Berlingske Business

Microsofts bulderbasse deler sindene

Ballmer
Steve Ballmers omdømme som en god topchef er under beskydning. I en ny bog karakteriseres han som en bølle med et heftigt temperament, der både råber og smider med stole og metodisk skiller sig af med ledertalenter. Foto:

Sidste år måtte Microsofts mangeårige topchef, Steve Ballmer, se sig udskreget som den værste topchef for en børsnoteret amerikansk virksomhed. Nu føjer en tidligere Microsoft-direktør til kritikken i en ny bog.

Det er ikke helt skudt ved siden af, når det om Steve Ballmer er sagt, at han har statur som en amerikansk fodboldtræner. Det var Microsoft-chefen engang – i sin studietid på Harvard – og beskrivelsen rammer i både fysik, energi og kulørt sprog, som han i rigt omfang har lagt for dagen ved utallige Microsoft-præsentationer.

En træner motiverer sit team. Men er Steve Ballmer også en bølle? En bølle med et heftigt temperament, der både råber og smider med stole og metodisk skiller sig af med ledertalenter, som kunne være et nyt og måske bedre bud som topchef?

Er han i det hele taget slet ikke en god topchef?

Det vækker opsigt, at kritikken nu luftes af en af softwaregigantens egne – Joachim Kempin, der arbejdede for Microsoft 1983-2002. Microsoft-ansatte – også de tidligere af slagsen – går ellers for at være utroligt loyale.

»Er han en fantastisk topchef? Det mener jeg ikke. Microsofts bestyrelse er en flok nikkedukker og har altid været det. De hyrer folk til at hjælpe dem med at administrere virksomheden, men ikke til at lede,« skriver Kempin i bogen »Resolve and Fortitude: Microsofts secret power broker breaks his silence«.

Kempin understreger, at han har stor respekt for Ballmer som en knagende dygtig driftsleder. Alligevel tilslutter han sig kritikken, der sidste år fik en skribent i bladet Forbes til at kalde Ballmer »den værste topchef for en større børsnoteret amerikansk virksomhed«. Også investorer har presset på for et chefskifte.

Den væsentligste kritik går på, at Microsoft under hans ledelse er stagneret og har forpasset en stribe teknologiske muligheder, som selskabet faktisk så komme, fra den mobile revolution over tavlecomputere til sociale medier. Det har tilladt rivaler som Apple, Google og Facebook at sætte sig på lukrative markeder.

»De har brug for én på måske 35-40 år, en yngre person, som forstår Facebook-generationen og det mobile samfund. De har ikke brug for den her gut, der med den intense og aggressive facon springer omkring på scenen for at lancere næste udgave af Windows og tror, at han virkelig kan score,« mener Joachim Kempin.

Steve Ballmer er ellers om nogen firmaets mand. Microsoft-stifteren Bill Gates mødte han allerede på Harvard. Og da Gates i 1980 hyrede ham som sin første driftsleder – Microsoft havde da 30 ansatte - droppede Ballmer studier på Stanford for at springe til. Siden ledede han en stribe divisioner med skarpt blik på bundlinjen som Microsofts forretningsmæssige hjerne over for Bill Gates som den teknologiske arkitekt. I 2000 blev han koncernchef, da Bill Gates slap den daglige ledelse. I mellemtiden er Microsoft vokset til over 90.000 ansatte. Og Ballmer er blevet en af de første IT-milliardærer, der har tjent formuen som lønmodtager.

Lige nu står både Microsoft og Ballmer over for en afgørende prøve med lanceringen af det nye styresystem Windows 8 og Microsofts første tavlecomputer, Surface. De skal atter bringe selskabet på trinhøjde med rivalerne, og det kan ifølge iagttagere blive knald eller fald for topchefen.

Steve Ballmer afviser i øvrigt, at han nogensinde har kastet med stole.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen