Berlingske Business

Business Update Søndag: Har Trump kickstartet en handelskrig?

NORTHKOREA-MISSILES/CHINA-US
FILE PHOTO: U.S. President Donald Trump welcomes Chinese President Xi Jinping at Mar-a-Lago state in Palm Beach, Florida, U.S., April 6, 2017. REUTERS/Carlos Barria/File Photo Foto:

Her er de vigtigste ting, du skal vide, om ugen der gik i dansk erhvervsliv.

Godmorgen. Det har været en begivenhedsrig uge, og traditionen tro benytter vi søndagen til samle en lille pakke med de vigtigste økonomi- og erhvervsnyheder fra ugen, der gik.

Som så mange gange før, var det USA's præsident Donald Trump, der stjal overskrifterne.

Han har truet med det mange gange før – blandt andet i præsidentvalgkampen – men torsdag effektuerede han sin plan om at indføre  told på stål og aluminium.

Donald Trump underskrev et dekret om 25 pct. told på stålimport og 10 pct. på aluminium, som indfases om 15 dage, men samtidig blev Canada og Mexico fritaget for de nye toldsatser. Derudover kan andre lande blive undtaget, men detaljerne om hvem, hvornår og hvordan var få. Det var en mildere version, end markedet havde frygtet, og det amerikanske aktieindeks lukkede da også højere oven på nyheden.

S&P 500-indekset steg 0,5 pct., mens Dow Jones- og Nasdaq-indekset begge sluttede med et plus på 0,4 pct.

»Dette er noget blødere, i forhold til hvordan retorikken var i sidste uge,« siger chefstrateg Chuck Carlson fra Horizon Investment Services i Indiana til Reuters.

Flere økonomer havde elleres i de foregående dage luftet bekymring for, at toldtarifferne skulle antænde en global handelskrig. Bekymringerne blev intensiveret, da Donald Trumps økonomiske toprådgiver, Gary Cohn, trak sig fra posten i starten af ugen.

EUs kommissær for økonomiske og finansielle anliggender, Pierre Moscovici, sagde torsdag, at et »arsenal af modsvar« var på plads. I første omgang er det dog værd at bemærke, at EUs handelskommissær, Cecilia Malmström, nu åbner for en forhandling med USA.

»EU er en nær allieret af USA, og vi er fortsat af den opfattelse, at EU skal undtages fra disse tiltag,« skriver Malmström på Twitter.

USA præsenterer største jobvækst i halvandet år

Ugen bød dog også på mere positive nyheder fra USA. Der blev skabt 313.000 nye job på det amerikanske arbejdsmarked i februar, mens arbejdsløsheden fortsat er på 4,1 pct. Det viser den officielle arbejdsmarkedsrapport for februar, som det amerikanske beskæftigelsesministerium har offentliggjort fredag. Dermed var rapporten markant stærkere end ventet på jobvæksten, da økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning på 205.000, mens der var ventet et fald i arbejdsløsheden til 4,0 pct.

Nok om USA – nu retter vi fokus mod de vigtigste danske historier fra ugen der gik. Det var en uge, der blandt andet bød på Kvindernes internationale kampdag, men tallene viser, at ligestillingen ikke er nået ind på det danske arbejsmarked endnu. Læs mere her.

 

Kvinder der får børn får aldrig hentet lønnen ind igen

Det koster at få børn. Ikke kun på grund af øgede udgifter i husholdningen, for også indtægterne skrumper. Kvinden får en relativt stor lønnedgang efter fødslen af det første barn – og hun indhenter aldrig for alvor det tabte.

Det viser en undersøgelse fra et internationalt forskerteam, som har fulgt lønudviklingen for danske par fra fem år, før de fik det første barn, til ti år efter. Parrene er fulgt fra 1980 til 2013.

Forskerne bag undersøgelsen påviser, at mænd og kvinders årsløn udvikler sig ensartet indtil fødslen af det første barn, hvorefter kvinders årsløn lige efter fødslen falder brat med 30 pct. Dette skyldes hovedsageligt, at det er mødrene, der tager hovedparten af barselsorloven.

Læs mere her.

To ud af tre topchefer er utilfredse med deres bestyrelser

For mange bestyrelsesmedlemmer bidrager ikke og bør skiftes ud. Sådan lyder det fra 64 pct. af de danske topchefer, som mener, at mindst ét medlem af deres egen bestyrelse bør skiftes ud til fordel for andre kræfter.

Det viser en undersøgelse fra headhunterfirmaet Odgers Berndtson Executive Search, der har spurgt topcheferne i de 100 største danske virksomheder om deres syn på kompetencerne i bestyrelserne i de virksomheder, de selv står i spidsen for. Nye krav til blandt andet lovgivning og digitale kompetencer kan være en del af forklaringen på utilfredsheden.

Ifølge den erfarne bestyrelseskonge Ole Andersen er det vigtigt at få evalueret bestyrelsens indsats.

»Både bestyrelsen som helhed og de enkelte medlemmers indsats. Ikke kun for at skifte ud. Men også med henblik på forbedringsmuligheder, herunder samarbejdet med direktionen,« siger Ole Andersen.

Læs mere i Berlingske her.

Jysk vil give kunderne evig returret på varerne

Det er fremover slut med at haste tilbage i en af Jysks 1.200 butikker. hvis det nyindkøbte dynebetræk er for småt, eller nuancen på sofaen ikke passer til stuen. Det skriver Berlingske.

Hvis kunderne har gemt kvitteringen, kan de til enhver tid få pengene retur, og skulle man have glemt den hvide lap, kan man til enhver tid få ombyttet sin vare til en anden.

»Vi ved fra vores interne undersøgelser, at det er de ting, vi gør efter salget, når kunderne har problemer eller udfordringer, der giver kundetilfredshed og gør dem mere tilbøjelige til at handle hos os igen. Derfor gør vi det nu simpelt og helt fjerner tidsfristen, så kunderne ved, at de altid kan komme og returnere deres køb,« siger Niels Veien, der er direktør for kundeoplevelser i Jysk Nordic.

Hos konkurrenten IKEA har man haft en ubegrænset returret, hvis man husker sin kvittering, siden 1958. Og det har været en succesfuld strategi, da kunderne sjældent kommer retur med varer, der er flere år gamle, fortæller IKEA-salgschef Kim Nielsen.

Læs mandagens business-kalender her.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen