Berlingske Business

Svensk teleboss skal styre Vestas

runevad
Bestyrelsesformanden for Vestas Bert Nordberg har entydigt gået efter at få Anders Runevad som ny koncernchef. »Hvis vi ikke havde den rigtige profil, ville vi ikke have lavet udskiftningen,« siger Bert Nordberg. Foto: Erich Stering Foto:

Anders Runevad har tilbragt hele sin karriere i telebranchen. Fra 1. september skal han stå for den fortsatte genopretning af vindmøllegiganten Vestas.

Han er stort set ukendt herhjemme. Han er svensker og har hele sin karriere arbejdet i Ericsson. Han har sandsynligvis aldrig før optrådt i danske medier, men det vil med garanti ændre sig fremover.

Anders Runevad blev i går udnævt til den nye topchef i vindmøllegiganten Vestas Wind Systems a/s. Han skal derved stå i spidsen for den genopretning af Vestas, som forgængeren Ditlev Engel satte i gang. Ditlev Engel fik i går beskeden om, at hans tid som koncernchef hos Vestas er forbi.

Og med udnævelsen af Anders Runevad er der fra september fire svenskere i spidsen for virksomheden. Både bestyrelsesformanden og næstformanden er fra Sverige, og udover den nyudnævnte koncernchef kommer yderligere en fra direktionen fra den anden side af Øresund. Det er Marika Fredriksson, der skal fungere som koncernchef, indtil Anders Runevad tiltræder.

Når det sker, er det er første gang, at Anders Runevad kommer helt til tops, og vejen til det nye job er blandt andet kommet via hans indgående kendskab til bestyrelsesformanden for Vestas, Bert Nordberg, der ligeledes arbejder for Ericsson.

Anders Runevads exit fra den svenske virksomhed blev allerede meddelt i juni, og den seneste tid er gået med at forhandle tingene på plads, så han kan begynde i Vestas 1. september.

Hvis Anders Runevad havde takket nej, var der ikke kommet et direktørskifte nu.

»Vi har arbejdet nøje med at finde den perfekte profil, og det er Anders. Det er nu tid til at sætte hovedfokus på at sikre en stabil lønsom vækst i virksomheden. Anders er den rigtige til at sikre den stabile vækst. Hvis vi ikke havde den rigtige profil, ville vi ikke have lavet udskiftningen,« siger Bert Nordberg.

Fordi Bert Nordberg kender Anders Runevad så godt, er det de to bestyrelsesmedlemmer Jørgen Huno Rasmussen og Jørn Ankær Thomsen, der har kørt samtalerne med den kommende topchef.

Anders Runevad er oprindeligt uddannet elingeniør fra det teknologiske institut på Lunds Universitet i Sverige i 1984. Samme år blev han ansat hos Ericsson, hvor han efterfølgende har tilbragt hele karrieren.

Efter lidt mere end ti år indtog han sin første direktørpost som chef for Ericsson i Singapore. Og hans generalieblad viser med al tydelighed, at der er tale om en ny chef for Vestas, der selv om han hidtil primært har haft en svensk arbejdsgiver, har han en ganske solid international erfaring.

Han har primært arbejdet med business-to-business og har haft succes med at gennemføre og udvikle strategier både på vækstmarkeder og veletablerede markeder. Hertil kommer, at han er god til at arbejde med komplekse infrastrukturprojekter, og han har med held gennemført flere restruktureringer i store organisationer.

Det er evner, han i den grad vil få brug for i Vestas, der stadig kæmper med at skære i omkostningerne og optimere driften.

Hans seneste job i Ericsson var som topchef for Vest- og Centraleuropa. En position han har udfyldt siden april 2010, og Bert Nordberg siger at udover at levere resultater med lønsom vækst, kan Anders Runevad arbejde i politiske miljøer. Det har ligeledes været et krav, at den nye chef skulle have en teknisk kandidatgrad og have en indgående teknisk forståelse.

Blandt de danske aktieanalytikere er Anders Runevad et ubeskrevet blad. Over en bred kam lyder der dog positive meldinger.

Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand siger til Business.dk, at alene det, at Anders Runevad er håndplukket af bestyrelsesformand Bert Nordberg. er et godt tegn. Tilliden er nemlig stor til Bert Nordberg, der har vist sig som en stærk formand for Vestas, siden han trådte til sidste år. Til dr. dk siger professor i ledelse Anders Drejer, at Anders Runevad er et absolut topnavn. Og Anders Drejer mener, at det udelukkende er fordi, Vestas har et godt internationalt ry, at de har kunnet tiltrække en person fra toppen af det svenske erhvervsliv.

Selv siger Anders Runevad om sit nye job:

»Det glæder mig at skulle arbejde for Vestas, og jeg ser frem til at lede virksomheden gennem den næste udviklingsfase. Jeg er overbevist om, at mit karrieforløb har givet mig de rette værktøjer til at påtage denne opgave.«

Han uddyber ikke, hvad det er han vil ændre i Vestas.

Rent privat er der ikke meget at grave frem om den nye chef. Han bor netop nu i London, men vil flytte til Aarhus, hvor selskabets hovedkvarter ligger, når han tiltræder hos Vestas.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen