Berlingske Business

Bodsgang, en blødende aktie og Thomas F. Borgens umoderne slips

BM
Foto:

God søndag morgen, og velkommen til en nyhedsoverflyvning over Business-ugen, der gik.

En uge, som har budt på både milliardstore nyheder fra ind- og udland, halvårsregnskaber fra flere sværvægtere i finansverdenen og et unikt – om end mere kuriøst – indblik i søvnmønstrene hos landets topchefer.

Vi begynder dog et andet sted, selvom historien ganske vist også hører til i den skævere ende af nyhedsspektret.

»Man skal tage sig i agt for erhvervsledere uden slips«

Som Berlingske kunne fortælle onsdag, er der nemlig sket noget af et paradigmeskifte i de danske toplederes foretrukne påklædning. Mens det for få år siden hørte til sjældenhederne at støde på en topchef uden slips, er det i dag snarere reglen end undtagelsen, når man bevæger sig gennem direktionsgangene i det ganske land.

Og det i en sådan grad, at Mærsk Mc-Kinney Møller efterhånden må vende sig i graven.

»Hvis De vil komme på direktionsgangen, så må De købe et slips«, lød det engang fra den nu afdøde topchef, da han skulle belære en ung Jess Søderberg om hans lidt for uformelle påklædning.

Sådan er det ikke længere, hverken i A.P. Møller – Mærsk eller i den øvrige del af dansk erhvervsliv, lyder det i artiklen, som du kan læse her. Det er nemlig blevet »Silicon Valley-cool at droppe slipset«.

En nyhed, der hurtigt spredte sig til Berlingskes kulturspalter og fik flere velklædte meningsdannere til at ryste på hovedet.

»Man skal tage sig i agt, når man står overfor politikere og erhvervsledere uden slips«, lød det blandt andet fra journalist, forfatter og tv-vært Mads Brügger.

Heller ikke mode- og livsstilsekspert Mads Christensen var synderligt begejstret for et billede af Ørsteds slipseløse direktion:

»Jeg synes, de ser røvsyge ud. Den ene chance, de der kedelige revisorer havde for at tilføre lidt tvist, humor, mangfoldighed og selvstændig tanke, den har de lagt fra sig, endda med stolthed.«

Danske Bank fik øretæve af investorerne

Blandt de erhvervsledere, der endnu holder stædigt fast i slipset, er Thomas F. Borgen.

I den forgangne uge kunne han – i lighed med konkurrenterne fra Nordea – fremlægge halvårsregnskab for Danske Bank. Men hvor Nordea i vid udstrækning levede op til analytikernes forventninger, kan det samme ikke siges for Danske Banks regnskab, der blev offentliggjort inden børsen åbnede onsdag morgen.

Af en analytiker hos Jyske Bank blev halvårsregnskabet endda kaldt direkte »elendigt«, alt imens aktiekursen bragede nedad med stor hast.

Inden dagen var omme var der blevet barberet 16 milliarder kroner af Danske Banks værdi.

Heller ikke bankens forsøg på at gå bodsgang i den verserende hvidvasksag vakte udpræget glæde i offentligheden.

I forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet meddelte Thomas F. Borgen således, at banken ikke ønskede at drage økonomisk fordel af hvidvask – og at man derfor ville donere al indtjening fra de mistænkelige pengeoverførsler i den omstridte estiske filial til samfundsgavnlige formål.

Som Berlingske kunne fortælle onsdag, er der tale om et beløb på omkring 1,5 mia. kr.

Udmeldingen blev modtaget med en vis skepsis fra politisk side. Det kan du læse mere om her.

Fra én øretæve til en anden

Har man fulgt bare en smule med i nyhedsbilledet i den forgangne uge, er det med al sandsynlighed heller ikke gået én næsen forbi, at EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager har smækket en overordentlig stor bøde på Google-chefernes skrivebord.

32 mia. kr. skal internetgiganten betale i bøde for at have forbrudt sig mod de europæiske konkurrenceregler.

Det sker, fordi Google ifølge Margrethe Vestager ulovligt har udnyttet sin position og magt over softwaren til Android-telefoner til at styrke sin egen forretning.

Eller som teleanalytiker John Strand, adm. direktør i Strand Consult, udtrykte det overfor Berlingske Business:

»Margrethe Vestager har taget Google med fingrene i kagekassen og eftertrykkeligt dokumenteret, at Google har handlet i ond tro ved gennem grådighed og ønsket om at dominere markedet har betalt telefonproducenter og teleselskaber for at holde konkurrenter ude af markedet. Det svarer til, at Berlingske betalte en vagt på Christiansborg, så Jyllands-Posten ikke kunne deltage i pressemøder i Statsministeriet.«

Mens den store bøde tilsyneladende ikke bekymrede investorerne synderligt, var Googles øverste topchef, Sundar Pichai, kort efter ude og beklage sig.

Konsekvensen kan nemlig blive dyrere mobiltelefoner, lød det fra Sundar Pichai , der i øvrigt heller ikke hører til den del af erhvervstoppen, som ynder at gå med slips.

»Indtil nu har forretningsmodellen for Android betydet, at vi ikke har taget penge fra mobilproducenterne for vores teknologi. Vi er bekymrede for, at dagens beslutning vil ryste den nøje balance, som vi har ramt med Android, og at det sender et advarselssignal,« sagde Sundar Pichai blandt andet.

Sidst men ikke mindst er det værd at notere sig, at Google for nyligt har droppet sit verdenskendte »Don’t be evil motto« i al stilhed.

I 18 år har sloganet ellers været en fasttømret del af internetgigantens nedskrevne adfærdskodeks. Men det er altså slut nu.

Læs mere om historien her.

 

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen