Virksomhederne bør ikke kunne trække private sundhedsforsikringer til ansatte fra i skat, mener lægerne.
Ud af de 1.206 svar, avisen har fået, erklærer 60 procent sig helt eller delvis enige i, at den private sundhedsforsikring bør afskaffes. 11 procent er delvis eller helt uenige i, at fradraget skal fjernes.
Argumentet imod forsikringerne er, at de skaber ulighed.
- De, som har privat sundhedsforsikring, får nogle unfair fordele. Skatteyderne er med til at finansiere, at nogle få kommer foran i hospitalskøen på bekostning af resten af befolkningen, siger formand for Yngre Læger Lisbeth Lintz Christensen til Politiken.
Men Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen vil ikke fjerne skattefordelen. Hun mener, at lægerne er bekymrede uden grund.
- Størsteparten af, hvad sundhedsforsikringen anvendes til, er fysioterapi og massage, som er med til at holde medarbejderne på arbejdspladsen, siger hun til Politiken.
- ulha