Berlingske Business

Fornyeren i Netto

Netto
Foto: Asger Ladefoged

Netto-direktør Claus Juel-Jensen er en åben leder, der betoner vigtigheden af konstant fornyelse. Men udmeldingen om, at Netto fremover bl.a. skal have flere polske varer, var lige fornyende nok for danske forbrugere.

Netto-direktør Claus Juel-Jensen har aldrig været bange for at gå nye veje. I Tyskland stod han i spidsen for Nettos ekspansion ind i nye områder med ekstrem hård konkurrence, og i Danmark satsede han tidligt stort på økologiske varer.

Med meldingen i Berlingske i går om, at Netto fremover skal have flere polske, tyske og svenske varer, har Claus Juel-Jensen igen lanceret en markant fornyelse. I modsætning til tidligere var forbrugernes reaktion dog alt andet end imødekommende denne gang.

Efter massiv kritik fra forbrugere, der bl.a. blandede sig i debatten på business.dk og i flere andre medier, sadlede Claus Juel-Jensen allerede i går delvist om og understregede, at planerne om øget polsk import er droppet.

Claus Juel-Jensen bliver beskrevet af folk i detailhandelsbranchen som en åben og meget kommunikerende leder, der passer godt ind i den mere åbne kultur, som Dansk Supermarked er ved at indarbejde.

»Hvis han havde været mere taktisk, havde han ikke specifikt nævnt polske produkter i første omgang. Men når man er åben og kontant, betyder det, at man en gang imellem siger ting, der får mennesker til at reagere kraftigt. Vigtigst er det dog, at Netto med det nye tiltag bliver mere konkurrencedygtig også i Danmark,« siger Bruno Christensen, der som mangeårig detailhandelsekspert har fuldt Claus Juel-Jensens professionelle virke tæt i mange år.

I spidsen for ekspansion

Claus Juel-Jensen kom ind på Nettos talenthold umiddelbart, efter at han var færdiguddannet som cand.merc. i 1992. Han har været i Netto lige siden, hvor han bl.a. har gjort en mangeårig karriere i Tyskland.

I 1996 blev Claus Juel-Jensen direktør for den tyske forretning, og her stod han i spidsen for en markant ekspansion.

Trods stærke konkurrenter som giganterne Lidl og Aldi gik Netto med Claus Juel-Jensen i spidsen offensivt ind i nye geografiske områder. Claus Juel-Jensen valgte bl.a. i modsætning til konkurrenterne at satse meget på lokalproducerede varer fra Østtyskland. Det gav både lave priser og et lidt anderledes varesortiment, der viste sig at appellere til mange tyskere.

»Vi er den eneste ikke-tyske kæde, der har været i stand til at etablere os på det tyske marked,« lyder det i dag stolt fra Claus Juel-Jensen med henvisning til, at den danske detailhandelskæde i dag har 350 butikker i Tyskland.

Offensiven i Tyskland var Claus Juel-Jensens svendestykke, og da Nettos mangeårige direktør, Mads Krage, gik af i 2004, overtog Claus Juel-Jensen posten som Nettos førstemand.

I dag beskriver medarbejdere og kolleger Claus Juel-Jensen som »Mr. Netto«, der kender alle afkroge af detailhandelskæden.

»Uanset hvilke varer eller butikker man taler om, kender Claus det. Han lever samtidig sit arbejdsliv efter de værdier, der præger Netto. Når han rejser rundt, er han f.eks. meget sparsommelig og finder billige hoteller,« siger HR- og kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked, Finn Lund Andersen.

Kæmper Nettos sag

Tidligere Føtex- og Bilkadirektør Henrik Libak, der i dag er direktør for stormagasinet Salling og har siddet i koncernledelsen i Dansk Supermarked sammen med Claus Juel-Jensen i otte år, hæfter sig bl.a. ved, at Claus Juel-Jensen har været en stærk fortaler for Netto internt i Dansk Supermarked.

»Han bærer altid et Netto-slips, og han har altid kæmpet Nettos sag med overbevisning,« siger Henrik Libak.

Claus Juel-Jensens fritidsinteresser er bl.a. politik samt skiferier med familien. Han har tidligere været aktiv i Venstres Ungdom, men tempoet i det private erhvervsliv var mere dragende end en politisk karriere.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen