Berlingske Business

Danske Trustpilot stormer frem i USA

26BUSPix-Peter-Mhlmann.jpg
Trustpilots stifter og topchef Peter Mühlmann vil blive glad. hvis en ud af ti tilfældige amerikanere om et år har kendskab til Trustpilot. Foto: Christian Liliendahl

Trustpilot har på ét år fordoblet sin globale medarbejderstab til over 300. Sigtekornet er nu indstillet på USA, og her begynder stifter og topchef Peter Mühlmann at øjne et gennembrud.

For teknologibaserede startups hedder den hellige gral USA. Vinder du de amerikanske forbrugeres hjerter, kan du skrive dig op i rækken af forgyldte firmanavne som Skype, Zendesk, Spotify og seneste Endomondo.

Danske Trustpilot er de seneste år stormet frem på både det danske hjemmemarked og i de øvrige 64 lande, virksomheden har kunder i. Trustpilot, der gør sig i brugergenererede anmeldelser af virksomheders produkter og services, er blevet en velvoksen virksomhed og har i dag 330 ansatte, hvoraf størstedelen sidder i København.

Lige nu er virksomheden ved at ekspandere kraftigt i USA. Antallet af ansatte i dets kontor i New York er svulmet fra 22 i begyndelsen af 2014 til 72 i dag. Antallet af nordamerikanske anmeldelser er nået op over en million, og omsætningen er femdoblet. I det hele taget beskriver Trustpilots stifter og administrerende direktør Peter Mühlmann indtoget i USA som en god oplevelse.

»Vi åbnede i april 2013 i USA. Vi begyndte forsigtigt med at se, hvordan det var at drive virksomhed i USA. Vi blev hurtigt bekræftede i, at amerikanerne går enormt meget op i kundeservice. »The customer is King«, som man siger, og det har vist sig at være en fordel,« siger han og tilføjer:

»Hele kulturen er gennemsyret af den her høje forventning til kundeservice. Det har betydet, at vi er blevet mødt af en naturlig indstilling over for det, vi gør. Det både blandt ansatte og kunder. Forbrugerne kender allerede Tripadviser, restaurantsitet Yelp og lignende, så de er bekendte med ideen om anmeldelser.«

Én ting er, at ens produkt ikke er fremmedartet for kunderne. Noget andet er konkurrencesituationen. Og her er Peter Mühlmann og hans hold også blevet positivt overrasket. Der er allerede storspillere som førnævnte Tripadvisor, men Trustpilot-stifteren ser alligevel noget, der kan betegnes som et lidt overraskende hul på det nordamerikanske marked.

Ingen amerikansk storspiller på området

»Vi har lokale konkurrenter i USA, og så har vi europæiske konkurrenter, der også er i USA. Men vi klarer os faktisk godt. Det mærkværdige er, at der ikke er en amerikansk storspiller på det her område. Det ser vi som vores chance. Vi vil gerne blive dem, der sætter den globale standard for kundeanmeldelser,« siger Peter Mühlmann og tilføjer:

»Jeg tror, muligheden er opstået, fordi folk i USA måske har tænkt, at det bliver Yelp eller Tripadvisor, der løber med det hele. Amerikanske virksomheder eller iværksættere har måske tænkt, at det løb er kørt – at det ville svare til at skulle etablere et nyt Facebook. Det kan blive vores fordel.«

Ambitionerne i den amerikanske del af Trustpilot er at bruge 2015 til at få sat sig et tydeligt fodspor på markedet. Antallet af ansatte i New York ventes fortsat at stige kraftigt. Lige nu fylder kontoret med Peter Mühlmanns ord »en hel etage«, og lige nu er han ved at »smide en etage mere på«, som han siger. Det amerikanske marked er med 320 millioner købestærke indbyggere stort, og man maser sig ikke ind på markedet på en eftermiddag. Så Trustpilot-stifterens ambitioner er også derefter.

»Jeg forventer, vi kan fortsætte væksten på samme niveau som nu. På det engelske marked er Trustpilot ved at blive kendt, og jeg tror, at vi vil være på vippen til det samme i USA hen mod slutningen af året. Jeg håber at kunne stille mig op på Times Square i New York om et år og spørge ti tilfældige forbipasserende om de kender Trustpilot – hvis en af de ti kender os, er det rigtig godt,« siger han.

40 års erfaring på fem år

Det er efterhånden lidt over syv år siden, at Trustpilot-grundideen blev udtænkt af en ung, studerende Peter Mühlmann. I dag er han 32 år og forsøger at tøjle en global virksomhed, der vokser med raketfart. Virksomheden har kontorer i fire lande, har ansatte fra 40 forskellige nationer og har mere end fordoblet sit medarbejderantal på et år.

Virksomheden er en klassisk vækstvirksomhed, hvor fokus ikke nødvendigvis er på at skabe overskud, men mere handler om at sætte sig på et marked. Pengene er også af flere gange strømmet mod Peter Mühlmann og Trustpilot. Senest i begyndelsen af 2014, hvor flere venturefonde hældte 25 millioner dollar i Trustpilots pengekasse.

Umiddelbart kunne man måske tro, at hjemmemarkedet, Danmark, er ved at været mættet for Trustpilot, men det oplever Peter Mühlmann ikke. Tværtimod går udviklingen også hurtigt i Danmark – og den går hånd i hånd med den øvrige digitalisering af samfundet.

»Der er hele tiden nye typer virksomheder, der får øjnene op for, at de kan bruge anmeldelser. Det begyndte med e-handlede, men nu kommer flere og flere industrier og butikker på internettet. Tandlæger bruger anmeldelser, bedemænd går online. Industrier, man for fem år siden ikke have forestillet sig ville være online, er pludselig på nettet – og bliver tjekket ud af kunder. Det giver vækst for os,« siger han.

Peter Mühlmanns arbejde handler i dag i høj grad om at forberede virksomheden og dens ansatte på endnu mere ekspansion. Og så handler det om at tackle den ene udfordring efter den anden. Virksomheden har skiftet karakter flere gange. Han betegner det som både spændende og udfordrende.

»Det har nok været noget af en rejse for dem, der har været med de seneste par år. Virksomhedskulturen skifter, når man vokser. Det betyder virkelig meget, om du er 50 eller 200 ansatte. Det er virkeligt gået stærkt. Jeg får nogle gange fornemmelsen af, at jeg har fået 40 års erfaring på fem år,« siger han.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen