Berlingske Business

Apple skuffer Nokia overrasker

Apple
Trods stigende omsætning tjente Apple stort set det samme som samme kvartal et år tidligere. Foto:

Det var den omvendte verden, da både Apple og Nokia onsdag og i går udsendte regnskabstal. Nokia ser ud til tjene penge igen, mens Apple ikke kan holde kadencen.

Markedssituationen kan beskrives ganske kort: Samsung buldrer derudad og er stort set den eneste producent, der har virkelig succes med Googles Android-system. HTC kæmper for at finde noget at holde fast i, så selskabet kan hive sig selv op af den sump, det er havnet i. Nokia og Microsoft har sat sine gigantiske industrimuskler på overarbejde i overlevelseskampen om en plads på smartphone-markedet. Og nu kommer også Huawei og ZTE med deres kinesiske målrettethed og vil slås med de store.

Men natten til i går var hele verdens øjne skarpt rettet mod Apple, der aflagde regnskabstal for første kvartal af sit udsædvanlige regnskabsår, der begynder første oktober. Regnskabstallene dækker over det første fulde kvartal, hvor iPhone 5 har været til salg. På forhånd havde flere rapporter antydet, at Apple må anstrenge sig mere end vanligt for at få solgt sin nye iPhone, og at iPhone 5 møder overraskende skarp konkurrence fra sin forgænger, iPhone 4S, der fortsat er i produktion til en noget mere finanskrisevenlig pris.

Revolution påkrævet

Trods stigende omsætning tjente Apple stort set det samme som samme kvartal et år tidligere nemlig 13,1 mia. dollar, og markedets reaktion var umiddelbart at sende Apple-aktien mere end ti procent ned samtidig med, at flere analytikere begyndte at rynke en anelse på næsen.

»Konkurrencesituationen for Apple har ændret sig. Før var de suverænt foran alle andre. Nu er konkurrencen ændret, specielt på grund af Samsung, der har indhentet Apples design- og teknologiforspring og skabt produkter, der har lige så godt fat i forbrugerne, som Apple har. Det har ændret billedet, og Apple er nødt til snart at komme med en lille revolution. Det nytter ikke at blive ved med at lave småforbedringer,« siger Morten Imsgard, der er analytiker i Sydbank.

Millioner af smartphones

Apple solgte i kvartalet 47,8 mio. iPhones men det er uvist, hvor mange af disse, der var iPhone 5, og hvor mange, der var tidligere modeller. Til sammenligning har Samsungs Galaxy-serie til dato solgt omkring 100 mio. eksemplarer, heraf mindst 40 mio. af topmodellen Galaxy SIII, mens Nokia i gårsdagens regnskab afslørede, at selskabet i fjerde kvartal solgte 4,4 mio. smartphones med Windows Phone.

»Men perioden med Apples dominans ser ud til at være ovre. Hvem, der formår at komme med den næste virkelige nyskabelse, må tiden vise. Et bekymringsmoment omkring Apple er, at det i dag mest er software, der gør en smartphone anvendelig, og her er Apple en af dem, der har flyttet sig mindst set fra forbrugernes synspunkt. Android har udviklet sig meget vildt, og Windows Phone tilbyder noget helt andet. De andre flytter sig meget hurtigt,« siger Morten Imsgard.

Bedring hos Nokia

Nokia har gennem efterhånden et par år vredet sig i smerte, fordi selskabet sov i smartphone-timen, men noget tyder på, at topchefen Stephen Elops hestekur så småt begynder at virke. I går kunne finnerne således prale af at have givet driftoverskud i fjerde kvartal på 439 mio. euro, omend året som helhed ender med et tab på 2,3 mia.

Der er stadig langt igen for Nokias Lumia-serie, men rygterne svirrer om et markant fremstød, når en af verdens største mobilevents, Mobile World Congress, i næste måned skydes i gang i Barcelona.

2013 byder også på debut til Firefox OS, Sailfish og Tizen alle tre smartphoneplat-forme er helt nye og baserer sig på ideen om apps, der kan køre direkte fra nettet på tværs af platforme. Dem levner Morten Imsgard dog ikke specielt store muligheder på kort sigt.

»Lige nu er det vanskeligt at forestille sig, at man kan komme med noget helt nyt og revolutionerende, men det sagde man jo også dengang i 2007, hvor man kårede Nokia som vinder af smartphonemarkedet, og Apple bagefter kom på banen og tænkte produktet helt anderledes. Jeg tror godt, der kan være plads til en tredje smartphoneplatform, og jeg tror, at det bliver Windows Phone. Her er Nokias udfordring dog, at de skal bryde muren til Apples kunder ned, for det er kunder, der har brugt mange penge på apps og udstyr til iPhonen allerede,« siger Morten Imsgard.

Apples regnskabstal viste desuden et vigende marked for Mac-computere en tendens, der dog er generel for computermarkedet. Apple rygtes både på vej med en billigere iPhone og et fuldblods smart-TV.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen