Berlingske Business

Hun kæmpede for at redde stumperne

birgit nørgaard
Det har været »en træls tid«, mener den afgående bestyrelsesformand for netop konkursramte Pihl & Søn, Birgit Nørgaard, som har kæmpet til det sidste for at få bragt den kulsejlede byggekoncern på ret køl. Foto: Iben Kaufmann/Eyespice

Som bestyrelsesformand for Pihl & Søn kæmpede Birgit Nørgaard til det sidste for at redde selskabet, men de finansielle kreditorer ville ikke mere.

Det er langtfra første gang, at den cand.merc.- og MBA-uddannede Birgit Nørgaard er blevet hentet ind som redningskvinde. Hun kan blandt andet bryste sig af at have reddet et af landets største rådgivende ingeniørselskaber i form af det daværende Carl Bro, nu Grontmij.

Og for kun små fire måneder siden var hun stadig optimistisk på vegne af entreprenørselskabet E. Pihl & Søn, men desværre gik det ikke, og selskabet blev som bekendt erklæret konkurs i mandags.

Som bestyrelsesformand for Pihl & Søn gennem det seneste år kæmpede hun til det sidste for, at selskabet skulle klare skærene, men hun måtte konstatere, at det ikke kunne lade sig gøre. Styringen af risikoen i forbindelse med Pihl & Søns udenlandske projekter havde ganske enkelt ikke været god nok.

I øjeblikket flyver hun rundt mellem møderne, og hun vil i bund og grund helst ikke medvirke i endnu et portræt, men holde sig lidt væk fra medierne.

»Det er ikke en historie, jeg gerne vil i medierne med. Det har været en træls tid. Vi har gjort, hvad vi skulle gøre, og hvad vi kunne gøre. Det var desværre ikke nok, og nu må kuratorerne tage over,« siger Birgit Nørgaard, der er ked af og ærgerlig over, at det ikke lykkedes at redde Pihl & Søn.

»Det er det værste, der kunne ske. Det har nogle meget store omkostninger økonomisk og menneskeligt, men de finansielle kreditorer ville ikke længere være med til at smide flere gode penge efter dårlige,« siger Birgit Nørgaard.

Fik reddet Carl Bro

Hun er uddannet på Handelshøjskolen i København og tog derefter en MBA-grad fra den prestigefyldte Business School Insead.

Da uddannelsen var færdig, indledte hun sin karriere i den hårde skole hos konsulentfirma McKinsey, hvor lange arbejdsdage nærmest er et »must« for de unge medarbejdere. Efter en række år hos Mckinsey var hun klar til de større poster, og hun kom videre til et job som vicedirektør i Danisco og operationsdirektør i TDC.

Tilbage i 2003 blev hun ansat hos Carl Bro Gruppen, hvor hun slog sine folder i syv år. Fra tiden hos Carl Bro huskes hun dels for uforvarende at være blevet hvirvlet ind i en af de største og mest kulørte skandalesager i dansk erhvervsliv. Men derudover var hun med til at skabe et opsigtsvækkende turnaround for Carl Bro, der var på konkursens rand, da Birgit Nørgaard kom til.

Redningen skete ved at nedlægge eller sælge afdelinger og afvikle projekter, der gav underskud. Missionen blev en succes, og den endte med et salg af Carl Bro til hollandske Grontmij.

Birgit Nørgaard forlod lidt overraskende selskabet tilbage i 2010 efter en spareplan og større omstrukturering. Hun kunne angiveligt ikke blive enig med Carl Bros nye hollandske ejere om sin fremtidige position.

Da hun stoppede hos Carl Bro, sagde hun til Berlingske, at hun gerne ville huskes for at have skabt de økonomiske resultater og salget til Grontmij. Herudover skulle hun lige fordøje opsigelsen og bruge tiden på at træne til en af sine store fritidsfornøjelser i form af et halvmaraton.

Stor tilfredsstillelse

På det personlige plan fremhæver kilder, at Birgit Nørgaard altid kommer velforberedt til møderne og bliver betegnet som velbegavet. Hun er en knivskarp talknuser med en analytisk hjerne. Og Danske Bank mente åbenbart, at det var de egenskaber, der skulle til for at rette op på Pihl & Søn. Det var banken, der som hovedkreditor satte hende ind på posten som bestyrelsesformand for entreprenørselskabet.

Med et underskud sidste år på 470 mio. kr. vidste Birgit Nørgaard udmærket, at det var en svær opgave, hun gik ind til, da hun sagde ja til at blive bestyrelsesformand for Pihl & Søn. Men hun mente, at det var et forsøg værd og har på ingen måde fortrudt.

»Den sværeste opgave er også den, der kan give den største tilfredsstillelse, når det lykkes. Medarbejderne arbejder ikke for at skabe størst muligt overskud til ejerne. De gør det, fordi de laver noget, som de mener er meningsfyldt. Det afgørende er at skabe en ramme, hvor man kan motivere medarbejdere og samtidig sørge for, at virksomheden tjener penge. Det er det, som giver brændstoffet,« siger Birgit Nørgaard.

»Den ledelsesmæssige opgave er at skabe rammerne for, at medarbejderes kompetencer, gejst og motivation kan udnyttes på en måde, der sikrer, at virksomheden både skaber gode produkter eller byggerier og samtidig tjener penge. Min motivationsfaktor er at få den kombination til at lykkes. Og Pihls medarbejdere havde fortjent, at vi var kommet i mål,« siger Birgit Nørgaard.

Et væld af tillidsposter

På sit CV, der nærmest fylder to A4-ark, kan hun både skrive en lang række tillidsposter og bestyrelsesposter.

Hun er tidligere medlem af Globaliseringsrådet, Infrastrukturkommissionen, Dansk Industris hovedbestyrelse og Danmarks Eksportråd. Og hun er i dag næstformand for statens IT-projektråd.

Blandt bestyrelsesposterne tæller DSV og Sonion.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen