
Novo Nordisks amerikanske aktienotering tromler til vejrs torsdag, efter at selskabet har annonceret, at det vil genindsende registreringsansøgning for Tresiba og Ryzodeg til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
Den amerikanske ADS-notering stiger med 7 pct. til 53,30 dollar efter nyheden, der først blev annonceret efter dansk lukketid.
Med aktuelle valutakurser svarer det til en kurs på 364,32 kr., mens Novo-aktien til sammenligning lukkede i 335 kr. på børsen i København torsdag efter et fald på 1,7 pct.
Og nyheden er da også ganske positiv, lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der følger Novo Nordisk som senioranalytiker hos Sydbank. Han tror på en stærkt positiv dag for Novo Nordisk-aktien i fredagens danske handel.
- Jeg tror, at kursen vil stige mere end 5 pct. alene på det positive signal af at indsende ansøgningen og dermed potentielt set være på markedet, før konkurrencen for alvor spidser til, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen