Berlingske Business

Dansk økonomi overrasker positivt

31BUSGenrebilleder-til-nyby.jpg
Den private beskæftigelse steg i årets andet kvartal med 5.000 personer. Arkivfoto: Scanpix

Endelig kom den vækst, som mange har sukket efter. Dansk økonomi voksede pænt i andet kvartal i år. Dermed er en periode med direkte fald i den danske velstand slut for denne gang.

Jubel og glæde. Dansk økonomi overrasker stort ved at vokse pænt – mere end ventet i årets andet kvartal. Fortsat står hele 2013 dog til at blive et ret trist år med en stigning i velstanden helt nede omkring nul, men samlet ser det værste dog ud til at være overstået for denne gang.

Det danske bruttonationalprodukt (BNP), der er tæt på 1.850 milliarder kroner, eller lige omkring 340.000 kroner per indbygger, steg således med 0,5 procent fra første til andet kvartal. Set over det sidste år har væksten været på 0,4 procent. Fortsat er det dog sådan, at BNP er faldet med 0,2 procent, når hele første halvår sammenlignes med samme periode året før, hvorfor der skal pæne vækstrater til i den sidste del af året, hvis udviklingen skal trækkes op i det positive terræn for hele 2013 set under et.

»Men dette er første skridt på vej ud af det dødvande, vi har befundet os i gennem de sidste snart to år. Andet kvartal kan meget vel vise sig at markere det vendepunkt for dansk økonomi, som vi har ventet på længe,« siger økonom i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

Flere i private job

Det er især eksporten, erhvervslivets investeringer og det offentlige forbrug, der trækker væksten op og tilmed på så markant vis, at den private beskæftigelse i årets andet kvartal steg med 5.000 personer. Også i første kvartal var der en mindre stigning i den private beskæftigelse på 2.000 personer, viser de nye tal fra Danmarks Statistik, som dermed også tegner et mere positivt billede af udviklingen på arbejdsmarkedet herhjemme end tidligere.

Det private forbrug skuffede dog ved slet ikke at stige, selv om renten stadig er historisk lav, reallønnen stigende, boligpriserne svagt på vej op og en del skatter og afgifter er sat lidt ned.

»Der skal gang i det private forbrug, hvis vi skal have et mere vedvarende økonomisk opsving,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos.

Chefkonsulent Frederik I. Pedersen fra AE-rådet er enig og peger da også på, at Danmark står med et nærmest gigantisk efterslæb i både det private forbrug og erhvervslivets investeringer.

»Begge dele har gennem længere tid ligget underdrejet. Også selv om danske virksomheder har sparet historisk mange penge op, og danske husholdninger har enorme formuer stående i banken. Så der er rigtig meget krudt gemt i kælderen,« siger han.

Væksten i dansk økonomi er med de nye tal revideret ned, både for fjerde kvartal sidste år og første kvartal i år, hvor der i begge tilfælde var et fald i velstanden. Det betyder, at Danmark var i recession, og også fremover er der fare for, at Danmarks Statistik reviderer tallene enten op eller ned.

Der har således været ret store revisioner i disse tal i de senere år, som ellers er de mest betydningsfulde, når det eksempelvis skal afgøres, om der er behov for nye finanspolitiske stimulanspakker eller ej. Danmarks Statistik er også usædvanligt længe om at udsende de danske BNP-tal. Det er således tæt ved 14 dage siden, at både eurolandene, USA, Storbritannien og flere andre lande har udsendt de tilsvarende tal for den samme periode.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen