Berlingske Business

Fredagens aktier: Mærsk og Novo trak ned i eliteindekset på rød dag

Novo Nordisk rettede sig en smule i løbet af fredagen, hvor A.P. Møller-Mærsk og Ørsted i stedet endte som bundskrabere i det danske eliteindeks, hvor stemningen generelt var til den negative side.

Novo-aktien faldt 1,7 pct. til 285,55 kr., mens B-aktien i Mærsk faldt 2,1 pct. til 9588 kr. Det pressede C25-indekset, der lukkede 0,5 pct. lavere i 1112,12. På trods af de røde tal er der formentligt ikke tale om en længerevarende negativ stemning på aktiemarkederne i Europa, vurderer Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

- Markedet er kun en lille smule i minus i dag, og der er lidt gevinsthjemtagning i enkelte fondskoder. Den positive stemning er der egentligt stadig i markedet, og det har også rettet sig lidt i løbet af dagen, siger han til Ritzau Finans.

NOVO-TOP VIL SKÆRE 3000 STILLINGER

Blandt de danske aktier var Novo Nordisk i fokus, da Børsen kunne fortælle, at medicinalselskabet er på trapperne med en omfattende spareplan.

Det kan betyde et farvel til op mod 3000 ansatte ud af den samlede stab på knap 43.000, lyder det fra avisens kilder "med viden om processen".

Novo-topchef Lars Fruergaard udtalte for en måned siden, at omkostningerne var én vej til at tackle prispresset i USA, men han var ikke konkret omkring selskabets planer.

Angiveligt skulle Novo Nordisk også overveje at kaste sin langsigtede målsætning om at øge driftsoverskuddet 5 pct. årligt i papirkurven.

- Der er lidt frygt for, at Novos langsigtede mål måske kan blive ramt af det her, og det er det, der trækker aktien ned.

- Men der er ikke meget nyt i det, vi læser. Vi tror heller ikke på, at deres langsigtede målsætninger er i fare. Vi synes, at det er lidt en overreaktion, at aktien falder på det, og vi ser det som en god købsmulighed, siger Mads Zink fra Danske Bank.

Den samlede pakke bliver ifølge Børsen præsenteret i forbindelse med halvårsregnskabet i august.

MÆRSK SIVER MENS HANDELSKONFLIKT SPØGER

Der var også opmærksomhed til Mærsk, der tog et dyk, på trods af at raterne på den vigtige handelsrute mellem Asien og Europa udviklede sig relativt stabilt med et fald på 6 dollar - eller 0,7 pct. - i denne uge.

Overordnet faldt priserne på containerfragt i den forgangne uge 2,8 pct., viser fredagens opgørelse fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI). Det var dog ikke nødvendigvis udviklingen i fragtraterne, som investorerne tillagde den store værdi fredag.

- Der er lidt bekymring igen om, hvorvidt handelskrigen mellem eksempelvis USA og Europa kan tage til. Det giver lidt usikkerhed blandt de selskaber, der kunne blive berørt af det. Og det kan Mærsk. Så det er nok i det lys, at den sætter sig lidt igen, siger Mads Zink.

Mærsks B-aktie faldt 2,1 pct. til 9588 kr.

WILLIAM DEMANT LØB FORAN GN

Der var også negativ stemning omkring GN, som i maj tabte momentum i den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner. GN's markedsandel faldt til 17,9 pct. fra 21 pct. i april, og aktien dykkede 1,7 pct. til 245,20 kr.

I tallene for maj blev GN overhalet af konkurrenten William Demant, hvis markedsandel steg til 18,2 pct. fra 14,7 pct., men tallet var omvendt trukket op af, at selskabet leverer til en ny produktkategori. WDH-aktien steg 0,8 pct. til 241,80 kr. og endte oppe i C25-indekset - men blev overgået af blandt andet Lundbeck og Novozymes.

Jyske Bank offentliggjorde desuden planer om at udbetale et ekstraordinært udnytte på 500 mio. kr., svarende til 5,89 kr. per aktie efter bankens salg af Nordjyske Bank-aktier, der har indbragt 1,4 mia. kr. Jyske Bank-aktien faldt 0,9 pct. til 341 kr.

Udenfor C25-indekset var det dagen derpå for it-selskabet Netcompany, der torsdag fik debut på fondsbørsen i København med et brag.

Aktien var solgt til 155 kr. forud for børsnoteringen, men aktien steg hele 29,7 pct. på første dag til 201 kr. Fredag var udviklingen mere rolig med en stigning på 1 pct. til 203 kr.

SAS offentliggjorde desuden trafiktal for maj, der viste en vækst på 1,6 pct. på passagersiden sammenlignet med samme periode året før, mens billetpriserne lå uændret. SAS-aktien faldt 2,2 pct. til 13,16 kr.

 

 

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen