
Ledelse
Strategisk multitalent
Kort efter betalinsselskabet Nets i 2015 købte Nordeas aktiviteter inden for kortbetaling, blev Christian Friis sat i spidsen for at integrere forretningsområdet og de 30 medfølgende medarbejdere i forskellige dele af Nets. Hovedopgaven var at opbygge en ny kommerciel organisation, få et nyt nordisk partnerskab med Nordea op at stå samt at etablere en salgskanal på tværs i Norden og Baltikum.
»Christians rollebeskrivelse var egentlig meget simpel: Få det til at ske! Hans særlige talent bunder ikke i en specifik spidskompetence på et felt, men derimod i en imponerende vifte af tværfaglige færdigheder som engagement, arbejdskapacitet og føling med medarbejdere,« siger Kristian Nygaard Johansen, senior vice president i Nets.
Ifølge ham har Christian Friis’ evner ført ham til succes inden for så forskellige discipliner som fusioner, opkøb, salg, projektstyring, strategi, implementering og ikke mindst ledelse.
»Nogle kan have en tendens til at overakademisere ledelse. I mine øjne er det relativt enkelt. Det handler om at tale i øjenhøjde og opbygge en tillid, så alle tager ansvar og gør en forskel. Jeg har tidligere arbejdet på et mere strategisk plan, men nu kombinerer jeg dette med at være på et mere operationelt niveau, hvor jeg får tingene til at ske – det er spændende,« siger Christian Friis.
Christian Friis 29 år, director, nordic sales and transformation, Nets
2011: Strategy analyst, TDC wholesale & nordic, TDC Group
2013: M.Sc. international business, CBS
2013: Strategy consultant, group strategy, TDC Group
2015: Director, group strategy, TDC Group
2016-: Director, nordic sales and transformation, Nets
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen