Berlingske Business

Novos paradokser

Jens Chr.
Foto:

Lars Rebien Sørensen har haft brug for alle sine talenter i et til tider turbulent og kritisk 2013 for Novo Nordisk. Alligevel lægger han et rigtig godt halvårsregnskab på bordet med en kraftig opjustering i halen. Umiddelbart et paradoks. Hvordan hænger det nu sammen?

Det hænger faktisk ganske godt sammen. Regnskabet er udtryk for den uhyre stærke produktportefølje, Novo har. Det er udtryk for en veldrevet, effektiv forretning og udtryk for, at Novo forstår at »beskytte« sine markeder. Polemikken og usikkerheden i foråret 2013 handler om det meget fremadrettede – nogle år frem i tiden, nemlig om supersællerten Victoza og den potentielle supersællert Tresiba.

Det er efterhånden svært for Novo at imponere børsmarkedet efter så mange kvartaler med opjusteringer, men under »normale« omstændigheder må man formode, at et så godt halvårsregnkab samt en så kraftfuld opjustering ville have givet Novo-aktien vinger. Novo-aktien steg i går, men det var i et generelt stigende børsmarked, og stigningen begrænsede sig til blot 0,26 procent. Forårets til tider heftige opgør har – i hvert fald midlertidigt – lagt en dæmper på euforien.

Aktien er ikke den dårligst performende aktie i C20-indekset i år, men med en beskeden stigning siden årsskiftet på omkring fem procent halter Novo-aktien efter C20-indekset. Det skal dog selvfølgelig ses i lyset af, at aktien er steget nærmest uafbrudt de senere år med en fornem placering allerøverst i C20-hierarkiet over bedst performende aktie. Samtidig er Novo fortsat  blandt de dyreste aktier, når man måler på forskellige nøgletal. Så Novo-virksomheden og Novo-aktien er, set over en årrække, fortsat tæt på at være uden sidestykke på børsmarkedet.

Og så tilbage til polemikken og usikkerheden. Victoza er et indarbejdet præparat til behandling af diabetes (faktisk Novos bedst sælgende), som pludselig i foråret af nogle forskere blev mistænkt for at kunne udvikle kræft i bugspytkirtlen. Altså ikke noget endegyldigt bevis, men en udmelding om at faren kunne være til stede. Novo-ledelsen gik i rette med kritikken og afviste blankt, at der kunne være noget om en sådan sammenhæng. Både de europæiske og amerikanske myndigheder har siden meldt ud, at de ikke har kunnet konstatere en sammenhæng.

Tresiba er et nyt insulinpræparat, som, Novo havde håbet, ville glide igennem FDA-myndighederne i USA let og smertefrit. Det skete ikke. Der blev krævet nye, omfattende studier, og Novo har derfor måttet udskyde lanceringen af Tresiba på det store og lukrative amerikanske marked, sandsynligvis til 2017. Samtidig skal Novo afholde udgiften til en række dyre studier, som senere skal forelægges og godkendes i FDA.

Der er ingen tvivl om, at disse to alvorlige bump på vejen har været meget irriterende for en Novo-ledelse, der ikke er vant til at blive modsagt. Men det er også et signal til børsmarkedet om, at der pludselig kan opstå bivirkninger, som kan ændre, forsinke eller helt sænke en supersællert eller udsigten til en supersællert.

Det seneste halve års debat har vist, at der er særdeles stærke følelser omkring Novo Nordisk. Der er en meget stor gruppe, som alene har fokus på børskursen, og som derfor affejer al kritik – uden undtagelse. Ind i mellem er der endog røster, der mener, at de amerikanske FDA-myndigheder er inhabile, fordi disse myndigheder – lyder beklagelsen – især tilgodeser amerikanske medicinalvirksomher og omvendt skærper kravene til ikke-amerikanske virksomheder. Og så en anden og langt mindre gruppe, typisk i forskerverdenen, som mener, at Novo alt for magtfuldt presser sine krav igennem.

For menigmand og patienterne er det svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert i denne komplekse verden. Men i en verden, hvor det ultimativt handler om liv og død, giver det god mening at stille alle relevante spørgsmål, inden nye præparater sendes på markedet. Det er givetvis en holdning, som også Novo kan tilslutte sig.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen