Berlingske Business

»Jeg vil gerne være direkte leder igen«

brinck
Søren Brinck, Carlsberg Group.

Rising Stars 2013: Godt tre år som direktør for Carlsbergs bryggeri i Grækenland gav smag på mere for 39-årige Søren Brinck.

Pludselig gav en af de græske mænd i ledelsesgruppen sig til at græde under mødet. Det kom fuldstændigt bag på den nytiltrådte CEO, Søren Brinck, der var flyttet til Athen for at effektivisere og integrere det græske bryggeri Mythos Brewery, som Carlsberg havde opkøbt.

»Han talte om noget, der gjorde ham sentimental, og så græd han. Jeg har aldrig før eller siden set en mand græde til et forretningsmøde, så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det og overlod det til andre, der kendte ham bedre. Grækerne føler meget, og de er ikke bange for at vise det. De kan have hidsige ordvekslinger, hvor man som dansker tror, at de er oppe at skændes for alvor. Det skal man lige vænne sig til,« siger Søren Brinck, der i 2009 fik forretningsmæssigt ansvar for bryggeriet og beholdt det i tre et halvt år.

»Grækerne var midt i valgkampen, da vi flyttede til landet. Papandreou, som vandt, slog i valgkampen blandt andet på, at Grækenland skulle være Denmark of the South. Det var den velstand, man sigtede efter. Resten er historie. Vi oplevede, hvordan arbejdsløsheden steg fra 10 til 27 procent. Det var lidt surrealistisk, for vi var jo ikke ramt personligt, men oplevede, hvordan det påvirkede alle omkring os – ikke mindst fordi vi fik græske venner.«

Chef med tolk

Søren Brinck måtte selv bidrage til statistikken, for han afskedigede omkring 20 procent af de 350 ansatte på det græske bryggeri og forlangte større effektivitet af de ansatte, der også måtte give afkald på forskellige goder, bl.a. betalt transport til og fra arbejde.

»Der skulle indføres nye standarder for at kunne få en fornuftig forretning ud af det. Alternativet var, at bryggeriet ikke var konkurrencedygtigt, og at alle i længden ville miste deres job.«

Den besked overbragte Søren Brinck ad flere omgange medarbejderne via tolk, eftersom han ikke taler græsk.»Det er en vanskelig situation, for man ved ikke, om noget måske går tabt i oversættelsen, og man forstår ikke umiddelbart reaktionerne, men må have dem oversat. Men man bliver bedre til alting, når man har prøvet det første gang,« siger han og fortæller, at han havde farverige møder med op mod 30 fagforeningsrepræsentanter, der råbte højt, mens der var en evig trafik ud og ind af mødelokalet for at ryge.

Medarbejderne reagerede med strejke, men effektiviseringen blev gennemført, og det samme blev en forandring af den kommercielle strategi. Det gav resultat, for selv om der sælges 20 procent færre øl end før krisen i Grækenland, har Carlsberg med sin portefølje af omkring ti øl-brands formået at øge sit salg med 30 procent.

»Selv om vores brands i gennemsnit ligger prismæssigt højere end konkurrenterne, har krisen også betydet, at der skabes nye muligheder og lyst til at prøve noget nyt,« siger han og forklarer, at det både kan være detailhandlere, der genovervejer deres samarbejdsrelationer for at stå sig bedst muligt, og forbrugere, der er mindre mærkeloyale.

Da Søren Brinck og hans familie sidste år vendte hjem fra Grækenland, blev han udnævnt til Vice President, Business Development i Vesteuropa. Han arbejder nu blandt andet med strategier for, hvordan forretningerne effektiviseres, og udtænker nye forretningsmodeller.

»Det er en helt anden måde at arbejde på, end når man selv er chef med direkte ansvar. Nu skal jeg påvirke andre til at lede på en bestemt måde, og det er også udfordrende. Det minder mere om det arbejde, jeg har haft tidligere,« siger Søren Brinck, der arbejdede fem år med bl.a. forretningsstrategier i Carlsberg herhjemme, før han rykkede til Athen.

Ingen karriereplan

Søren Brinck har aldrig haft en karriereplan. Han har i højere grad ladet sig styre af, hvor han kunne få en god chef og gode kolleger at lære af, og er gået mindre op i titler.

Ser man tilbage på dengang, han skulle vælge karrierevej, var han meget i tvivl. Først forestillede han sig at gå ind i familiens entreprenørvirksomhed. Senere overvejede han at læse historie. I sidste ende valgte han handelshøjskolen, kom via et studiejob ind i konsulentbranchen og arbejdede fire år for Accenture.

»Jeg arbejdede med alle mulige brancher og var med til at løse mange forskellige og komplekse problemer. Det gav mig en god basis, men jeg vidste, at jeg ikke ville være konsulent hele mit liv. Som konsulent bruger du al tiden på at opstille løsninger på et problem, men du er ikke for alvor med til at få det til at ske. Og det er den del, der optager mig mest.«

Derfor sagde Søren Brinck ja tak, da en kollega trak ham med over i Arla. På det tidspunkt stod Arla over for en fusion med hollandske Campina, men den blev aldrig til noget, og han skiftede efter to år til Carlsberg – også fordi han boede i København og dermed slap for at pendle til Aarhus.

I sit nuværende job rejser han omkring 100 dage om året, og det kræver nøje planlægning, når det skal gå op med to små børn og en kone, der arbejder som advokat.

»Lige nu er vi glade for at være tilbage i Danmark. Men hvis det kan passes ind med familiens behov, vil jeg vil gerne arbejde med direkte ledelse og have ansvar for et bryggeri i udlandet igen på et tidspunkt. Det er meget udviklende, både professionelt og personligt.«

Køb adgang til månedens Berlingske Business Magasin i PDF-format her

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen