Berlingske Business

Henrik Dam klar til havne-tunnel for pensionsmilliarder

Henrik Dam klar til havne-tunnel for pensionsmilliarder - 1
Byggeri på Nordhavnsvej på Østerbro er en af tilkørselsvejene til den kommende havnetunnel. Foto:

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) taler for første gang varmt om muligheden for at finansiere en københavnsk havnetunnel til 27 mia. kr. med pensionsselskabernes pengetanke.

En københavnsk havnetunnel finansieret af pensionsselskabernes pengetanke er rykket et skridt nærmere. I hvert fald signalerer transportminister Henrik Dam Kristensen (S) for første gang stor velvillighed for at bygge en københavnsk havnetunnel i et såkaldt offentligt-privat-partnerskab (OPP), som Københavns Kommune flere gange har været varm fortaler for.

Transportministeren understreger, at det er for tidligt at tage en beslutning om finansieringen af en havnetunnel, da vi fortsat mangler viden om en række afledte effekter og ikke mindst, hvor stor en andel af tunnelen, der kan finansieres af brugerbetaling. Men i et interview med Berlingske Business lader han tydeligt skinne igennem, at han er lun på ideen om at etablere havnetunnelen i et OPP.

OPP til store projekter

»Det er lettest at se OPP-muligheder i store projekter, hvor der er en form for brugerbetaling, som f.eks. en københavnsk havnetunnel. Det er absolut en interessant mulighed. En havnetunnel åbner også for nye muligheder i forhold til parkering, butikker og grundværdier, der stiger i pris. Det kan muligvis medvirke til, at det hænger fornuftigt sammen for alle parter,« siger Henrik Dam Kristensen.

Han henviser til, at man kan forestille sig, at pensionsselskaberne som led i en samlet løsning f.eks. opfører P-anlæg på strategiske områder i forhold til en havnetunnel og på den måde kan løfte afkastet. Derudover skal brugerbetaling indgå som en væsentlig del af finansieringen, mens der uden tvivl vil være et restbeløb, som staten skal betale.

Henrik Dam Kristensen understreger, at modellen skal kunne retfærdiggøres over for skatteyderne, og at pensionsselskaberne ikke kan se frem til nogen gavebod.

Men tror du på byggeriet af en københavnsk havnetunnel i et offentligt-privat-partnerskab?

»Ja, jeg tror på det, men der er også et stort hjemmearbejde for pensionsselskaberne. Jeg vil meget gerne arbejde videre med det her,« siger Henrik Dam Kristensen.

Enormt byggeprojekt

En københavnsk havnetunnel vil være et enormt byggeprojekt med et forventet prisskilt på op mod 27 mia. kr. Ifølge den linjeføring, som Borgerrepræsentationen i København tilsluttede sig i november sidste år vil havnetunnelen strække sig fra Nordhavnsvej over Nordhavn, Refshaleøen, Kløvermarken og Amager Fælled til Amagermotorvejen tæt ved Sjællandsbroen i syd.

Finansieringen af tunnelen er dog endnu ikke på plads, og første skridt er, at folketinget tager stilling til den linjeføring, som både Transportministeriet og Københavns Kommune har peget på.

»Dernæst skal vores landstrafikmodel fortælle mere om de afledte effekter og om hvilken pris, man kan forvente, at fremtidige brugere vil betale for at køre igennem tunnelen. Først derefter kan vi mere kvalificeret diskutere, hvad OPP kan løfte i forhold til en havnetunnel,« siger Henrik Dam Kristensen.

Transportministeren peger også på etableringen af en længe efterspurgt bro over Roskilde Fjord ved Frederikssund som et muligt OPP-projekt.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S), der tidligere har støttet tanken om byggeriet af en havnetunnel i et OPP-projekt, kalder signalerne fra Henrik Dam Kristensen for »et markant skub i den rigtige retning.«

»Jeg synes, det er rigtig positivt, at transportministeren signalerer, at pensionsmidler kan indgå i finansieringen af en havnetunnel. Transportministerens udmelding er et vigtigt skridt på vejen til at få mere trafik uden om bykernen,« siger Frank Jensen.

Da et flertal i Borgerrepræsentationen i november sidste år vedtog en principbeslutning om linjeføringen, blev beslutningen kritiseret af bl.a. teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF), der mente, at man hastede en beslutning igennem uden at have tilstrækkelig viden om alternativerne.

Frank Jensen fastholder, at den foreslåede havnetunnel er den rigtige model for at løse trængselsproblemerne i København.

»Den foreslåede havnetunnel vil sikre mere plads til busser, cykler og gående. I dag fungerer dele af det centrale København som trafikal omfartsvej. Sådan er det ikke mange steder uden for Danmarks grænser. Samtidig stiger Københavns befolkningstal markant, og det gør kun en havnetunnel endnu mere vigtig,« siger Frank Jensen.

Han vurderer, at havnetunnelens pris betyder, at det er »mest realistisk at tilvejebringe finansiering ved OPP.«

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har tidligere støttet tanken om en havnetunnel finansieret ved OPP.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen