Berlingske Business

G4S-chefen går efter distancen

almanza
Ashley Almanzas lynkarriere i G4S begyndte med en række damage control-indgreb. Nu har han præsenteret sin nye strategi, der bygger videre på de eksisterende kerneværdier – men eksekveringen skal være bedre. PR-foto

Ashley Almanza forsøger at styre verdens største vagtkoncern i den rigtige retning efter sidste års OL-fadæse og det mislykkede forsøg på at fusionere med danske ISS. Han er mere til maratonlængder end hurtige spurter.

Det er om forsommerens chefskifte i G4S sagt, at skete det noget pludseligt, så kom det alligevel ikke uventet.

Heller ikke for Ashley Almanza, der 1. juni overtog tøjlerne efter den mangeårige topchef Nick Buckles’ hurtige exit. Det var kun en måned efter, at han var ankommet til vagtkoncernen som finansdirektør. Og få dage før en – skulle det vise sig – stormfuld generalforsamling, der nok kunne have fået de fleste til at blegne.

Men ikke Ashley Almanza. der bevarede det kølige overblik og besindigt svarede på hvert et oprørt spørgsmål.

I stil kunne kontrasten mellem den revisoruddannede og sportstrimmede Almanza og den charmerende gavtyv Buckles næsten ikke være større. Almanza strør gerne om sig med tal og giver sjældent presseinterviews.

epa03309929 A G4S security guard at a temporary military camp in

Da han i maj blev udpeget til finansdirektør, var det nærmest på forhånd givet, at han på et tidspunkt ville rykke videre til chefposten. Måske ikke lige så hurtigt, som det endte med at blive.

Men alligevel: Bestyrelsen lagde allerede da ikke skjul på, at man bevidst var gået efter en person med erfaring og evner til på sigt at lede den stormomsuste koncern, der i de sidste to år har lidt et fænomenalt tab af renommé, specielt med kontroverser omkring selskabets arbejde under sidste års sommer-OL i London, anklager om misrøgt i fængsels- og vagtopgaver i en række lande og ikke mindst det ambitiøse forsøg på at fusionere med servicegiganten ISS, der kunne have gjort den samlede koncern til verdens næststørste private arbejdsgiver.

Hvis ikke giftermålet var gået nok så eklatant i vasken.

Tilbage står G4S så med spørgsmålet – ifølge analytikere – om virksomheden i de hede Nick Buckles-år ganske enkelt voksede sig for stor og for vidtfavnende. Væksten var under Buckles drevet af opkøb, som har efterladt så stor en gæld, at G4S i dag skylder dobbelt så meget væk til banker, som koncernen har i aktiver.

Alt imens er der sået tvivl om G4S’ evne til at udfylde de offentlige kontrakter, som er koncernens livsblod, specielt med hensyn til vagt og sikkerhed samt drift af fængsler.

Da Nick Buckles så i maj præsenterede en dårlig indtjeningsforventning, var det dråben, som fik bægeret til at flyde over. Havde han klaret sig gennem både ISS-fiaskoen og OL-skandalen, så rakte hans goodwill ikke længere.

Siden har G4S foretaget en kapitaludvidelse for at kappe af gælden. Ashley Almanza har brugt de forløbne fem måneder på at rejse verden tynd for at lære koncernen at kende i hver en afkrog.

g4s

I den forløbne uge var det så for alvor hans tur til at træde frem i rampelyset og præsentere sin store strategi for at bære G4S videre.

Men havde der på forhånd været diskussion om og pres for store frasalg og en re-fokusering, så meldte Almanza ud om noget ganske andet: Strategien er stadig i bund og grund sund; det er bare et spørgsmål om udførelsen.

Sælges fra skal der – i det små. Og måske også købes op – i det små.

Men hovedbudskabet fra Almanza var: Bedre ledelse og bedre risikostyring, med en vækst, der mere kommer indefra end gennem opkøb. Han mener stadig, at kerneværdierne i G4S lever i bedste velgående:

»G4S’ kernestrategi er stadig holdbar, solid og sund,« bedyrede han.

Med den hurtige rokade og lynkarrieren i G4S har Ashley Almanza fuldført en distance, som han hos sin forrige arbejdsgiver, den britiske olie- og gaskoncern BG Group, også var meget tæt på at stå. Det er alment antaget, at da han ved udgangen af 2011 forlod posten som finansdirektør her, efter at have tilbragt næsten hele sin karriere med godt 20 år i selskabet, så gav han også afkald på den sandsynlige mulighed for at blive topchef.

Og kigger man på Almanzas baggrund, er det ikke svært at se, hvad der har tiltrukket bestyrelsen i G4S.

g4s

Med opvækst i Sydafrika har han et indgående kendskab til vækstlande, som nu er et væsentligt fokusområde for vagtkoncernen. Og Sydafrika er tilfældigvis et af de lande, hvor G4S har været plaget af anklager om vanrøgt i fængsler drevet af koncernen.

Med den lange karriere i BG Group har han desuden samlet værdifulde erfaringer med at forhandle med offentlige myndigheder, hvad enten det gælder olie- og gaskoncernens aktiviteter i Centralasien eller mere hjemlige skatteforhold. Den globale spændvidde er altså i orden.

Dertil kommer BG Groups forvandling fra et britisk statsforetagende til nu tre separatejede private virksomheder, fra gasproduktion over drift af gasnettet til el- og gasforsyning. Denne opsplitning og medfølgende radikale omstruktureringer spillede Almanza en vigtig rolle i. Og han gik specielt på denne baggrund for at være en af britisk erhvervslivs mest erfarne finansdirektører, da han tog skiftet til G4S.

Men G4S skal altså ikke splittes op, fastholder Ashley Almanza.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen