Berlingske Business

Krav om advokatundersøgelse af Skat skudt ned

holger
Åbent samråd med skatteminister Holger K. Nielsen om SKAT's redegørelse om kontrolsager Foto:

Skatteminister Holger K. Nielsen afviser den borgerlige oppositions krav om en uvildig advokatundersøgelse af Skats metoder oven på en række nye sager. Flere skatte-retseksperter bakker ministeren op og kalder en advokatundersøgelse overflødig.

Selv om Skat er i tillidskrise, kan oppositionen indtil videre glemme alt om en uvildig advokatundersøgelse af Skats metoder. Det slog skatteminister Holger K. Nielsen (SF) fast i går på et åbent samråd, hvor en næsten samlet opposition krævede yderligere initiativer for at genoprette tilliden til Skat.

Den borgerlige oppositions fornyede fokus på en advokatundersøgelse kommer, efter at det er kommet frem, at Skats forsøg på at tvinge teleselskaberne til at udlevere fortrolige teleoplysninger formentlig er i strid med EU-reglerne på området.

Holger K. Nielsen undrer sig imidlertid over, at der nu igen kommer fokus på en ekstern undersøgelse.

»Der er en tillidskrise i Skat. Det er vi enige om. Men en række initiativer for at styrke borgernes retssikkerhed er sat i værk, efter at Skats retssikkerhedschef har undersøgt området. Jeg tror, at danskerne er mere interesserede i, at der bliver reageret end i endnu en undersøgelse,« siger Holger K. Nielsen.

Flere borgerlige politikere mener omvendt, at der har været så mange kritisable sager fremme, at det er nødvendigt med en ekstern undersøgelse for at genoprette tilliden til Skat. De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, henviser til flere problematiske personsager, problemerne med ejendomsvurderinger og nu sagen om personfølsomme oplysninger hos teleselskaber.

»Hvis tilliden til Skat er væk, er vi ude på en glidebane. En uvildig advokatundersøgelse vil sammen med andre tiltag kunne være med at genoprette tilliden. Det er vores klare udgangspunkt,« siger Brian Mikkelsen.

Omtrent samme melding kommer fra Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær, der også ønsker en omfattende undersøgelse, der dækker alle de problematiske områder, som har været fremme i pressen. Venstre har ved flere lejligheder efterlyst en ekstern undersøgelse, mens Liberal Alliances skatteordfører Ole Birk Olesen »hælder til at støtte en advokatundersøgelse«.

Ikke behov for ny undersøgelse

Flere af de skatteretseksperter, der de seneste måneder har udtalt sig særdeles kritisk om Skats metoder, afviser imidlertid, at der er behov for en ny undersøgelse.

»Retssikkerhedschefen i Skat har lavet en meget grundig undersøgelse, og hun har vist med sin kritiske øjne, at hun er uvildig. Jeg ser ikke personligt noget behov for en advokat-undersøgelse,« siger skatterådets formand, Hanne Søgaard-Hansen, der ellers ved flere lejligheder har udtalt sig om »en uhensigtsmæssig arbejdskultur i Skat«. Hun henviser til, at Skats egen retssikkerhedschef fremlagde en kritisk undersøgelse af Skat i juni, og at der siden er igangsat en stribe initiativer.

Professor i skatteret ved Aarhus Universitet, Jan Pedersen, har også »svært ved at se et behov for en uvildig advokatundersøgelse«.

»Så kan man næsten undersøge alt. Man skal passe på ikke at skyde spurve med kanoner, fordi der er en pressestorm. Der har absolut været mange kritisable sager, men der er også taget hånd om det,« siger Jan Pedersen.

Omvendt støtter lektor i skatteret ved Aalborg Universitet, Thomas Rønfeldt, de borgerlige partiers krav om en ny undersøgelse: »Jeg synes, en uvildig undersøgelse ville være på sin plads med alle de sager, der er kommet frem. Det ville kunne skabe et bedre overblik over omfanget af problemerne,« siger han.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen