallet af debatter. Han vil også flytte det konvent, der vælger den endelig kandidat, fra august til juni, så der er flere måneder til at koncentrere sig om én kandidat. Alt i alt skal det give en bedre mulighed for en sejr. Men kommer det til at virke? De fleste mener ikke, at det alene er løsningen. Der mangler internt i partiet stadig et generelt opgør om linjen. Republikanerne er stadig meget splittede om væsentlige spørgsmål. Og det kan selv en partiformand ikke gøre meget ved.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen