Berlingske Business

Detailhandelskæmpe vil have grænsehandelszone i Sønderjylland: »Vi har jo allerede sådan et bælte - bare syd for grænsen«

PB
Dansk Supermarkeds adm. direktør, Per Bank, foreslår i Børsen at lave en grænsehandelszone nord for den danske grænse, så dansk detailhandel kan konkurrere med de tyske moms- og afgiftssatser. Foto:

I dagens nyhedsoverblik kommer vi omkring et nyt forslag fra Dansk Supermarked, der gerne ser en afgiftszone i Sønderjylland for at bekæmpe grænsehandlen. Vi skal også omkring olieprisen og en syngende, britisk topchef.

Godmorgen.

Det er blevet tirsdag morgen, og som altid er Berlingske Business klar med dagens vigtigste erhvervsnyheder. Vi skal blandt andet forbi olieprisen og en smutter i britisk erhvervsliv, men vi starter syd for Kongeåen.

1
Ryk grænsehandlen til Tønder

Man skal ikke gå mange hyldemeter i Fleggaards eller Otto Duborgs kæmpe varehuse syd for den danske grænse, før man erfarer, at man måske nok er kørt ud af Danmark, men så alligevel ikke. Den største del af kunderne er nemlig prisbevidste danskere, der vil have glæde af Tysklands lavere momssats og lavere afgifter på blandt andet sukker. Men står det til adm. direktør i Dansk Supermarked, Per Bank, skal det snart være slut.

I et debatindlæg i Børsen slår den magtfulde købmand på tromme for, at der bliver oprettet en »afgiftsfri vækstzone« i Sønderjylland, hvor dagligvarebutikker kan sælge deres varer med tysk moms og afgifter.

»Optimalt set var der slet ikke behov for et grænsehandelsbælte med lavere moms og afgifter. Men faktum er jo, at vi allerede har præcis sådan et bælte. Det ligger bare syd for grænsen i stedet for i Danmark, hvor det ville skabe vækst og job i Udkantsdanmark og sende en masse penge i statskassen,« siger Per Bank.

Sidste år var grænsehandlen med slik, chokolade, øl og sodavand på fire milliarder kroner, og hvis de penge blev hentet hjem, ville det skabe massevis af job, vurderer Per Bank.

»Grænsehandlen tegner sig for mia. hvert eneste år, og et forsigtigt bud er, at et bælte, hvor alle kan få lov at etablere butikker, vil betyde flere tusinde arbejdspladser i regionen,« skiver han i Børsen.

2

Danskerne vender boligrisikoen ryggen

Fra tysk moms skal vi til danske boliglån. Det viser sig nemlig, at danske boligejere i stor stil siger farvel til flekslån og i stedet tegner fastforrentede lån. Mandag var den seneste frist for at opsige realkreditlån, og lige op til den frist, var der opsagt lån for over 22 milliarder kroner typisk med det formål at udskifte en variabel rente til en fast rente, eller udskifte en lav fast rente til en endnu lavere fast rente.

»Udviklingen er gunstig for både boligejerne og boligmarkedet som helhed, fordi et lån med fast rente og afdrag gør danskerne mindre sårbare, hvis renterne stiger, og bolig­priserne falder,« påpeger Jeppe Borre,­ chef­analytiker i Totalkredit.

Udviklingen betyder, at fastforrentede lån nu udgør 41 pct. af de danske boliglån, hvilket er lidt højere end i 2010, hvor tallet var 38 pct. Det er den brede forventning, at der lurer en rentestigning i en ikke al for fjern fremtid, og den store bølge af lånekonverteringer giver noget robusthed, hvis rentestigningen kommer.

»Det, at flere og flere boligejere vælger lån med fast rente, er med til at ruste boligmarkedet og dansk økonomi bedre mod rentestigninger – simpelthen fordi færre og færre boligejere vil blive økonomisk pressede, hvis renterne stiger,« konkluderer Søren V. Kristensen, der er økonom i Sydbank.

3

»We're in the money«

De danske boligejere er ikke de eneste, der har penge mellem hænderne i disse dage. Det har adm. direktør i detailkæden Sainsbury, Mike Coupe, tydeligvis også. Britiske The Telegraph har, skriver nyhedstjenesten Bloomberg, en video, der viser Mike Coupe lige inden han går på skærmen for at tale om et stort opkøb, som Sainsbury netop har annonceret.

Opkøbet er på 10 mia. dollar, så det er måske ikke så underligt, at Mike Coupe inden sin optræden valgte at synge nogle få linjer fra musicallen 42nd Street og sangen »We're in the money«. Det virker ret uskyldigt, men da Mike Coupes aktier i Sainsbury steg omkring seks mio. kr. på den annoncerede handel, var britiske medier ikke sene til at lave sjov med Sainsbury-chefen.

Mike Coupe har sidenhen beklaget sit lidt uheldige valg af sang.

»Det var et uheldigt valg af sang fra musicalen 42nd Street, som jeg så sidste år, og jeg undskylder, hvis jeg har stødt nogen.«

Mike Coupe fik i øvrigt ikke helt rigtigt fat i teksten, så nærværende morgennyhedsbrev sender her det rigtige omkvæd fra sangen.

»We're in the money, 'c'mon my honey
Let's spend it, lend it, send it, rollin' along«

4

Olieprisen steg efter israelsk konference

Det har været nogle gode måneder for olieselskaberne, efter det bratte olieprisfald i sommeren 2014 slog bunden ud af deres indtjening. Olieprisen er steget stille og roligt, men mandag fik den et ryk op på en noget dramatisk baggrund, efter at Israels premierminister afholdt en pressekonference, hvor han anklagede Iran for oprindeligt at have villet udvikle atomvåben. Noget, som præstestyret i Tehran ellers har benægtet.

»Iran løj om aldrig at have haft et atomvåbenprogram,« sagde premierminister Benjamin Netanyahu, ifølge Bloomberg.

Kort efter talen steg olien med 50 cent for en tønde, inden den faldt lidt tilbage igen.

Der er ganske stor tvivl om, hvorvidt Benjamin Netanyahus anklager mod Iran er korrekte. USAs udenrigsminister har bekræftet, at dokumenterne, som Benjamin Netanyahu fremlagde, er autentiske, men han ville mandag ikke direkte sige, om de bryder den atomaftale, som en række lande har indgået med Iran. Tehran selv kaldte Benjamin Netanyahus fremlæggelse for løgn, og at præsentationen i øvrigt brugte gammel information.

Ifølge Bloomberg er der også blandt kritikere af Iran enighed om, at Benjamin Netanyahu genpakkede gammel information.

Ikke desto mindre er olieprisen let påvirkelig af geopolitisk uro i Mellemøsten. Iran har nogle af verdens største oliereserver, og spændingerne omkring Obama-administrationens aftale med præstestyret, som præsident Donald Trump er imod, skaber en del usikkerhed i oliemarkedet for tiden.

Dagens fokus: Arbejdernes kampdag og Apple

Dagens overblik leverer Andreas Østerheden, seniorstrateg hos Nordea.

  • I dag har flere børser rundt omkring i Europa og Asien lukket pga. arbejdernes internationale kampdag. Det giver mindre aktivitet i Europa fra morgenstunden, men der vil være en smule at følge med i på nøgletalsfronten fra Storbritannien. Her får vi tal for kreditvæksten hos forbrugerne og boliglån i marts, som er en temperaturmåling på privatforbrugeren og husholdningerne i Storbritannien.
  • På nøgletalsfronten vil fokus i dag være på de amerikanske erhvervstillidstal og særligt ISM. Det er en af de indikatorer som følges tæt, pga. indikatorens evne til at forklare fremtidig aktivitet i den amerikanske økonomi (og dens lange historik). Vi venter, at målingen falder en smule tilbage, som er indikeret af flere regionale målinger. Indikatoren vil fortsat holde et flot niveau, som indikerer at den fremtidige aktivitet er stigende. Det er typisk et godt miljø for aktier.
  • På regnskabsfronten vil fokus være på særligt it-giganten Apple som aflægger regnskab senere på dagen. Ser vi på den amerikanske it sektor, så er det en af de sektorer der oplever den højeste indtjenings- og omsætningsvækst og over 90 pct. af selskaberne slår forventningerne til indtjening og omsætning. Der vil også være andre regnskaber der er værd at følge bl.a. BP og Pfizer. Og så aflægger danske Carlsberg regnskab.

Sådan åbner markederne

Aktiemarkederne i østen er åbnet med små stigninger. På grund af arbejdernes kampdag har børserne i Kina og Rusland dog lukket.

  • Nikkei 225: +0,17 pct.
  • Singapores STI: +1,01

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen