Berlingske Business

Europas økonomi på vej tilbage mod vækst

italien
De italienske forbrugere har ændret deres syn på landets økonomi og er nu blevet så optimistiske, at indekset for forbrugertillid i juni hoppede fra omkring 85 til 97,3. Billedet er fra en fortovscafe i Rom. Foto: Alberto Pizzou/AFP

De europæiske forbrugere er ved at være trætte af krisen og er begyndt at bruge flere penge. Det værste af krisen ligger bag os nu, siger økonomer.

Måske ser vi de første, forsigtige tegn på en bedring. Og måske er det kun et bump på vejen. Men inden for de seneste to døgn er det piblet frem med tal og statistikker ude fra Europa, som med lidt god vilje kan tolkes som en vending væk fra krisen:

De italienske forbrugere er pludselig blevet meget mere fortrøstningsfulde, i Tyskland er det erhvervslivet, som har fået mere tro på fremtiden, i Spanien falder arbejdsløsheden en anelse, og væksten går op i Storbritannien.

Ja, og så er der PMI-indekset, som viser stemningen hos indkøbsansvarlige chefer: Det ligger nu over 50, som er grænsen for, hvornår indekset peger på vækst. Det har det ikke gjort siden januar 2012.

I flere lande er det forbrugerne, som går foran erhvervslivet og ryster pessimismen af sig. Men er vi virkelig ved vendepunktet? Økonomerne tør næsten ikke håbe det, men – jo.

»Det mener jeg, der er en pæn chance for, selv om der stadig er faldgruber forude,« siger Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven.

»Selv om indikationerne er relativt små, er der så mange og så brede indikationer på, at det går fremad, at man godt kan begynde at konkludere, at noget er ved at lysne. Jeg tror ikke på et stærkt opsving, men den værste del af krisen ser ud til at ligge bag os.«

Analysevirksomheden Markit, som be-regner PMI-indekset, vurderer selv, at de nye tal måske kan betyde, at eurozonen får vækst igen i næste kvartal.

Op af hullet

Hos Nykredit Markets siger chefanalytiker Ulrik Bie, at »vi kæmper os op af hullet, men det kommer ikke til at gå bragende godt. Vi begynder at se et aftagende fald i euroområdet. Spanien kan komme ud af recessionen allerede hen mod slutningen af året, og i Tyskland er der moderat vækst. Frankrig ligger lige under nul, og Italien ser ikke ud til at få gennemført de nødvendige reformer, så de to lande kan godt komme til at overraske negativt.«

De italienske forbrugere er alligevel blevet langt mere optimistiske. I det meste af et år har indekset for forbrugertillid ligget og rodet på omkring 85; det skal op på 100 for at vise fremgang, og det har det ikke gjort de seneste to år.

Men i denne sommer er det kommet tæt på: I juni hoppede det i vejret, og julitallet er endnu højere, nemlig 97,3. Det er først og fremmest synet på Italiens økonomiske situation, der har bedret sig.

»Det er interessant, at forbrugertilliden stiger, for erhvervstilliden er også steget,« siger Ulrik Bie.

»Men de italienske forbrugere er heller ikke lige så hårdt ramt, som man er andre steder; landet har ikke haft en boligboble med punktering af husholdningernes formue, og lønningerne stiger stadig.«

Også i Storbritannien er det forbrugerne, som står bag den vækstfremgang, landet har haft i andet kvartal. BNP-væksten var på 0,6 procent eller dobbelt så meget som i første kvartal, og det er første gang siden 2010, at alle private sektorer oplever vækst – både landbrug, industri, byggeri og service. Men væksten bliver svag, vurderer Ulrik Bie, så længe forbrugerne er alene om at trække.

Ingen mirakler

»Det britiske opsving er i høj grad baseret på faldende opsparing i husholdningerne. Trods en 20 procent depreciering af pundet har eksporten ikke præsteret særlig godt, så Storbritannien bliver nok ikke noget mirakel det kommende år.«

Mirakler er der heller ikke udsigt til i Europas største land, Tyskland, men erhvervslivet tror dog på fremgang. IFO-indekset, som måler erhvervsklimaet, er i juli steget for tredje måned i træk og ligger nu klart over det niveau, man så igennem det meste af sidste år. Ikke mindst er stemningen blevet bedre i detailsektoren. Også i Tyskland er det nemlig især et forbrugsdrevet opsving, vi ser.

»I Tyskland er vi vant til at se opsving drevet af industrien, men nu har vi set to kvartaler i træk med faldende eksport og fem med fald i investeringer i produktionsudstyr. For året som helhed vil det i høj grad have været privatforbruget, der har drevet væksten, og det er meget usædvanligt for Tyskland,« siger Ulrik Bie.

Men opsvinget er svagt og skrøbeligt, og der er flere ting, der kan true det.

»Den største faldgrube er gældskrisen, som kan blusse op igen, hvis den folkelige opbakning bag den førte politik forsvinder i et af de gældsplagede lande,« siger Sydbanks Jacob Graven, mens Ulrik Bie peger på risikoen for, at Frankrig og Italien vil overraske negativt på grund af manglende økonomiske reformer.

»Man må i hvert fald ikke tolke den uværende stilhed som om, der ikke er problemer,« siger han.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen